Uge 18 Slap af og kæmp

Skrevet af Peter Tinggaard

Jer 20,11a: “Men Herren er med mig som en vældig kriger, … “

1 Sam 17,45-47: “Men David svarede filisteren: »Du kommer mod mig med sværd og spyd og krumsværd, men jeg kommer mod dig i Hærskarers Herres navn, Israels slagrækkers Gud, som du har hånet. I dag vil Herren give dig i min magt. Jeg slår dig ihjel og skiller dit hoved fra kroppen, og ligene fra filisterhæren giver jeg i dag til himlens fugle og jordens dyr. Så skal hele jorden erkende, at Israel har en Gud. Og hele denne forsamling skal erkende, at Herren ikke frelser med sværd og spyd. Krigen er Herrens, og han vil give jer i vores hånd.«”

Bemærk begge vers, som fokuserer på Herren som den mægtige kriger. Det er altid ham og ikke os, som skal være den mægtige!

I vores vandring frem mod at bede offensive bønner for Danmark, hvilket er Guds kald for os i denne tid, er det vigtigt, at vi lærer at gøre det på Guds måde og ikke på vores egen måde. For selv om Gud kalder os til at rejse os som mægtige krigere, der skal genindtage landet for Gud, så ønsker han ikke, at vi skal forlade vores plads som børn af Kongen. Han kalder os IKKE til at være mægtige krigere i os selv. Han kalder os heller ikke til at bære tunge byrder for vores nation, for han vil selv bære alle Danmarks byrder (jf. Matt 11,28-30). Det er ud vores position som børn og ud fra vores hvile i Gud, at vi kan blive de allermægtigste krigere for ham.

Men hvis ikke vi lærer Guds tanker om kampen at kende, vil det ikke vare længe, før vi kører af sporet og ender i grøften. Her taler jeg desværre af erfaring. Der er to typiske og naturlige grøfter eller sidespor, som vi meget let falder i. Den første er overanstrengelse. Vi ender i denne grøft, når vi forsøger at leve det liv, Gud kalder os til at leve i egen kraft og ikke i Guds kraft. Den anden grøft er passivitet. Vi lander i denne grøft, når vi behandler Guds nåde og hans hvile som en slags forhåndsgodkendelse til at leve det liv, vi selv har lyst til at leve, i stedet for at se dem som Guds kraft og udrustning til at leve det liv, han har klargjort til os. 

Desværre ser vi ofte, at hele kirker og kirkesamfund ikke bare ender i en af disse grøfter, men at de endda bruger Bibelen som et forsvar for den grøft, som de nu engang er landet i. For Bibelen siger tilsyneladende begge dele, og vores menneskelige fornuft har meget svært ved at gribe Guds vej, når han udfordrer os til at gøre to vidt forskellige ting på samme tid. Han siger: Slap af og kæmp! Vær et barn og dog en konge! Giv mig alle dine byrder, men du skal bære mit åg. Du skal overlade kampen til Gud, og dog skal du kæmpe den gode strid!

Personligt levede jeg længe i den første grøft, da jeg indledte min egen bønnevandring. Jeg kæmpede for at bede så længe og så intenst, som jeg overhovedet kunne. Dag efter dag efter dag. Jeg havde en imponerende viljestyrke, som hjalp mig til at give mig selv og alt, hvad jeg havde til Gud. Men mit liv var alligevel tungt og ensomt, og jeg var tæt på at blive udbrændt flere gange. For jeg forsøgte at adlyde Guds lov og hans krav ud fra min egen menneskelige styrke. Som en modvægt til alt dette, endte jeg i stedet over i den modsatte grøft, da udbrændthedens skygge tvang mig til at ændre mit liv. Guds nåde blev min redning, men det varede mange år, før jeg begyndte at finde Guds gyldne mellemvej.

I løbet af de sidste 10 år har jeg dog lært at kæmpe på Guds måde, og jeg vil her dele 3 ting, jeg har lært:

A) Guds gyldne mellemvej er den vandring, hvor vi bliver ledt af Ånden. Det er ham, der sætter os fri til at leve det liv, Gud har klargjort til os. Han vil både vise os, hvad vi skal gøre og han vil være Guds styrke i os, som sætter os i stand til at gøre det. Hvis vi giver ham plads til at lede os, vil han bruge hele vandringen til at åbenbare mere og mere om, hvem Gud er.

Når vi skal bede offensive bønner, er det altså ÅNDEN, som skal bede dem igennem os!

B) Gud har altid det største hjerte! Selv når vi beder for vores egne børn eller for os selv, er Guds længsel efter at beskytte og velsigne dem og os langt større end vores. Jo mere man forstår denne sandhed i sit hjerte, jo mere vil man ændre sin måde at bede på. Der vil ikke længere være nogen grund til at “overtale” Gud til noget, som om vores hjerte og vores længsler var større end Guds. Nej, det er altid Gud, som har det største hjerte og derfor er det ham, som er allermest lidenskabelig for at gøre og give de ting, som han har lovet os i sit Ord.

Når vi skal bede offensive bønner, er det altså ikke os, der skal lade som om, at vi er blevet endnu mere lidenskabelige og helhjertede. Det er Gud, som hele tiden er enormt lidenskabelig efter at få de ting, som han allerede har betalt for ved sin egen Søns død. Vores bønner skal blot være Guds talerør for det, han tænker og føler.

C) Jesus har allerede sejret! Og han har fået navnet over alle navne. Derfor skal vores bønner ikke formes som om, at der andre magter, som er større end Jesus. Hvis vi nøjes med at bede defensive bønner, viser det, at vi ikke rigtig har grebet Guds enorme storhed og hans fuldstændige sejr.

Når vi skal bede offensive bønner, behøver vi ikke at råbe eller at opføre os anderledes. For offensive bønner indebærer blot, at vi har forstået, hvem Gud er og hvad han allerede har gjort.

Rent praktisk har jeg erfaret, at mine offensive bønner bliver mest effektive og fyldt med kraft, når jeg tager mig god tid til at vente og til at lade mig fylde med Ånden. For kraften kommer ikke fra mig, men fra Gud, og det er Guds lidenskab, der er meget større end min. Han vil aldrig nøjes med at bede defensive bønner, fordi han har betalt prisen for absolut hele Danmark og for alle mennesker, og indtil han har fået ALT, hvad han vandt på korset, vil han altid være på fremmarch.

Bed derfor om …

  • At Ånden må lære landets forbedere at blive ledt af ham.
  • At de fastende vægtere i Faste for Danmark må komme i tættere kontakt med Guds lidenskabelige hjerte i denne uge.
  • At Ånden selv må undervise os, om hvordan vi skal bede (jf. Rom 8,26-27).

 

Faste for Danmark