Skrevet af Peter Tinggaard
Salme 133,1-3: “Hvor er det godt og herligt, når brødre sidder sammen! Det er som den gode olie på hovedet, der flyder ned over skægget, over Arons skæg, ned over kjortlens halsåbning. Det er som Hermons dug, der falder på Zions bjerge. For dér giver Herren velsignelsen, livet i al evighed.”
Når vi som moderne kristne tænker på ordet fællesskab, tænker vi ofte på den jordiske og menneskelige side af sagen. Vi tænker på hyggelige måltider, festlige stunder med gode venner, kvalitets tid med familie og venner, og mere af denne slags. Vi er ikke lukket for, at der også skal være et åndeligt aspekt af fællesskabet – fx en kort andagt, eller et par lovsange, så vi også giver lidt plads til Gud, men det vil sjældent fylde mere end en lille del af den tid, som vi har afsat til at styrke fællesskabet. Du kan selv overveje, om ikke du og din menighed tænker noget af det samme. Hvis I blev udfordret til at lave nogle nye aktiviteter eller tiltag til at forstærke menighedens interne fællesskab, hvad ville I så sætte i gang? Ville I forsøge at fremme fællesskabet igennem bedemøder eller lovsangssamlinger eller andre åndelige tiltag, eller ville I i stedet arrangere mere “naturlige” tiltag som fælles spisning, eller film aftener, eller en menigheds udflugt?
Der er selvfølgelig ikke noget galt i at lave fællesspisning eller en hyggeaften uden åndeligt program, og det er faktisk vigtigt, at vi samles på denne måde i vores menigheder, så vi virkelig kommer til at fungere som en familie og som en flok nære venner, i stedet for at nøjes med de mere eller mindre overfladiske relationer, der opstår, hvis ikke vi gør andet end at holde gudstjenester sammen. Men når Bibelen taler om den slags fællesskaber, hvor Guds salvelse og velsignelse bryder igennem – ligesom det beskrives i Salme 133, er der tale om fællesskaber, der indeholder noget mere end det almen menneskelige fælleskab, som alle kan erfare. Bemærk fx udtrykket “brødre”, der minder os om, at vi er i Guds familie, hvorefter vi læser to billeder, der begge er udvalgt fra den side af fællesskabet, der har med Gud at gøre. Første billeder handler om den salvelse, som Gud giver i overflod til sine præster, hvorefter der males et billede af Guds hellige bjerg (Zion), og det overlod af dug, som samles på bjerget. Når salmen slutter med at love, at “dér giver Herren velsignelsen … “, peger ordet “dér” ikke bare tilbage til det almindelige fællesskab, men taler i stedet om det særlige fællesskab, mennesker får del i, når de sammen søger Gud.
Det samme kunne siges om de kendte vers fra Matt 18,20: “For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.” Verset siger ikke, at Jesus er midt iblandt os, blot fordi de mennesker, der forsamles er kristne. Nej! Han taler om åndelige fællesskaber, hvor vi forsamles i hans navn for at søge hans ansigt. Han har netop lovet dem i det foregående vers, at Gud vil besvare deres bønner, når “to af jer … bliver enige om at bede om” noget, og det er dette løfte, som gentages med andre ord, når han erklærer, at han vil være tilstede iblandt os, når to eller tre forsamles i hans navn.
Åndeligt fællesskab
I sidste weekend var jeg med til at lede en bønneweekend med særligt fokus på Helligånden på Lykkeskær Bedehus. Det blev en velsignet og fantastisk weekend, hvor Gud talte mange skønne og livgivende ord. Men et af de ord, som kom igen og igen, var ordet fællesskab. Det var som om Helligånden inviterede os til at erfare et dybere fællesskab med ham og med hinanden. Fx oplevede jeg, at han gjorde det levende for mig, hvor meget lettere det er at blomstre og lykkes på bønnens og lovsangens område, når man er forsamlet med andre kristne, der har det samme hjerte efter Gud. For det er det, som Gud har skabt os til. Han har bestemt, at velsignelsen flyder, når vi er forsamlet i hans navn.
Men vi er så sovset ind i den moderne verdens individualisme, at vi gang efter gang ender i mislykkede andagtstider og halvkedelige lovsangsstunder, fordi vi gør det meste alene, i stedet for at samles i hans navn. Dermed siger jeg ikke, at vi ikke skal have en personlig vandring med Jesus, men jeg tror, at vi skal gøre langt mere i at finde sammen med andre forbedere og lovsangere, fordi det er på denne måde, at vi blomstrer. Andagtstider bliver langt mere spændende, når de krydres af andres tanker og meninger. Og lovsangstider bryder igennem til et helt andet niveau af nærvær, når vi sammen tilbeder Gud med vores forskellige gaver og hjerter.
Tænk på den første menighed, hvor Helligånden formede det meste på en helt særlig måde. Helt fra første dag hører vi, hvordan de var sammen dagligt. Jf. ApG 2,44-47. De samledes til bøn hver dag i templet, og derudover mødtes de dagligt i hjemmene for at fejre nadveren. Og de havde alting fælles i en grad, hvor mange solgte, hvad de ejede, så det kunne fordeles mellem dem, der ikke havde så meget. De havde ikke bare et skønt menneskeligt fællesskab. Det var et åndeligt fællesskab, og Helligånden kalder os til at finde tilbage til dette forbillede.
Derfor tror jeg, at vi skal blive langt bedre til at finde sammen om det åndelige. Det er selvfølgelig godt, at vi lykkes i vores personlige vandring med Jesus, men jeg tror, at vi skal bruge mindre kræfter på at lykkes på egen hånd og flere kræfter på at finde sammen med andre, så vi kan smage, hvad Gud lover os igennem Salme 133 og Matt 18,20.
Bed derfor om:
- At Helligånden må hjælpe os til at søge efter og finde andre troende, som vi kan samles med for at søge Guds ansigt.
- At Gud må hjælpe os til at bryde den selvcentrerethed og individualisme, som fylder så meget i vores moderne samfund.
- At vi må etablere åndelige fællesskaber, der erfarer den velsignelse, Salme 133 taler om.