Skrevet af Peter Tinggaard
I Guds øjne er der en enorm forskel på lidenskab og lunkenhed. Når han møder lidenskab, begejstrer det hans hjerte til at gøre himmelrystende ting, men når han i stedet møder lunkenhed, bringer det væmmelse og bedrøvelse til ham. Det lyder voldsomt, men det er alligevel sådan, Bibelen beskriver Guds tanker om henholdsvis lidenskab og lunkenhed.
Tænk fx på præsten Pinehas, som udviste en voldsom lidenskab. I en situation, hvor et meget stort antal israelitter begyndte at tilbede afguden Baal og at bedrive hor med Moabs kvinder, var Gud blevet så rasende, at han beordrede Moses til at slå alle lederne fra dette oprør ihjel. Men i stedet for at udføre ordren med det samme, gav Moses ansvaret for disse henrettelser videre til lederne for de forskellige stammer og familier. Således tøvede de øverste ledere med at adlyde Gud. De forblev foran Guds ansigt, grædende og dybt bedrøvet, mens folket fortsatte deres oprør og imens en plage fra Gud var ved at slå tusindvis af israelitter ihjel. Men ikke Pinehas. Han var sammen med de andre ledere foran Guds ansigt, da han så en israelit føre en Midjanitisk kvinde ind i sit telt. Han blev grebet af lidenskab for Gud og handlede uden tøven. Han greb en lanse, sprang efter dem og stak lansen igennem dem begge. Da Gud så dette, standsede han plagen med det samme. Til Moses sagde han efterfølgende i 4 Mos 25,11-13: “Præsten Pinehas, søn af Arons søn Eleazar, fik min vrede til at vende sig fra israelitterne, da han midt iblandt dem brændte af lidenskab for mig, så jeg ikke i min lidenskab måtte gøre det af med israelitterne. Sig derfor, at jeg skænker ham min fredspagt. For ham og hans efterkommere skal der være en pagt om evig præstetjeneste, fordi han brændte af lidenskab for sin Gud og skaffede israelitterne soning.” Sådan reagerer Gud, når han møder lidenskab. Den voldsomme vrede, som han havde mod israelitterne, blev bremset, og plagen blev standset. Han kan gøre det samme i dag igennem forbedere, hvis vi vil bede med hans lidenskab og brand.
Når man taler om lidenskab, er det oplagt, at man også fremhæver historien om Jesus, som ryddede tempelpladsen. I Lukasudgaven lærer vi, at han modtog et profetisk syn af Jerusalems forestående ødelæggelse, som fik ham til at græde over Jerusalem, kort før han kom til tempelpladsen (Luk 19,41-44). Dette har sandsynligvis forstærket hans reaktion over, at tempelpladsen var blevet gjort til en røverkule, fordi templets fordærv var en af hovedgrundene til, at Guds dom snart ville ramme byen. Forestil jer, hvordan han må have oplevet det. Han har lige set et syn, hvor byen bliver fuldstændig tilintetgjort, og hvor byens børn og voksne bliver udryddet af en grusom fjende. Mens han endnu har dette syn i tankerne, kommer han ind til det eneste sted, som kunne standse Guds forestående dom. Guds hus – som burde være et bønnens hus. Men dette bønnehus var i stedet blevet til en kynisk pengemaskine, som målrettet malkede penge fra alle, som kom til templet. Ja, alle Guds love og forordninger var blevet tolket og fordrejet i en sådan grad, at deres primære hensigt nu var at gøre præsterne og deres handelsfolk meget rige. Man forstår godt, at Jesus blev rasende over dette og straks gik i gang med at rense templet.
På den anden ende af skalaen har vi lunkenheden. Til menigheden i Laodikea siger Gud i Åb 3,16-17: “Men nu, da du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund. Siden du siger: Jeg er rig, jeg har samlet til huse og mangler intet, og du ikke ved, at hvis nogen er elendig og ynkelig og fattig og blind og nøgen, er det dig.” Når Gud møder denne lunkenhed og selvtilfredshed og selvtilstrækkelighed, så væmmes han over den. Han får lyst til at kaste op! Det er bestemt ikke noget, som vi ønsker, at Gud skal tænke om os!
Hvad tror du, at Gud ser mest af i dit liv? Personligt må jeg desværre indrømme, at der er alt for meget lunkenhed i mit liv. For der er så mange ting i mit liv, som dæmper og bremser lidenskaben og i stedet efterlader mig i lunkenhedens dal. Jeg kæmper ofte med at tro på, at Gud vil besvare mine bønner, fordi jeg ærlig talt har set alt for få bønnesvar. Og når dette sker, bliver bønnens flamme i mit liv mindre og mindre. I min usikkerhed er jeg ofte mere optaget af, hvad mennesker tænker om mig, i stedet for at blive fyldt op med Guds tanker om mig, og dermed mister jeg kontakten til lidenskabens største kilde. Desuden lader jeg mig fylde med alt for meget bras og skidt fra verden, og derved bliver der mindre plads til Gud i mit hjerte, når jeg også er optaget af så meget andet. Og sådan kunne jeg desværre blive ved.
Men jeg længes efter at blive mere lidenskabelig. Jeg vil være mere som præsten Pinehas, som er langt mere optaget af Guds lidenskab end af menneskers tanker. Det er rent faktisk et af mine højeste mål. For jeg vil ikke have, at mit livs lunkenhed skal medføre afsky og væmmelse for ham, som elsker mig af hele sit lidenskabelige hjerte. Nej, jeg vil være lidenskabelig, som han er det. Jeg vil være som min farmand. Men samtidigt må jeg desværre erkende, at jeg ikke kan klare det uden hans hjælp. Jeg elsker derfor Johannes Døbers profeti om Jesus, hvor han siger (Matt 3,11): “Han skal døbe jer med Helligånden og ild!” Jesus vil ikke bare døbe os med Helligånden. Han vil også døbe os med ild. Med lidenskab. Med noget, som brænder og som antænder andre. Det er noget, som vi desperat har brug for i dag.
Bed derfor om:
- At vi som Guds folk må blive døbt med Helligånden og ild!
- At landets kirker ikke må være steder, der bremser lidenskaben, men at de i stedet må være steder, der får lidenskaben til at flamme op.
- Bring selv dit eget hjerte frem for Gud og giv ham plads til at fjerne det, som hindrer hans lidenskab.