Uge 13 – Bønnen og lovsangen vokser som en ustoppelig virus

Skrevet af Peter Tinggaard

1 Mos 50,20: “I udtænkte ondt mod mig, men Gud vendte det til det gode. Han ville gøre det, der nu er sket: holde mange mennesker i live.” 

Rom 8:28: “Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet.”

Hvor er det en mærkelig tid, vi lever i! Hvem skulle have troet, at en virus på så kort tid kunne vende hele verden på hovedet; både på det internationale plan og helt ned i den enkeltes dagligdag? Denne Corona virus har gennemtvunget så radikale ændringer i samfundet, at det næsten svarer til at være i besat under en krig. De fleste sidder enten alene eller blot sammen med familien i hjemmet, og har kun en begrænset kontaktflade til andre. Indtil videre er det officielle dødstal på verdensplan over 11.000 og det stiger løbende. En lang række virksomheder, både internationale og nationale, vil komme til at miste enorme beløber på tabt fortjeneste i løbet af de kommende måneder. Det gælder fx for hele rejsebranchen og særligt for alle flyselskaber. Men det gælder også for en masse andre virksomheder. 

Samtidigt med at denne virus spredes rent fysisk – og i den grad også spredes igennem informationer via alverdens medier – er der en dæmonisk dagsorden for at sprede frygt ud over hele verden. Frygt for at død, frygt for de uoverskuelige økonomiske konsekvenser, frygt for at miste arbejde, frygt for at det hele kan blive meget værre, og så videre. Desuden medfører den voldsomme grad af isolation, som de fleste oplever, at frygten kan få endnu mere plads til at vokse, siden så mange sidder alene og ikke har nogen at snakke med eller at holde i hånd eller at give en krammer. 

Men på trods af alle disse negative konsekvenser, så både ved jeg og tror jeg, at Gud kommer til at gøre fantastiske ting igennem denne krisetid. Han vil vende det, som fjenden havde udtænkt af onde planer, til noget, der bringer gode frugter med sig. Han vil “samvirke” selv denne krisetid til det gode for os, der elsker ham. Det er det, som er denne andagts anliggende. 

Mere og mere bøn

Umiddelbart kan det virke lidt skræmmende for kirken i Danmark, at denne Corona virus har medført, at vi ikke længere kan mødes til at holde vores gudstjenester og andre møder. Men man skal blot bruge nogle få minutter på facebook eller på andre sociale medier for at se, at kirken bestemt ikke er gået i stå. Tværtimod. For mange kirker har denne krise medført, at de har investeret i udstyr, så de kan streame deres gudstjenester ud til hele verden via nettet. Og det sker i en tid, hvor rigtig mange mennesker sidder derhjemme og er bange … og derfor søger efter åndelige svar. 

Kirken er blevet sat på stand by, i sin hidtidige form, men det har drevet mange kristne til at finde ind til kærnen af det kristne budskab i deres eget hjem. Og i det enkelte hjem er afstanden til Jesus for den enkelte blevet meget kortere. Når der sættes tid af til bøn og lovsang, er det ikke længere bare noget, som man gør i kirken, nu er det noget, som gøres, fordi “jeg og min familie” vælger det. Den frygt, som har lammet mange mennesker, har også drevet mange kristne ind i Guds åbne arme … og der bliver bedt for Danmark, for familierne, for regeringen, for kongehuset, og for meget mere i et omfang, som er langt større end det, der fandt sted før krisen. 

Personligt er jeg blevet kontaktet af mange mennesker, som oplever, at det er tid til at sætte yderligere tiltag for bøn i gang. Jeg kan selvfølgelig ikke gribe alle bolde, som bliver kastet hen til mig, men der har været nogle enkelte bolde, som jeg virkelig oplevede Guds tilstedeværelse og nærvær i. Fx sendte en ven fra Thisted en inspiration om at oprejse bøn og lovsang i Danmark, som jeg postede på min facebook side. I løbet af få dage blev dette opslag, både delt videre og set af rigtig mange mennesker. (Jeg har aldrig før haft et opslag, som er blevet delt, kommenteret og set af så mange). Som en direkte forlængelse af dette opslag, oplevede jeg Guds ledelse til at starte en ny facebook gruppe, som hedder: “Lovsang og bøn i vores hjem”. Her vil vi skabe et forum for lovsangere, der forener lovsangen med bønnen i deres hjem … så vi kan opflamme dette, til velsignelse for mange. 

Et andet spændende tiltag i denne tid står Oasebevægelsen for. De har startet en online 24-7 bønne initiativ, som vil køre frem til påske. Du kan læse om det her: http://simonk.dk/247/ (og du er velkommen til at blive en del af dette også). Hvor er det spændende, hvis denne tid også kan nedbryde kirkeskel, så lovsangere og forbedere kan samarbejde på sådanne tiltag. 

Udover dette planlægger bedehus Danmark, hvor jeg er en del af lederskabet, at der skal laves en bedehus Danmark facebook gruppe, hvor der vil blive delt forskellige opslag, der inspirerer til bøn og vi planlægger at lave ca. en live facebook event om ugen, hvor personer fra vores ledergruppe vil lede andre i bøn og dele tanker og reflektioner, som Gud har lagt på vores hjerter. 

Alle disse tiltag (og mange, mange flere med dem) er ved at blive skudt i gang i denne Corona tid. Det er kirkens svar på krisen, men det er langt mere end det. Siden rigtig mange kristne sidder hjemme og har mere tid end nogensinde til at bede og lovsynge … og siden den tid, der tidligere blev brugt på kirkens forskellige arbejdsgrene, nu i stedet er ledig og kan bruges på den enkeltes bøn og lovsangs tider, så vil bønnen og lovsangen eksplodere i den kommende tid. Og vi kommer til at se en åndelig fornyelse, som langt overgår vores vildeste forventninger. I Faste for Danmark har vi længe bedt om landsdækkende vækkelse, og jeg tror på, at vi er tættere på end nogensinde før. Så lad os ikke miste modet, men lad os i stedet opflamme troen og bønnen og lovsangen, så Gud kan få den plads, han fortjener i vores nation. 

Bed derfor om: 

  • At Gud må vende alle fjendens onde planer til noget godt. 
  • Om beskyttelse over vores nation både i forhold til sygdommen og frygten.
  • Om Guds rige velsignelse over alle bøn og lovsang tiltag. 
Faste for Danmark