1. Synet af dæmningen

I foråret 2013 afholdt jeg, Peter Tinggaard, et bønneseminar i Jyderup på Sjælland, hvor præsten fik et billede, mens vi bad. Det var et billede, som jeg har mediteret over og tænkt på rigtig mange gange siden da.

I synet så præsten en kæmpestor sø, som var opstået ved en kæmpe dæmning/mur. Søen var et udtryk for de velsignelser, som Gud havde klargjort til Danmark, og som Gud havde planlagt skulle flyde igennem vores byer med liv og lægedom. Men desværre var strømmen blevet bremset af en mur af forskellige fæstningsværker i vores land. Lige nedenfor dæmningen lå Danmark og det lignede en stor ørken (åndelig set). Den havde desperat brug for de velsignelser, som var i dæmningen, men den ville først få de velsignelser, som Gud allerede har udsendt til vores land, når der blev sprængt nogle revner og huller i dæmningen.

Når jeg siden da har bedt for Danmark, har jeg ofte haft billedet af dæmningen i mine tanker. Jeg har derfor fokuseret mine bønner på at skabe en revne eller en sprække i den, så den må bryde sammen – således at velsignelserne fra Gud må strømme ud over Danmark. Jeg har ikke set de store resultater af mine bønner, men har i stedet oplevet, at mit hjerte er blevet mere og mere desperat efter vækkelse i Danmark. Mens jeg har bedt om gennembrud, har Gud plantet sin længsel efter vækkelse i Danmark i mit hjerte. Ja, mere end det. Han har givet mig en stærk forventning om, at der vil komme vækkelse til Danmark!

En af de ting, som jeg oplever, at Gud har talt til mig vedrørende dæmningen er dette: Danmark er et land, som aldrig rigtig har oplevet gennemgribende vækkelse. Der har været mindre gennembrud og perioder med vækst i forskellige områder, men der har ikke været en vækkelse, som satte Danmark på det åndelige verdenskort eller som vendte Danmark på hovedet. Vækkelse er det, der sker, når den åndelige dæmning bliver sprængt. For når det sker, kan de velsignelser, som Gud har givet til Danmark som svar på utallige forbederes bønner, få lov til at vælde ud over hele landet. Søen med Guds velsignelser afspejler altså ikke blot de velsignelser, som vores generation har bedt. Den afspejler mange generationers bønner for Danmark til Gud. Tusindvis af bønner, som er blevet samlet i den sø. Og så længe dæmningen ikke bliver sprængt, når velsignelserne ikke frem til Danmark …

[To dage efter, jeg for første gang havde delt disse tanker med andre – bl.a. om Danmark, som et land, der ikke har oplevet virkelig vækkelse – så læste jeg ”tilfældigt” en norsk bog om bøn, som jeg snuppede fra en kasse med gratis bøger. Bogen hedder: ”Norge tilbake til Gud” af Arnfinn Clementsen: ”Danmark er kansje det mest ugudelige landet i Skandinavia. Danmark har ikke i samme grad hatt folkevekkelser som Norge og Sverige. Det merkes på landet. København har lenge vært et hovedsete for synd, kriminalitet, pornografi og narkotika. Bare en vekkelse fra himmelen kan redde landet …. ” Det var nok ikke helt tilfældigt, at jeg læste dette i den bog! ]

Så længe forbederne bliver ved med at bede for Danmark, vil søen år for år blive større og større. Derved vil presset på dæmningerne vokse og dagen, hvor vækkelsen bryder igennem, vil være kommet endnu tættere. Dog ikke i det synlige. En af de ting, som hæmmer vores bønner, er netop, at nutidens forbedere ikke har smagt vækkelsens atmosfære i Danmark. Vi beder derfor om noget, som vi ikke har smagt – og som ikke er sket i Danmark før. Noget, som virker umuligt og uopnåeligt for vores menneskelige fornuft.