Skrevet af Peter Tinggaard
Matt 6,5-6: “Og når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer, og luk din dør, og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.”
Jesus fortæller os med disse vers, at vi som hans disciple og efterfølgere skal “lukke døren” for vores bedekammer, og lade det, som foregår i vores bønnetid være skjult for resten af verden. Han fremhæver dette som en modsætning til farisæerne, der elskede at bede på offentlige steder, så de kunne blive set og hørt af andre mennesker. Temaet for disse to vers er altså ikke bare den daglige andagts og bønnetid. Jesus udfordrer os til at overveje, hvem vi søger at påvirke gennem vores bønner; er det Gud eller mennesker.
Men hvad betyder disse vers for os i en moderne tid, hvor vi er blevet så vant til at dele alt, hvad vi oplever og tænker? Gennem Facebook, Youtube, Tiktok, Instagram osv. Jesus fortæller os, at bønnen først og fremmest skal udleves som en intim, personlig relation mellem Gud og den enkelte, hvor det endda holdes skjult, hvad der bedes om i lønkammeret, således at Gud må se ind i det skjulte for at give os de bønnesvar, jeg søger.
Det svarer til den personlige og intime relation, som man har i et ægteskab. Meget af det, der tales om og gøres mellem min kone og jeg, forbliver mellem os, og det ville helt underminere vores tætte relation, hvis jeg begyndte at dele med alle og enhver, hvad der foregår i det skjulte i vores ægteskab. Det samme gælder for vores personlige relation med Gud. Vi kan fuldstændig underminere vores relation med Gud, hvis vi inviterer andre mennesker ind i det, som Jesus erklærede, skulle forblive i det skjulte.
I disse måneder er jeg ved at undersøge den karismatiske bevægelse for at afdække de sygdomme, der er kommet ind i den. I denne sammenhæng har jeg set rigtig mange videoer med ledende karismatiske forkyndere og forfattere. Et af fællestrækkene på de tjenester, som i mine øjne er gået af sporet, er faktisk at de bygger store dele af deres undervisning på ting, som de har oplevet. De underviser ikke ud fra Bibelen, men ud fra personlige historier. Om syner, engle, personlige besøg af Jesus, besøg til himlen og de vildeste mirakelhistorier. Hvor Paulus meget nølende delte om sit besøg til himlen fjorten år efter det skete (jf. 2 Kor 12,1-6) uden at dele særlig mange detaljer fra besøget, har vi en række kendte forkyndere, som har bygget store dele af deres tjeneste på at dele detaljer og oplevelser fra deres besøg til himlen. I denne andagt vil jeg ikke forholde mig til, om vi kan stole på disse personlige oplevelser, men i stedet spørge: Skal der deles så meget fra vores personlige vandring med Jesus? Hvordan varetager vi vores relation med Jesus på en sådan måde, at vi behandler vores indbyrdes relation som noget, der er helligt og intimt?
Bønnens udvikling i kirkens forståelse
Hvis man sammenligner nutidens bøger om bøn med dem, som blev skrevet for hundrede år siden, vil man opdage en udvikling. Inden den karismatiske bevægelse brød igennem blev bønnen først og fremmest forstået og forklaret på baggrund af den enkeltes personlige relation med Jesus. Men der er sket noget i løbet af de seneste årtier, hvor bønnen mere og mere er blevet til en praksis, der udleves i fællesskabet. Samtidigt er bønnen blevet koblet tættere og tættere sammen med lovsangen i store dele af den karismatiske bevægelse. Der kunne siges mange positive ting om dette, men vi må også være ærlige og indrømme, at hele processen har undermineret den enkeltes personlige vandring med Jesus. Denne nedprioritering af den personlige bøn er blevet yderligere forstærket af et andet fænomen fra vores moderne tid. Der er kommet så meget underholdning i form af film, spil, musik, og diverse sociale medier, at det er blevet sværere og sværere for de langt de fleste forbedere at bevare styrken i den daglige bøn.
Samlet set betyder alt dette, at der kun er meget få forbedere som lykkes i at have en blomstrende bønne og andagtstid med Jesus i det skjulte. Det kan godt være, at vi som moderne kirke er blevet supergode til at lovsynge Gud og til at bede, når vi er sammen, men vi har mistet en stor del af det, som Jesus omtalte, når han talte om bønnen i det skjulte. Og det er faktisk en katastrofe med vidtrækkende konsekvenser.
For det er via den personlige bøn i det skjulte, at vi lærer at sætte Gud på førstepladsen i vores liv (jf. Matt 6,33). Jo mere vi beder alene med Gud, jo lettere vil det være for os at fremsige bønner, hvor det virkelig er Gud, som vi beder til. Hvis ikke vi får trænet denne “muskel” igennem daglige bønnetider, hvor der ikke er andre tilstede end den enkelte forbeder og Gud, vil det med tiden blive sværere og sværere at fremsige vores bønner med hjerter, der virkelig beder til Gud og ikke til mennesker. Vi bliver som farisæerne, der godt nok tiltaler Gud i vores bønner, men det vil mere og mere være mennesker, som vi er optaget af at påvirke. Og det er det, som kendetegner store dele af den karismatiske bevægelse i dag. Mærk selv efter, om ikke denne sygdom også findes i dit hjerte …
Lad os derfor bede:
- Blæs på vores personlige bønne og andagtstider, Gud, så de kan blive fulde af liv og tro igen.
- Vis os, hvordan vi kan bedst kan behandle vores personlige relation med Gud som noget, der er helligt og intimt.
- Vis os, hvor vi er blevet mere optaget af at påvirke og behage mennesker end Gud, så vi kan omvende os fra det.