Skrevet af Peter Tinggaard
Joh 12,24: “Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold.”
I forbindelse med at vi netop har sendt andet oplag af bogen “Guds nøgler til vækkelse” i trykken, vil jeg i denne uge dele en enkelt, men voldsom historie fra bogen. Denne historie har op til flere gange ramt mig så hårdt, at jeg har siddet og hulket højlydt ved computeren, mens jeg arbejdede med den.
Drengen Ronnie
”Mor, hvad tror du, børnene i Afrika gør her til morgen? Og tror du børnene i Korea har nok at spise?” spurgte den unge Ronnie Towe, mens han spiste sin morgenmad, som var blevet gjort klar af hans mor. Hans interesse i lande med missionærer kom helt naturligt, for både han og hans forældre var særligt optaget af de gudstjenester, hvor deres lokale kirke satte fokus på mission. Når drengen begyndte at stille den slags spørgsmål, vidste hans mor aldrig helt, hvordan hun skulle reagere eller hvilke svar, hun skulle give ham.
Ronnie var en helt speciel gave fra en kærlig himmelsk Far til hans canadiske forældre, som var godt oppe i årene. Hans far elskede ham meget højt, men han delte også ud af sin kærlighed til de andre små naborollinger, som ofte samlede sig på deres veranda for at snakke og stille spørgsmål. For Ronnies far havde et stort hjerte for alle børn. Omgivet af kærlighed lærte Ronnie tidligt at elske den samme Gud, som hans forældre tilbad. Han var et roligt barn med et sensitivt indre, og han var ikke svær at opdrage, for hans ønske var at gøre Herren glad. Der var noget specielt ved Ronnie og selv hans naboer, som ikke var kristne, anerkendte det. Han hilste altid på den ensomme ældre dame, når han gik forbi hendes veranda, og han gav penge tilbage til sælgeren på torvet, når han havde fået for meget ved en fejltagelse.
En dag, da hans mor sad og bad i parken nær sit hjem, oplevede hun, at Guds nærvær blev mærkbart, og hun blev overvældet over hans skønhed og kærlighed. Hun mærkede nyt liv og styrke i sit indre. Hendes hjerte blev fyldt med glæde, og livet fik endnu mere mening. Da hun kom tilbage til hjemmet, kom Ronnie, som da var 12 år gammel, hen til hende med tårer i øjnene og sagde, ”Mor, se hvilket skriftsted, Herren gav mig i dag.” Han åbnede sin bibel og viste hende verset fra Joh 12,24: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold.” Hans mor vidste ikke, hvad hun skulle sige, men vidste, det havde stor betydning for Ronnie, så hun bad sammen med ham, og han gik tilbage til sit værelse for at fortsætte sin bøn.
Bare tre dage senere kom Herren nær uden forvarsel og bar kærligt den 12 år gamle Ronnie hjem for at være sammen med ham. Den smukke gave, som var givet så suverænt, kom Herren for at tage tilbage. Den unge Ronnie druknede i et privat overvåget svømmebassin, hvor han fik svømmelektioner. Ingen kunne forstå, hvordan det kunne ske. Mens de fortsat var dybt chokeret over deres pludselige tab og både var i chok og overvældet af sorg, hørte de Helligånden tale stille til dem gennem Joh 12,24: ”Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold.” Selvom de stadig ikke forstod, hvorfor det skete, blev de på en eller anden måde trøstet. Gud måtte have et formål. Gud havde givet, og Gud havde taget, så de velsignede og tilbad Herrens navn – selv midt i deres dybe sorg. Med knuste hjerter og tårefyldte øjne, reflekterede de sammen over den frugt, som Gud nu havde lovet dem, og de overvejede, hvordan de skulle samarbejde med ham for at frembringe den.
Mens de søgte Herren i bøn de følgende dage, viste han dem, hvordan de kunne investere deres barns liv og hans død i det evige rige. Eftersom de var ældre, havde de omhyggeligt sparet penge op til Ronnies uddannelse, hvis noget skulle ske med dem. Men nu ville Ronnie aldrig få brug for de penge. Alligevel syntes de penge for hellige til at blive brugt på noget andet. De måtte på en eller anden måde bruges på børn. Da de en dag besøgte nogle fælles venner, hørte de om børnehjemmet, som vi var ved at bygge i Argentina. Mens de talte om det, forstod de, at de skulle tage de penge, som de havde sparet op til Ronnies uddannelse og bygge et hjem for forladte og uønskede børn på missionsmarken. Derfor tog de Ronnies penge, som var så dyrebare for dem, og gav dem til barnehjemmet i Argentina, så der kunne bygges endnu en bygning til børn.
Ronnies korte livsforløb er et dagligt vidnesbyrd for alle, som kommer for at besøge vores center. Beretningen om hans død og gave er blevet fortalt gennem fjernsyn, radio, aviser og ved store offentlige møder for ikke-frelste. Når mennesker lytter, bliver de berørt på en forunderlig måde, for den slags kærlighed har de ikke hørt om før. Ronnies beretning drager dem tættere på Gud. For de ser for sig drengen, som elskede børn i andre lande, og hans far og mor, som midt i deres egen personlige sorg tilbad og elskede ham, som havde taget deres eneste søn. I stedet for at give efter for følelser af bitterhed, selvmedlidenhed og oprør tillod Ronnies forældre Guds kærlighed at flyde gennem dem ud til andre.
Hvad må vækkelsen i Danmark koste mig?
Hver gang jeg læser historien om Ronny kommer jeg til at overveje, hvordan jeg ville have det, hvis det var en af mine børn, som døde på denne måde. Jeg tænker: Hvad ville jeg svare, hvis Gud tillod en af mine børn at dø, fordi deres død ville bane vejen for vækkelse i Danmark?