Uge 14 – Ufrivillig hvile

Skrevet af Peter Tinggaard

2 Krøn 36,21: “Det skete, for at Herrens ord ved Jeremias kunne gå i opfyldelse, indtil landet havde fået erstatning for sine sabbatter. Al den tid, det lå øde hen, hvilede det, til der var gået halvfjerds år.”

Efter at det jødiske folk havde været ulydige og oprørske mod Gud igennem århundreder og stædigt havde overhørt den ene advarsel efter den anden, kom der langt om længe en dag, hvor dommen ikke kunne udsættes længere. Landet blev indtaget af det babylonske rige og det meste af landets elite blev ført i fangenskab som slaver. Det var derfor en knust og nedbøjet rest af mennesker, der blev ført ud af landet. De havde tidligere været de rigeste og dygtigste og mægtigste mennesker i hele landet, hvilket også var grunden til, at de var blevet “udvalgt til fangenskabet”, men nu var de ikke andet end simple slaver med en meget usikker fremtid. De højeste var blevet de laveste. Tidligere havde de afvist Guds profetiske ord, fordi de slet ikke havde lyst til at ydmyge sig, så længe de havde masser af velstand og ære, men igennem dommen var ydmygelsens valg blevet taget for dem, og nu var de endelig klar til at ydmyge sig for Gud – fordi alle andre muligheder var blevet taget fra dem.

I denne ydmyge tilstand vendte de sig til Gud med fornyet håb og forventede straks, at han ville redde dem og føre tilbage til deres hjemland i løbet af nogle få år. For nu var de jo blevet ydmyge – sådan som Gud havde krævet det af dem. Denne forventning blev også synliggjort igennem de profetiske ord, som deres profeter fremsagde: “Guds redning er nær. I vil snart komme tilbage til jeres eget land.” Men Gud havde en anden dagsorden. Igennem Jeremias fortalte han folket, at deres fangenskab ville vare i 70 år. Med andre ord, ville det kun være deres børn eller børnebørn, som kunne forvente at vende tilbage til det forjættede land. Alle andre ville dø i fangenskabet.

Igennem 2 Krøn 36,21 lærer vi, hvorfor der skulle gå 70 år, før de vendte tilbage. For landet skulle have erstatning for sine sabbatter. Med andre ord, de havde ikke overholdt de regler, som Gud havde givet dem vedrørende de sabbat år, som landet skulle have. 3 Mos 25,2b-5: “Når I kommer ind i det land, jeg vil give jer, skal landet holde sabbatshvile for Herren. Seks år skal du tilså din mark, og seks år skal du beskære din vingård og høste afgrøden; men i det syvende år skal landet holde fuldstændig hvile, en sabbat for Herren; da må du ikke tilså din mark eller beskære din vingård. Hvad der har sået sig selv efter din høst, må du ikke høste, og druerne fra de ubeskårne ranker må du ikke plukke. Landet skal have et hvileår.” Altså svarer de 70 års fangenskab til omtrent  500 år, hvor landet var blevet snydt for sin hvile.

Men hvorfor skriver Peter om dette?

Der er sikkert nogle af jer, der undrer jer over, at jeg skriver om dette gammeltestamentlige vers i Ugens ord. Men der er en mening bag galskaben 🙂 Mens jeg var i bøn for vores kirke i Assentoft en dag i denne uge, og traskede rundt om stolerækkerne i den tomme sal, mindede Gud mig om netop dette vers fra 2 Krøn 36,21. Han brugte selve baggrunden for det vers – landets manglende hvile – til at fortælle mig følgende om kirkerne i Danmark: I denne tid har Gud fjernet menneskerne og al deres arbejde og slid fra kirkerne, så selve kirkebygningerne kunne få hvile. Gud vil bruge denne tid til at rense selve atmosfæren i kirkerne, så hans Ånd kan få mere plads. Mens jeg fik disse tanker, blev jeg mindet om en af Arvids sange, som har følgende omkvæd: “Rens ud, flyt ind. Jeg vil være hellig for dig. Jeg vil være hellig for dig”. Således har jeg sunget dette omkvæd mange gange i vores egen tomme kirkesal … med en forventning om, at Gud er ved at rense selve atmosfæren af vores kirker i denne tid. Han renser ud, så han kan flytte ind. Han fjerner ting, som tidligere hindrede ham, så han kan få mere plads.

Mens jeg har bedt disse tanker ud over vores egen kirke og over landets forskellige kirker, har Gud også mindet mig om en anden detalje fra det Gamle Testamente. Guds nærvær i den gamle pagt var placeret på en konkret plads, på det allerhelligste sted. Dette sted var for Gud alene og det var kun en gang om året, at ypperstepræsten fik lov til at komme derind. Da han endelig kom derind på forsoningsdagen, står der noget meget interessant, efter at han havde stænket blod på de helligste områder af Guds hus. 3 Mos 16,16-17: “På den måde skaffer han helligdommen soning for israelitternes urenhed og for deres overtrædelser, alle deres synder. På samme måde skal han gøre med Åbenbaringsteltet, som står hos dem midt i deres urenhed. Der må ikke være nogen i Åbenbaringsteltet, fra han går ind i helligdommen for at skaffe soning, til han kommer ud igen. På den måde skaffer han soning for sig selv og for sit hus og for hele Israels forsamling.” Dette var kærnepunktet i forsoningsdagen, en af jødernes allervigtgste dage. For hvis Gud fortsat skulle bo i deres midte, skulle stedet, hvor han boede renses for folkets mange synder. Og når Gud rensede sit hus, skulle alle andre mennesker end ypperstepræsten holde sig væk – også fra de områder, som præsterne ellers havde deres daglige gang.

Lad os sammen bede om, at landets kirker må blive renset i denne tid. At selve atmosfæren i kirkerne må blive renset, så Helligånden kan flytte ind.

Her får I et link til den omtalte sang af Arvid, som I også kan bruge, når I beder for landets kirker: HER

Faste for Danmark