Skrevet af Peter Tinggaard
Fil 4,13: ”Alt formår jeg i ham, der giver mig kraft!”
Bibelen er fyldt med vers, der fortæller os, at alt er muligt for Gud og at absolut ingen kan måle sig med ham. Derfor virker det selvfølgelig lidt underligt, at denne andagt hedder ”Helligåndens begrænsninger”. For Helligånden er Gud og har ingen begrænsninger. I forhold til ham er Satan så lille, at det er meningsløst at lave en sammenligning. Men på trods af hans enorme storhed, fortæller Bibelen os alligevel, at Ånden har en række begrænsninger i sit virke på jorden.
1 Kor 2,9-10: ”Men som der står skrevet: Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham, det har Gud åbenbaret for os ved Ånden. Thi Ånden ransager alt, selv Guds dybder.”
Guds planer for os er så store, at de overgår vores vildeste drømme, men han har givet os Helligånden, så han selv (Helligånden i os) kan åbenbare og virkeliggøre disse fantastiske planer for os. For at give os så meget som overhovedet muligt, udforsker Ånden alt – selv Guds dybder. Han gør det ikke, fordi han er blevet glemsom og er nødt til at genopdage, hvem Gud er. Nej! Han gør det hele på vores vegne og for vores skyld. Han undersøger alt ved at stille dette simple spørgsmål på vegne af hver enkelt barn af Gud: Hvilke åbenbaringer er han eller hun klar til at gribe?
Det var det samme, Jesus kommunikerede til sine disciple, aftenen før han døde. Joh 16,12-13: ”Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer.” Læg især mærke til dette: ”… han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale … .” Dette er en nøgle til at forstå, hvordan Helligånden virker. Selv om han er Gud og ved alt, vil han alligevel ikke tale til os på egne vegne. Han vil tale til os på vegne af Jesus (jf. Joh 16,14-15). Det minder mig om Jesus, som erklærede, at han kun gjorde, hvad han så Faderen gøre (Joh 5,19) og kun sagde, hvad han hørte sin Fader sige (Joh 8,28b). Jesus måtte selvfølgelig give afkald på sine guddommelige egenskaber for at blive menneske (jf. Fil 2,6-7), og det forklarer hans dybe afhængighed af Gud. Men hvordan forklarer vi Åndens selvvalgte afhængighed, når han fortsat er 100 % Gud med alt, hvad det indebærer? Svaret er ganske enkelt. Helligånden begrænser sig selv, fordi han respekterer menneskets gudgivne mandat til at herske på jorden. Han er ikke udsendt for at overtage det ansvar, Gud gav til mennesket ved skabelsen, men for at hjælpe os med at bære ansvaret.
Han kom som en mor, der træder ind på barnets værelse for at lære barnet at rydde op. Hun kunne sagtens rydde op på ingen tid, hvis det var det, hun ville, men for barnets skyld, lader hun oprydningen foregå i et meget langsomt tempo. For det er barnets opgave og hendes opgave er at hjælpe barnet til at gøre sin opgave. På samme måde kunne Helligånden sagtens løse alle verdens problemer på et millisekund, hvis det var det, han ville, men det er ikke hans opgave. Han er udsendt fra himlen for at udruste os til den enorme opgave, som Gud gav mennesket fra begyndelsen. Gud gav menneskene ansvaret for jorden, og han vil ikke overtræde sin egen bestemmelse, så længe jorden består. Altså er Ånden ikke kommet for at herske som grænseløs Gud på jorden. Han er kommet for at hjælpe os til at blive de mennesker, som Gud har skabt os til at være. Det er det, som er Helligåndens opgave. Han kom IKKE for at demonstrere, at HAN formår alt, men for at vise os, hvilke store ting, han kan gøre gennem os (jf. Fil 4,13).
Desværre ser jeg, at kirken generelt misforstår Helligåndens opgave ved at behandle ham som en grænseløs Gud, der virker uafhængigt af os. De ligestiller ham med Gud i himlen og forventer derfor, at han vil herske ligeså frit på jorden som Gud hersker i himlen. Dette medfører nogle negative konsekvenser.
For det første giver denne misforståelse om Ånden et helt forkert billede af Gud. For hvis vi tror, at han hersker uhindret i vores liv, vil vi automatisk komme til at behandle vores manglende gennembrud som noget, der er Guds vilje. Denne person blev ikke helbredt … det betyder, at Gud ikke ønsker at helbrede vedkommende. Vi bad om noget, som Gud har lovet at give os, men fik ikke bønnesvar … det betyder, at Gud ikke ønsker at give os det alligevel. I modsætning til dette vil en sund forståelse af Helligåndens begrænsninger hjælpe os til at se, at hindringen til vores gennembrud altid sidder i vores faldne verden og i vores sårede hjerter. Hans løfter fortæller os, at han vil helbrede mennesker og give os alt, hvad vi har brug for, men han søger efter mennesker, som han kan gøre arbejdet igennem.
For det andet vil denne misforståelse medføre passivitet i kirkerne. For hvis vi tænker, at en grænseløs Gud bor i os og at han hersker uhindret over os, vil det give os en illusion af, at Guds vilje altid sker i vores liv. Dermed bliver det ikke så vigtigt, hvad vi gør med vores liv. For Ånden er langt større end os og han vil altid sørge for, at Guds vilje sker under alle omstændigheder. Men det er ikke sådan, Ånden virker. Han har langt hen ad vejen gjort sig afhængig af os, fordi han ikke vil umyndiggøre os og overtage styringen. Så hvis kirken bliver passiv og kold, vil det i praksis medføre en situation, hvor man ikke længere mærker Åndens tilstedeværelse (selv om han fortsat er nær). Hvis kirken derimod bliver vakt og sat i brand for at gøre Guds vilje, vil Helligånden få plads til at gøre så meget, at han vil kunne mærkes og ses igennem alt, hvad kirken gør.
Bed derfor om:
- At Helligånden må hjælpe os til at forstå, hvad der er hans opgave og hvad der er vores opgave.
- At Helligånden må få plads til at stråle igennem kirken, så kirken igen må blive et sted, hvor vi formår alt i ham, som giver os kraft.
- At du og jeg må lære at samarbejde med Helligånden, så han får plads til at sprænge alt, hvad der hindrer Gud i vores liv.