Uge 2 Mere og mere bøn

Skrevet af Peter Tinggaard

Es 56,7: “Dem fører jeg til mit hellige bjerg, og jeg giver dem glæde i mit bedehus; deres brændofre og slagtofre tager jeg imod på mit alter. For mit hus skal kaldes et bedehus for alle folkeslagene.”

Der foregår altid en masse bøn i starten af et nyt år. Mange kirker vælger endda at starte året med en fastetid i januar, hvor de ydmyger sig og beder Gud om hjælp. Dette oplevede jeg selv på “første række”, mens vi boede i Aalborg, hvor de fleste af kirkerne år efter år gik sammen om et fælles faste og bønneprojekt med 21 dages bøn. Selv om der ikke er mange byer, hvor kirkerne samarbejder på denne måde, så har jeg hørt om eller været i kontakt med mange enkelte kirker udover landet, hvor man har afsat en uge eller mere i januar til bøn og faste. Derudover er der rigtig mange byer, som deltager i “Evangelisk alliance bedeuge”, hvor de forskellige kirker i hver enkelt by besøger hinanden og står sammen i at bede for et konkret, fælles fokus. Denne uge finder sted i næste uge, fra d. 7-14 januar. Evangelisk alliance udgiver et hæfte (kan downloades HER), hvor årets tema er “På vej – som pilgrim, fremmed og flygtning“.

Bedeugen 2018

En af de uger, som jeg altid glæder mig til i januar, er årets bedeuge. Den afvikles på Kolding Internationale Højskole og arrangeres af Bedehus Danmark, som jeg også er med i. Den samler år efter år mellem 50 og 80 erfarne forbedere til en fantastisk uge med inspiration og bøn. Temaet for årets bedeuge er “Åndens udrustning og våben i bøn” og selve ugen starter i år søndag d. 28 januar og kører indtil torsdag d. 1 februar. Der kunne siges mange spændende ting om den kommende bedeuge, men jeg vil nøjes med at fremhæve to ting.

For det første skal der prøves noget nyt i årets bedeuge. I stedet for at have to samlinger med undervisning og bøn om eftermiddagen – med en kaffepause imellem, skal der i år kun være en. For alle deltagere vil blive delt ind i mindre grupper, som vil mødes i forbindelse med kaffepausen, hvorefter de har resten af eftermiddagen til at snakke sammen og bede for hinanden (i stedet for den anden samling med undervisning). Derved vil der både blive mere tid til bøn, og der vil blive god tid til at bede for hver enkelt forbeder.

For det andet skal der arrangeres en særlig dag tirsdag d. 30 januar, hvor vi har inviteret en lang række ildsjæle, der alle arbejder med at etablere bønnehuse i Danmark. Fra middagstid og indtil aftensmaden vil disse ildsjæle have deres eget spor, hvor de lærer hinanden at kende og tager god tid til at velsigne hinanden. Men ved aftensmødet skal de deltage i selve bedeugen, hvor vi ved dette møde vil sætte fokus på bønnehusene. Vi vil introducere de enkelte bønnehuse og tage god tid til at velsigne dem. Derved vil en stor del af landets forbedere få langt mere kendskab til disse bønnehuse, så de både kan bede for dem og gøre brug af dem.

Flere og flere bønnehuse

En af de vigtigste og største ting, som Gud gør i denne tid, er at oprejse en række bønnehuse forskellige steder i landet. Personligt mærker jeg tydeligt, at dette er Guds dagsorden for denne tid. Han kalder os til at samles til bøn – så vi ikke nøjes med at bede hver for sig. Hvis vi vil se vækkelse og forvandling i Danmark, er vi som forbedere nødt til at opsøge steder og selv finde anledninger, hvor vi kan samles med andre forbedere. Tiden er nemlig kommet, hvor Gud igennem vores bønner, vil bryde den magt, som forskellige åndsmagter har over Danmark. Magter som vantro, humanisme, Mammon m.fl. Det er mægtige åndelige magter, som er for store til, at enkelte og spredte forbedere kan bryde deres magt. Men når vi samles til bøn og faste med andre forbedere, vil Gud give os magt, myndighed og visdom til at nedbryde de magter, som hindrer vækkelse og gennembrud i Danmark.

Det var derfor også en stor glæde og velsignelse at deltage i Ungdom med Opgaves 18 timers bønnemaraton ved Soli Deo Gloria i København fra fredag til lørdag. Vi var en fantastisk flok forbedere, hvoraf ca. 20 af dem forblev på stedet igennem alle 18 timer (med en begrænset mængde søvn til alle). Der blev grædt og danset og proklammeret og meget mere. Helligånden var mærkbart tilstede og det var fx forbavsende let at bede for hinanden og få profetiske hilsener fra Gud til hinanden. I løbet af det kommende års tid vil UMO i København arrangere flere af den slags bønnearrangementer, og de planlægger, at deres hus (Soli Deo Gloria) på sigt skal blive til et bønnehus med 24/7 (vedvarende bøn hele året rundt).

40 dages fastetid for den næste generation

I næste uges andagt vil jeg fortælle om en kommende 40 dages faste, som Faste for Danmark vil afholde i et samarbejde med Aglow i Danmark. Opstart for fasten vil være onsdag d. 14 februar og den vil køre indtil søndag d. 25 marts. Tema og fokus for hele fasten vil være “Faste for den næste generation”. Jeg er 100 % sikker på, at denne faste er Guds ide, og jeg vil i næste uge fortælle jer hvorfor ….

Bed derfor om:

  • At Gud må velsigne de mange bønnetiltag, som finder sted i januar.
  • At 2018 må blive et år, hvor bønnen får mere og mere plads i kirkerne.
  • At 2018 må blive et år med liv og glæde i Helligånden.
Faste for Danmark