2. Vægtere for Danmark

Halvandet år efter præsten fik det omtalte syn, deltog jeg i et par dage med bøn og delvis faste ved Pottemagerens hus i den sydvestlige del af Jylland. Mens vi bad for Danmark og bl.a. bad om, at Guds folk må lære at faste igen, begyndte Gud at tale til mig.

Han mindede mig om Ez 22,30-31, hvor der står, at Gud forgæves søgte efter nogen til at stille sig i murbruddet. Så spurgte han mig (i mine tanker): ”Peter, tror du, at verset betyder, at der ikke var en eneste jøde, som gik i forbøn for landet?” Derefter mindede han mig om profeten Elias, som i en af Israels allermørkeste tider, havde troet, at han var den eneste, der ikke havde bøjet knæ for Baal. Men Gud svarede ham og sagde, at der var 7000 tilbage i Israel, som ikke havde bøjet knæ for Baal. Selv i de mørkeste tider, har der altid været nogen, som stod sammen med Gud og som bad. Det var Guds eget svar på spørgsmålet, han stillede mig.

Der har ikke været en eneste periode i Israels historie, hvor der ikke var en masse mennesker, der bad for landet. Men det, Gud søgte (og fortsat søger efter) var mere end blot mennesker, der ville bede en gang i mellem. Han søger efter vægtere, som vil stille sig i murbruddet – og blive stående dér. Mennesker, der vil lægge ned deres liv for at ændre landets skæbne. Forbedere, der som en Moses vil bede dag og nat for folket i 40 dage (jf. 5 Mos 9,16-19), indtil Gud ændrer folkets skæbne. Eller som en Samuel, der fortsat blev stående i murbruddet – efter at folket havde vraget Gud som deres konge, fordi de hellere ville have en jordisk konge: (1 Sam 12,23a) ”Jeg vil da heller aldrig begå den synd mod Herren at holde op med at gå i forbøn for jer.” Eller som en Daniel, der på trods af mange store og tidskrævende ansvar, aldrig holdt op med at bede for sit folk. Han bad tre gange om dagen, selv da det kunne koste ham livet. På et tidspunkt klædte sig i sæk og aske og bad længe om tilgivelse og nåde over sit folk, som havde handlet så ondt i forhold til Gud (Dan 7). Han fortsætte med at bede om dette i 21 dage, indtil svaret fra Gud blev afleveret igennem englen Gabriel.

Gud mindede mig også om Moses bøn for folket, da de var blevet angrebet af amalekitterne (jf. 2 Mos 17). Der står i v. 12-13: ”Når nu Moses løftede hånden, fik israelitterne overtaget; men når han lod hånden synke, fik amalekitterne overtaget. Da Moses blev træt i armene, tog de en sten og anbragte den under ham. Han satte sig på den, og Aron og Hur støttede hans hænder fra hver sin side, så hans arme blev holdt oppe, til solen gik ned.” Hvorfor skiftedes Moses ikke bare med Aron og Hur til at holde staven, eller med at holde armene løftet, hvis der bare var brug for nogen, som gjorde dette? Det havde været langt mere fornuftigt – set med menneskelige øjne! Det var uden tvivl meget smertefuldt for den gamle Moses at holde staven og sine arme løftet i så lang tid, men det var alligevel ham, der skulle blive ved med det. Så længe han gjorde det, fik israelitterne overtaget, men når han ikke kunne klare det længere, fik amalekitterne overtaget. Hvorfor? Fordi Moses var en sådan vægter efter Guds hjerte. Når han stod i murbruddet, blev fjendens fremmarch standset, og Guds folk fik sejr. Men når han ikke var på sin plads, så fik mørket fremgang.

I vores moderne tid er vi så optaget af metoder, som det, der skulle redde vores land. Men metoder er ikke Guds metode. Hans metode er mennesker. Når han vil redde og frelse et land, gør han det ikke igennem metoder, men igennem konkrete, skrøbelige mennesker, som han får lov til at rejse op. Mennesker, som profeten Samuel, eller som Kong David, eller som Johannes Døber, eller som Paulus. Almindelige mennesker, som du og jeg, der bliver grebet af Guds kald i en sådan grad, at han får lov til at forme og klargøre dem, så han igennem dem kan forvandle hele nationer.

Igennem disse tanker om en vægter efter Guds hjerte, udfordrede Gud mig til at melde mig selv. Jeg proklamerede overfor Gud og overfor de tilstedeværende ved bønnemødet, at jeg ville være en sådan vægter. Som en Moses, eller en Samuel, eller en Daniel. Jeg forstod ikke, hvad det ville indebære, men jeg oplevede virkelig, at Gud var med i det, og jeg begyndte både at græde og at hulke. Jeg tænkte: ”Om så Gud ikke kan finde andre, så vil jeg dog blive stående. Jeg vil være den ene, som han søger efter … ”

Efterfølgende er det dog blevet meget levende for mig, at der i hvert fald er en person, som ALTID står i murbruddet (jf .Es 59,16 og Hebr 7,25). Jesus var Guds eget svar på råbet efter nogen, som ville stille sig i murbruddet til værn for folket. Som kristne forbedere er vores opgave som vægtere derfor ikke at stå alene med Gud, men at forbinde os med Kristus. Han er vores kilde til liv og kraft. Han er vores adgang til alle himmelens åndelige velsignelser (jf. Ef 1,3). Han søger altid efter nogen, som vil våge med ham (jf. Matt 26,38) og som vil forbinde sig med ham i en sådan grad, at vi virkelig lider sammen med ham, således at vi også må herliggøres sammen med ham (jf. Rom 8,17).