Bibelske tekster om faste

Jeg har samlet alle de bibelske tekster, som jeg kunne finde, der taler om faste, så du her kan få en fornemmelse for, hvor meget der faktisk står om faste. Det er ikke kun nogle få, spredte tekster, der omtaler faste, for faste var en meget almindelig ting på Bibelens tid. Noget, som var almindeligt kendt og som blev anvendt af de fleste. Både af jøderne, af folkene omkring dem og af de kristne, efter Jesu død. Jeg har også medtaget en række vers, hvor fasten blev brugt til ting, som bestemt ikke afspejler Guds hjerte, fordi disse vers alligevel viser, hvor udbredt fasten var på Bibelens tid (fx. en faste udråbt af præsterne efter ordre fra den onde dronning Jezebel for at dræbe den gudsfrygtige Naboth i 1 Kn 21,9-13).

Fra det Gamle Testamente:

2 Mos 34,27-28:

“Herren sagde til Moses: “Skriv disse ord ned, for det er på grundlag af disse ord, jeg slutter pagt med dig og med Israel.” Så blev han der hos Herren i fyrre dage og fyrre nætter uden at spise eller drikke noget, og han skrev pagtens ord, de ti bud, på tavlerne.”

3 Mos 16,29-31:

“Dette skal være en eviggyldig ordning for jer: I den syvende måned, på den tiende dag i måneden, skal I spæge jeres legeme, og I må ikke udføre noget arbejde; det gælder både landets egne og de fremmede, der bor som gæst blandt jer. For på den dag bliver der skaffet jer soning, og I bliver renset; I bliver renset for alle jeres synder for Herrens ansigt. I skal holde fuldstændig hvile, og I skal spæge jeres legeme. Det skal være en eviggyldig ordning.”

3 Mos 23,27-29:

“På den tiende dag i denne syvende måned falder forsoningsdagen. I skal holde hellig festforsamling og spæge jeres legeme, og I skal bringe Herren et offer. Netop denne dag må I ikke udføre noget arbejde, for det er forsoningsdagen, til soning for jer for Herren jeres Guds ansigt. Enhver, der undlader at spæge sit legeme den dag, skal udryddes fra sit folk.”

4 Mos 29,7:

“På den tiende dag i denne syvende måned skal I holde hellig festforsamling; da skal I spæge jeres legeme, og I må ikke udføre noget arbejde.”

5 Mos 9,16-19:

“Da jeg så, hvordan I havde syndet mod Herren jeres Gud ved at støbe jer et billede af en tyrekalv og hurtigt var veget fra den vej, Herren havde befalet jer at følge, greb jeg fat i de to tavler og slyngede dem til jorden, så de knustes for øjnene af jer. Jeg kastede mig ned for Herrens ansigt i fyrre dage og fyrre nætter uden at spise eller drikke, ligesom forrige gang, på grund af den synd, I havde begået ved at gøre, hvad der var ondt i Herrens øjne, og krænke ham. Jeg gruede for, at Herren skulle udrydde jer i den vrede og harme, han nærede mod jer; men Herren hørte mig også denne gang.”

Jos 7,6-9:

“Josva og Israels ældste flængede deres klæder og kastede sig til jorden foran Herrens ark; de blev liggende helt til aften og kom støv på hovedet. Josva sagde: “Ak, Gud Herre, hvorfor har du ført dette folk over Jordan? Var det for at give os i amoritternes hånd og udrydde os? Havde vi dog bare besluttet os til at blive på den anden side af Jordan! Hør mig, Herre! Hvad skal jeg sige, nu da Israel er blevet slået på flugt af sine fjender? Når kana’anæerne og alle landets indbyggere hører det, vil de omringe os og udslette vores navn fra jorden. Hvad vil du så gøre for dit store navn?” “

Dom 20,21-29:

“Benjaminitterne rykkede ud fra Gibea, og den dag strakte de toogtyve tusind israelitter til jorden. Så drog israelitterne op til Betel. De græd for Herrens ansigt lige til aften, og de spurgte Herren: “Skal vi igen gå til angreb på vores brødre benjaminitterne?” Herren svarede: “Ja, drag op mod dem!” Folket, israelitterne, fattede mod og stillede igen op til kamp på samme sted som dagen før. De rykkede frem mod benjaminitterne den anden dag. Men benjaminitterne rykkede ud imod dem fra Gibea den anden dag og strakte yderligere atten tusind israelitter til jorden, alle sammen våbenføre mænd. Så drog alle israelitterne, hele folket, op til Betel. Dér satte de sig og græd for Herrens ansigt, og de fastede den dag lige til aften, og de bragte brændofre og måltidsofre for Herrens ansigt. Derpå rådspurgte de Herren; på den tid stod Guds pagts ark dér, og Pinehas, Eleazars søn, Arons sønnesøn, gjorde tjeneste for Herrens ansigt på den tid. Israelitterne spurgte: “Skal vi igen rykke ud til kamp mod vores brødre benjaminitterne, eller skal vi lade være?” Herren svarede: “Drag op, for i morgen giver jeg dem i jeres hånd.” Så lagde israelitterne baghold rundt om Gibea.”

1 Sam 1,6-8:

“Hendes rivalinde hånede hende og ydmygede hende, fordi Herren havde lukket hendes moderliv. Sådan gik det år efter år; hver gang hun drog op til Herrens tempel, hånede Peninna hende. Engang da hun græd og ikke ville spise, sagde hendes mand Elkana til hende: “Hanna, hvorfor græder du? Hvorfor vil du ikke spise? Hvorfor er du så ked af det? Betyder jeg ikke mere for dig end ti sønner?” “

1 Sam 7,5-6:

“Derpå sagde Samuel: “Kald hele Israel sammen i Mispa, så vil jeg gå i forbøn for jer hos Herren.” De samledes da i Mispa, øste vand op og udgød det for Herrens ansigt. De fastede den dag og sagde: “Vi har syndet mod Herren.” Samuel dømte israelitterne i Mispa.”

1 Sam 14,24:

“og israelitterne var hårdt trængt den dag. Saul afkrævede folkene en ed og sagde: “Forbandet være den mand, som spiser, før det bliver aften, og jeg har taget hævn over mine fjender.” Ingen spiste.”

1 Sam 31,11-13:

“Men da indbyggerne i Jabesh i Gilead hørte, hvad filistrene havde gjort med Saul, tog alle våbenføre mænd af sted og vandrede hele natten; de tog ligene af Saul og hans sønner ned fra Bet-Shans mur, og da de var kommet hjem til Jabesh, brændte de dem dér. Så tog de benene og begravede dem under tamarisken i Jabesh. Derefter fastede de i syv dage.”

2 Sam 1,12:

“De holdt ligklage, græd og fastede indtil aften over Saul og hans søn Jonatan og over Herrens folk og Israels hus, fordi de var faldet for sværdet.”

2 Sam 3,35-36:

“Senere kom de alle hen for at få David til at spise, mens det endnu var dag, men David svor: “Gud ramme mig igen og igen, hvis jeg spiser brød eller noget som helst andet, før solen går ned!” Det mærkede de sig alle, og de syntes godt om det. Alt hvad kongen gjorde, syntes alle godt om.”

2 Sam 12,15-21:

“Herren lod den dreng, Urias’ kone havde født David, blive ramt af sygdom. Da bad David til Gud for drengen. Han fastede strengt og gik hen og lagde sig på jorden om natten. De ældste ved hoffet mødte op for at få ham til at rejse sig, men det nægtede han, og han ville heller ikke spise sammen med dem. På den syvende dag døde drengen, og Davids folk turde ikke fortælle ham, at drengen var død, for de tænkte: “Mens drengen endnu var i live, ville han ikke høre, hvad vi sagde til ham. Hvordan skal vi nu få sagt til ham, at drengen er død? Han kunne jo gøre en ulykke.” Da David så, hvordan hans folk gik rundt og hviskede sammen, forstod han, at drengen var død. Han spurgte dem, om drengen var død, og de svarede: “Ja, han er.” Så rejste David sig fra jorden, vaskede sig, salvede sig, skiftede tøj og gik ind i Herrens hus for at tilbede. Derpå gik han hjem og bad om at få mad sat frem, og så spiste han.”

1 Kn 13,8-10+17-24:

“Men gudsmanden svarede kongen: “Om du så giver mig halvdelen af dit hus, vil jeg ikke gå med dig, og jeg vil hverken spise eller drikke her på stedet, for sådan lød Herrens befaling: Du må hverken spise eller drikke, og du må ikke vende tilbage ad den vej, du kom.” Han gik en anden vej og vendte ikke tilbage ad den vej, han var kommet til Betel. … For Herrens befaling lød: Du må hverken spise eller drikke dér, og du må ikke vende tilbage ad den vej, du kom.”Men han sagde til ham: “Også jeg er en profet ligesom du, og en engel sagde på Herrens befaling til mig: Få ham med tilbage til dit hus, så han kan spise og drikke.” Sådan løj han for ham! Han vendte så tilbage sammen med ham og spiste og drak i hans hus. Men mens de sad ved bordet, kom Herrens ord til profeten, som havde fået ham med tilbage, og han råbte til gudsmanden fra Juda: “Dette siger Herren: Fordi du trodsede Herrens ord og ikke adlød den befaling, som Herren din Gud gav dig, men vendte tilbage og nu sidder og spiser og drikker på det sted, hvor han sagde, du hverken måtte spise eller drikke, skal dit lig ikke komme i dine fædres grav.” Da han havde spist og drukket, sadlede den gamle profet æslet til profeten, som han havde fået med tilbage. Han drog så af sted, men på vejen mødte han en løve, som dræbte ham. Hans lig lå slængt hen på vejen; æslet og løven stod på hver sin side af liget.”

1 Kn 19,5-8:

“Så lagde han sig ned og faldt i søvn under gyvelbusken. Men en engel rørte ved ham og sagde: “Stå op og spis!” Da han så sig om, var der et nybagt brød og en krukke med vand ved hans hoved. Han spiste og drak, og så lagde han sig igen. Men Herrens engel rørte ved ham for anden gang og sagde: “Stå op og spis, ellers bliver vejen for lang for dig.” Så stod han op og spiste og drak. Styrket af måltidet gik han i fyrre dage og fyrre nætter, til han nåede frem til Guds bjerg Horeb.”

1 Kn 21,9-13:

“I brevet skrev hun: “Udråb en faste, og sæt Nabot øverst blandt folkene, og anbring to ondsindede mænd over for ham; de skal bevidne, at han har forbandet Gud og kongen. Før ham så ud og sten ham til døde!” Hans bysbørn, de ældste og de fornemme, som sad i rådet i hans by, gjorde, som Jezabel havde givet besked om i det brev, hun havde sendt dem. De udråbte en faste og satte Nabot øverst blandt folkene. De to ondsindede mænd kom ind og satte sig lige over for ham. I forsamlingens påhør vidnede de imod ham og sagde: “Nabot har forbandet Gud og kongen.” Så førte de ham uden for byen og stenede ham til døde.”

1 Kn 21,27-29:

“Da Akab hørte disse ord, flængede han sine klæder og tog sæk på kroppen og gav sig til at faste; han sov i sin sæk, og han gik nedtrykt omkring. Da kom Herrens ord til tishbitten Elias: “Har du set, hvor Akab har ydmyget sig for mig? Nu, da han har ydmyget sig for mig, vil jeg ikke bringe ulykken over hans hus i hans egen levetid, men først i hans søns.” “

2 Krøn 7,13-14:

“Hvis jeg lukker himlen, så der ikke kommer regn, hvis jeg befaler græshopper at æde landet, eller hvis jeg sender pest over mit folk, og mit folk, som mit navn er nævnt over, så ydmyger sig og beder og søger mit ansigt og vender om fra deres onde veje, da vil jeg høre dem fra himlen og tilgive deres synd og læge deres land.”

2 Krøn 20,2-4:

“Der kom nogle og fortalte Joshafat: “En stor hær er på vej mod dig fra egnen på den anden side af havet, fra Edom. De er allerede i Haseson-Tamar.” – Det er det samme som En-Gedi. – Da blev Joshafat bange; han vendte sig til Herren for at søge ham, og han udråbte en faste over hele Juda. Judæerne samledes for at søge hjælp hos Herren; fra alle Judas byer kom de for at søge Herren.”

Ezra 8,21-23:

“Derpå lod jeg ved floden Ahava udråbe en faste; vi skulle ydmyge os for vor Gud og bede ham om god rejse for os og vores børn og alle vores ejendele. Jeg havde nemlig skammet mig for at anmode kongen om ryttere til at hjælpe os mod fjenden undervejs, for vi havde sagt til kongen: “Vor Guds hånd hviler beskyttende over alle, der søger ham; men hans mægtige vrede er over alle, der svigter ham.” Vi fastede, og vi bad vor Gud om det, og han bønhørte os.”

Ezra 10,6:

“Derpå forlod Ezra stedet foran Guds hus og gik til Eljashibs søn Johanans kammer, hvor han tilbragte natten uden at spise eller drikke, fordi han sørgede over troløsheden hos dem, der havde været i landflygtighed.”

Neh 1,3-11:

” … og de svarede mig: “De, som dér i provinsen er tilbage fra fangenskabet, lever i stor nød og vanære. Jerusalems mur er brudt ned og dens porte gået op i flammer.” Da jeg hørte disse ord, satte jeg mig ned og græd og sørgede i dagevis, mens jeg fastede og bad for himlens Guds ansigt. Jeg sagde: “Ak, Herre, himlens Gud, du store og frygtindgydende Gud, der bevarer pagten og troskaben mod dem, der elsker dig og holder dine bud! Lad dit øre lytte og dine øjne være åbne, så du hører din tjeners bøn, som jeg nu beder for dit ansigt dag og nat for dine tjenere israelitterne. Jeg bekender de synder, som vi israelitter har begået mod dig, og som også jeg og min fars hus har begået. Vi har handlet ondt mod dig og har ikke holdt de befalinger, love og retsregler, du gav din tjener Moses. Husk det, du indskærpede din tjener Moses: Handler I troløst, vil jeg sprede jer blandt folkene; men vender I om til mig og følger mine befalinger omhyggeligt, vil jeg samle jeres fordrevne, om så de befinder sig ved verdens ende. Jeg vil bringe dem til det sted, jeg har udvalgt til bolig for mit navn. Det er dine tjenere og dit folk, som du har udfriet med din store kraft og stærke hånd. Ak, Herre, lad dit øre lytte til din tjeners bøn og til bønnen fra dine tjenere, som ønsker at frygte dit navn. Lad det lykkes for mig, din tjener, lad mig finde barmhjertighed hos denne mand!” “

Neh 9,1-3:

“Den fireogtyvende dag i denne måned samledes israelitterne under faste, klædt i sæk og med jord strøet på hovedet. Israels slægt skilte sig ud fra alle de fremmede, og de trådte frem og bekendte deres synder og deres fædres skyld. De rejste sig op, og der blev læst op af Herren deres Guds lovbog en fjerdedel af dagen, og i en anden fjerdedel aflagde de bekendelse og tilbad Herren deres Gud.”

Ester 4,1-3:

“Da Mordokaj fik at vide, hvad der var sket, flængede han sine klæder; han klædte sig i sæk og aske, gik rundt i byen og skreg højt og bittert. Han standsede foran kongens port, for det var ikke tilladt nogen, der var klædt i sæk, at komme i kongens port. Og i hver enkelt provins, hvor kongens ord og lov var nået frem, blev der stor sorg blandt jøderne med faste, gråd og klage; mange lå i sæk og aske.”

Ester 4,15-17:

“Ester sendte da Mordokaj dette svar: “Gå hen og sammenkald alle jøder, der befinder sig i Susa, så I kan faste for min skyld; I må hverken spise eller drikke nat eller dag i tre døgn; på samme måde vil også jeg og mine piger faste. Derefter vil jeg gå til kongen, selv om det er mod loven. Skal jeg dø, så lad mig dø!” Så gik Mordokaj hen og gjorde, ganske som Ester havde pålagt ham.”

Ester 9,30-31:

“Og til alle jøderne i de 127 provinser i Ahasverus’ kongerige sendte han breve med ønske om fred og tryghed for at stadfæste disse purimsdage til den fastsatte tid, som jøden Mordokaj og dronning Ester havde forpligtet dem på, og som de havde forpligtet sig selv og deres efterkommere på, med forskrifter om faste og klage.”

Sl 35,13-14:

“Da de var syge, klædte jeg mig i sæk og spægede mit legeme med faste. Jeg bad med bøjet hoved, som var det min ven eller bror; jeg gik omkring som i sorg over min mor, sørgende og nedbøjet.”

Sl 69,8-13:

“På grund af dig må jeg bære skændsel, skamrødme dækker mit ansigt. Jeg er blevet en fremmed for mine brødre, en udlænding for min mors sønner. Nidkærhed for dit hus fortærer mig, og mig har spotten ramt fra dem, der spotter dig. Jeg græd og holdt faste, men det hånede de mig for.
Jeg klædte mig i sæk, og de sang spottesange om mig. De, der sidder i porten, snakker om mig, svirebrødrene synger nidviser om mig.”

Sl 109,24:

“Mine knæ vakler, fordi jeg faster, min krop tørrer ind af mangel på salve.”

Es 1,15-17:

“Når I rækker hænderne frem imod mig, lukker jeg øjnene; hvor meget I end beder, hører jeg det ikke. Jeres hænder er fulde af blod, vask jer, rens jer! Fjern jeres onde gerninger fra mine øjne, hold op med at handle ondt, lær at handle godt! Stræb efter ret, hjælp den undertrykte, skaf den faderløse ret, før enkens sag!”

Es 58,3-12:

” “Hvorfor ser du ikke, når vi faster, og ænser ikke, at vi spæger vort legeme.” På fastedagen driver I handel, og jeres arbejdere jager I med. I faster i kiv og strid og kaster med sten i ondskab. Når I faster, som I nu gør, bliver jeres bøn ikke hørt i himlen. Tror I, det er den faste, jeg ønsker, at mennesket spæger sit legeme, hænger med hovedet som et siv og ligger i sæk og aske? Er det det, I kalder faste, en dag til Herrens behag? Nej, den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed, og bryde hvert åg; ja, at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne. Da skal dit lys bryde frem som morgenrøden, og dit sår skal hurtigt læges; din retfærdighed går i spidsen for dig, og Herrens herlighed er bag dig. Da kalder du, og Herren vil svare, da råber du om hjælp, og han siger: Her er jeg! Hvis du fjerner åget og holder op at pege fingre og tale ondt, rækker den sultne dit brød og mætter den forkuede, så skal dit lys bryde frem i mørket og dit mulm blive til højlys dag. Herren vil altid lede dig, selv i øde egne vil han mætte dig. Han vil styrke din krop, så du bliver som en frodig have, som et kildevæld, hvis vand ikke svigter. Dine ruiner fra fortiden skal genopbygges, du skal rejse tidligere slægters grundvolde. Du skal kaldes den, som tætner revner, den, som gør det nedrevne beboeligt.”

Jer 14,11-12:

“Herren sagde til mig: “Du må ikke bede om lykke for dette folk. Når de faster, hører jeg ikke deres klage, og når de bringer brændofre og afgrødeofre, tager jeg ikke mod dem; men jeg vil tilintetgøre dem med sværd, sult og pest.” “

Jer 36,4-9:

“Jeremias tilkaldte Baruk, Nerijas søn, og efter Jeremias’ diktat skrev Baruk alle de ord, Herren havde talt til ham, i en bogrulle. Så gav Jeremias Baruk denne befaling: “Jeg er afskåret fra at gå ind i Herrens tempel. Men gå du ind og læs Herrens ord, som du har skrevet i rullen efter mit diktat, for forsamlingen i Herrens tempel på en fastedag; du skal også læse dem for alle de judæere, der kommer ind fra deres byer. Måske vil de så bønfalde Herren og hver især vende om fra sin onde vej, for stor er den vrede og harme, som Herren har udtalt over dette folk.” Så gjorde Baruk, Nerijas søn, ganske som profeten Jeremias havde befalet ham; i Herrens tempel læste han Herrens ord op af bogen. I den niende måned i Josijas søn kong Jojakim af Judas femte regeringsår blev der udråbt en faste for Herrens ansigt for hele Jerusalems befolkning og for alle dem, der kom ind til Jerusalem fra Judas byer.”

Dan 6,17-19:

“Så befalede kongen, at de skulle hente Daniel og kaste ham i løvekulen. Men kongen sagde til Daniel: “Måtte din Gud, som du uophørligt dyrker, redde dig!” En sten blev bragt hen og lagt over kulens åbning, og kongen forseglede den med sin egen og med sine stormænds seglring, så der ikke kunne ske nogen ændring i Daniels situation. Derpå gik kongen tilbage til sit palads. Han tilbragte natten fastende, sendte ikke bud efter nogen medhustru og kunne ikke sove.”

Dan 9,2-19:

“… i hans første regeringsår blev jeg, Daniel, opmærksom på angivelsen i bøgerne af det åremål, Jerusalem efter Herrens ord til profeten Jeremias skulle ligge i ruiner, halvfjerds år. Jeg vendte mig til Gud Herren for at søge ham i bøn og tryglen under faste og i sæk og aske. Jeg bad til Herren min Gud og bekendte: “Ak Herre, du store og frygtindgydende Gud, som bevarer pagten og troskaben mod dem, der elsker dig og holder dine befalinger! Vi har syndet, vi har handlet slet og ugudeligt, vi har gjort oprør og er veget fra dine befalinger og bud. Vi har ikke hørt på dine tjenere, profeterne, som i dit navn talte til vore konger, stormænd og fædre, ja, til hele landets folk. Retfærdigheden tilhører dig, Herre, skammen i dag tilhører os, Judas mænd, Jerusalems indbyggere og alle israelitter, hvad enten vi er nær eller fjern i alle de lande, du har fordrevet os til, fordi vi var troløse mod dig. Herre, skammen tilhører os, vore konger, vore stormænd og vore fædre, fordi vi har syndet imod dig. Men barmhjertigheden og tilgivelsen tilhører Herren vor Gud; det var ham, vi gjorde oprør imod. Vi adlød ikke Herren vor Gud og fulgte ikke de love, han gav os gennem sine tjenere, profeterne. Hele Israel overtrådte din lov og veg bort fra dig i ulydighed. Så vældede forbandelseseden, der står i Guds tjener Moses’ lov, frem mod os; for vi havde syndet imod ham. Han førte den trussel ud i livet, som han havde udtalt mod os og mod dem, der var dommere over os, og bragte en stor ulykke over os. Og der er aldrig under himlen sket en ulykke som den, der ramte Jerusalem; hele den ulykke, der var skrevet om i Moses’ lov, kom over os. Vi formildede ikke Herren vor Gud ved at vende om fra vores synd og søge indsigt i din sandhed, så Herren vågede over ulykken og bragte den over os. For Herren vor Gud er retfærdig i alt, hvad han gør; vi havde ikke adlydt ham. Ja, Herre vor Gud, du som med stærk hånd førte dit folk ud af Egypten og skabte dig et navn, som består den dag i dag, vi har syndet og været ugudelige. Herre, du som før har øvet retfærdige gerninger, lad nu din vrede og harme vende sig fra din by Jerusalem, dit hellige bjerg. For på grund af vore synder og vore fædres skyld er Jerusalem og dit folk til spot for vores omgivelser. Lyt nu, vor Gud, til din tjeners bøn og tryglen! Lad dit ansigt lyse over din ødelagte helligdom, for din egen skyld, Herre! Min Gud, vend dit øre til og lyt! Luk dine øjne op, og se den ødelæggelse, der har ramt os og den by, dit navn er udråbt over. Det er ikke vore retfærdige gerninger, der får os til at trygle dig, men din store barmhjertighed. Herre, hør! Herre, tilgiv! Herre, lyt og grib ind uden tøven! Gør det for din egen skyld, min Gud! For dit navn er udråbt over din by og dit folk.” “

Dan 10,2-6:

“På den tid holdt jeg, Daniel, sorg i tre uger. Jeg spiste ikke lækkert brød, der kom ikke kød og vin i min mund, og jeg salvede mig ikke, før de tre uger var gået. På den fireogtyvende dag i den første måned, da jeg var ved bredden af den store flod, Tigris, løftede jeg øjnene og så en mand iført en linneddragt, med et bælte af Ufaz-guld om lænden. v6 Hans legeme var som krysolit, hans ansigt strålede som lynet, hans øjne som flammende fakler, og hans arme og hans fødder var som blank kobber. Når han talte, lød det som en folkeskare.”

Joel 1,13-20:

“Klæd jer i sæk, og hold klage, I præster! I skal jamre, I som gør tjeneste ved alteret. Gå ind og tilbring natten klædt i sæk, I som gør tjeneste for min Gud. For afgrødeofre og drikofre bringes ikke til jeres Guds hus. Udråb en hellig faste, udråb en sørgefest! Saml de ældste og alle landets indbyggere i Herren jeres Guds hus, og råb til Herren! Ak, hvilken dag! Herrens dag er nær, den kommer som ødelæggelse fra den Almægtige. Er føden ikke forsvundet for øjnene af os og glæden og jubelen fra vor Guds hus? Forråd fordærves bag lås og slå, forrådskamre ødelægges, lader rives ned, for kornet er slået fejl. Hvor dyrene dog klager! Kvægflokkene løber vildt omkring, for de har intet græs, selv fåreflokkene er forkomne. Til dig, Herre, råber jeg, for ilden fortærer steppens græsgange, flammen sætter markens træer i brand. Selv de vilde dyr skriger efter dig, for vandløbene tørrer ud, og ilden fortærer steppens græsgange.”

Joel 2,12-17:

“Men selv nu siger Herren: Vend om til mig af hele jeres hjerte med faste, gråd og klage! Sønderriv jeres hjerte
og ikke jeres klæder, vend om til Herren jeres Gud! For han er nådig og barmhjertig, sen til vrede og rig på troskab;
han kan fortryde ulykken. Måske vender han om og fortryder og lader sin velsignelse blive tilbage, så I kan bringe afgrødeoffer og drikoffer til Herren jeres Gud. Stød i hornet på Zion! Udråb en hellig faste, udråb en sørgefest!
I skal samle folket og hellige forsamlingen; I skal bringe de ældste sammen og samle børn og spæde. Brudgommen må forlade kammeret, bruden sit brudekammer. Mellem forhallen og alteret skal præsterne, Herrens tjenere, græde og sige: “Vær barmhjertig mod dit folk, Herre! Gør ikke din ejendom til spot, så folkeslagene håner den. Hvorfor skal man sige blandt folkene: Hvor er deres Gud?” “

Jonas 3,4-10:

“Da Jonas var kommet en dagsrejse ind i byen, råbte han: “Om fyrre dage bliver Nineve ødelagt!” Mændene i Nineve troede Gud på hans ord; de udråbte en faste, og både store og små klædte sig i sæk. Da sagen kom Nineves konge for øre, rejste han sig fra sin trone, tog sin kappe af, klædte sig i sæk og satte sig i støvet. Derpå lod han udråbe i Nineve: “Befaling fra kongen og hans stormænd: Hverken mennesker eller dyr, køer og får, må spise noget; de må ikke græsse, og de må ikke drikke vand. Både mennesker og dyr skal klæde sig i sæk og råbe til Gud af al magt. De skal vende om fra deres onde vej og holde op med at øve vold. Måske vil Gud så fortryde og vende om fra sin glødende vrede, så vi ikke går til grunde.” Da Gud så, at de vendte om fra deres onde vej, fortrød han og bragte ikke den ulykke over dem, som han havde truet dem med.”

Zak 7,2-10:

Betel-Sareser og Regem-Melek og deres folk havde sendt bud for at formilde Herren. De havde spurgt præsterne i Hærskarers Herres tempel og profeterne: “Skal jeg græde og være afholdende i den femte måned, sådan som jeg har gjort det så mange år?” Da kom Hærskarers Herres ord til mig: Sig til hele landets folk og til præsterne: Når I har fastet og holdt klage i femte og syvende måned i disse halvfjerds år, var det da for mig, I fastede? Og når I spiser og drikker, er det da ikke jer selv, der spiser og drikker? Det var jo det, Herren forkyndte ved de tidligere profeter, da Jerusalem lå beboet og tryg med sine byer rundt om sig, og da Sydlandet og Lavlandet var beboet.” Herrens ord kom til Zakarias: “Dette siger Hærskarers Herre: Fæld redelige domme, vis godhed og barmhjertighed imod hinanden! I må ikke undertrykke enker og faderløse, fremmede og fattige, og I må ikke udtænke ondt mod hinanden!”

Zak 8,19-23:

“Dette siger Hærskarers Herre: Fasten i den fjerde måned og fasten i den femte, fasten i den syvende og fasten i den tiende måned skal blive til fryd og glæde og til gode festdage for Judas hus. Elsk sandhed og fred! Dette siger Hærskarers Herre: På ny skal folkeslag komme, indbyggere fra store byer; indbyggere fra den ene by skal gå til den anden og sige: Kom, lad os gå hen for at formilde Herren og søge Hærskarers Herre; også jeg vil gå med. Så skal talrige folk og mægtige folkeslag komme for at søge Hærskarers Herre i Jerusalem og formilde Herren. Dette siger Hærskarers Herre: I de dage skal ti mænd fra alverdens folk gribe fat i en judæers kappeflig og sige: Vi vil følges med jer, for vi har hørt, at Gud er hos jer.”

 

Fra det Nye Testamente:

Matt 4,1-5:

“Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: “Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.” Men han svarede: “Der står skrevet: “Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.” “

Matt 6,16-18:

“Når I faster, må I ikke gå med dyster mine som hyklerne. For de gør deres ansigt ukendeligt, for at det skal være kendeligt for mennesker, at de faster. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du faster, så salv dit hoved og vask dit ansigt, så du ikke faster synligt for mennesker, men for din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.”

Matt 9,14-17:

“Da kom Johannes’ disciple hen til ham og spurgte: “Hvorfor faster vi og farisæerne så meget, men dine disciple faster ikke?” Jesus svarede dem: “Kan brudesvendene sørge, så længe brudgommen er sammen med dem? Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og så skal de faste. Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river lappen den i stykker, og hullet bliver værre. Man fylder heller ikke ung vin på gamle lædersække; for så sprænges sækkene, og vinen går til spilde, og sækkene ødelægges. Nej, man fylder ung vin på nye sække, så bevares begge dele.”

Matt 17,19-21:

“Da de var blevet alene, kom disciplene hen og spurgte Jesus: “Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?” Han sagde til dem: “Fordi I har så lille en tro. Sandelig siger jeg jer: Har I en tro som et sennepsfrø, kan I sige til dette bjerg: Flyt dig herfra og derhen! og det vil flytte sig. Og intet vil være umuligt for jer. Den slags fordrives kun ved bøn og faste.” “

Mk 1,12-13:

“Straks efter drev Ånden ham ud i ørkenen. Og i fyrre dage var han i ørkenen og blev fristet af Satan; han levede blandt de vilde dyr, og englene sørgede for ham.”

Mk 2,18-22:

“Johannes’ disciple og farisæerne holdt faste. Da kom der nogle til ham og spurgte: “Hvorfor faster Johannes’ disciple og farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?” Jesus svarede dem: “Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste. Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og den dag skal de faste. Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!” “

Luk 4,1-4:

“Jesus vendte tilbage fra Jordan fyldt af Helligånden, og ført af Ånden var han ude i ørkenen i fyrre dage og blev fristet af Djævelen. Han spiste ikke noget i de dage, og da de var gået, led han sult. Da sagde Djævelen til ham: “Hvis du er Guds søn, så sig til stenen her, at den skal blive til brød.” Men Jesus svarede ham: “Der står skrevet: “Mennesket skal ikke leve af brød alene.” “

Luk 5,33-39:

“De sagde til ham: “Johannes’ disciple faster ofte og holder bøn; det samme gør farisæernes disciple; men dine, de spiser og drikker.” Jesus sagde til dem: “Kan I få brudesvendene til at faste, mens brudgommen er sammen med dem? Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem; i de dage skal de faste.” Han fortalte dem også en lignelse: “Ingen river en lap ud af nyt stof og sætter den på en gammel kappe; for så river man det nye stof i stykker, og lappen af det nye stof passer alligevel ikke på det gamle. Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger den unge vin sækkene, vinen løber ud, og sækkene ødelægges. Nej, ung vin skal fyldes på nye sække. Og ingen, som har drukket gammel vin, vil have en ung, for han siger: Den gamle er bedst.” “

Luk 18,10-14:

“To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.”

ApG 9,8-9:

“Så rejste Saulus sig op fra jorden, men skønt hans øjne var vidt åbne, kunne han ikke se. De måtte lede ham ved hånden og føre ham ind i Damaskus. I tre dage kunne han ikke se, og han hverken spiste eller drak.”

ApG 13,2-3:

“Og mens de holdt gudstjeneste og fastede, sagde Helligånden: “Udtag Barnabas og Saulus til det arbejde, jeg har kaldet dem til.” Da de havde fastet og bedt og lagt hænderne på dem, sendte de dem af sted.” “

ApG 14,23:

“I hver menighed udpegede de derpå ældste for dem, og efter bøn og faste overgav de dem til Herren, som de var kommet til tro på.”

ApG 23,12:

“Da det var blevet dag, rottede jøderne sig sammen og svor på, at de hverken ville spise eller drikke, før de havde fået Paulus slået ihjel.”

ApG 27,9:

“Da der var gået en rum tid, og det ikke længere var sikkert at sejle, fordi fastedagen tilmed allerede var ovre, advarede Paulus dem”

Apg 27,33-36:

“Mens det var ved at blive dag, rådede Paulus alle til at tage føde til sig og sagde: “Nu har I holdt ud og ventet fjorten dage i træk uden at få noget at spise; intet har I taget til jer. Derfor råder jeg jer til at spise noget; det skal til, for at I kan reddes. Ingen af jer skal nemlig miste så meget som et hovedhår.” Da Paulus havde sagt det, tog han et brød, og i alles påsyn takkede han Gud, brød det og gav sig til at spise. Nu fik alle nyt mod, og de tog føde til sig.”

1 Kor 7,5:

“I må ikke unddrage jer hinanden, hvis I da ikke er blevet enige om det for en tid, for at I kan hengive jer til bøn og så komme sammen igen, for at Satan ikke skal friste jer, fordi I ikke kan være afholdende.”

2 Kor 6,4-6:

“men anbefaler os selv som Guds tjenere på alle måder: ved stor udholdenhed under trængsler, nød, angst, pinsler, fængsel, uro, møje og besvær, søvnløse nætter og sult [el. fastetider], ved retsindighed, kundskab, tålmodighed, mildhed, ved Helligånden og ved oprigtig kærlighed,”

2 Kor 11,27-28:

“Jeg har arbejdet og slidt, ofte haft søvnløse nætter, lidt sult og tørst, ofte fastet, døjet kulde og manglet klæder. Hertil kommer det, som dagligt trykker mig: bekymringen for alle menighederne.”

Jak 4,5-10:

“Eller tror I, det er tomme ord, når Skriften siger: “Med nidkærhed længes Gud efter den ånd, han har givet bolig i os, og viser så meget større nåde”? Derfor hedder det: Gud står de hovmodige imod, de ydmyge viser han nåde. I skal altså underordne jer under Gud; og I skal stå Djævelen imod, så vil han flygte fra jer. Hold jer nær til Gud, så vil han holde sig nær til jer. Gør jeres hænder rene, I syndere; rens jeres hjerter, I tvesindede! Sørg og græd i jeres elendighed; lad jeres latter afløses af sorg og jeres glæde af mismod. Ydmyg jer for Herren, så vil han ophøje jer.”