Skrevet af Peter Tinggaard
ApG 13,2: “Og mens de holdt gudstjeneste og fastede, sagde Helligånden: »Udtag Barnabas og Saulus til det arbejde, jeg har kaldet dem til.«”
Det var med disse ord, at den første missionsrejse blev skudt i gang: “Udtag Barnabas og Saulus til det arbejde, jeg har kaldet dem til.” Der var ingen grund til, at Helligånden fortalte dem, hvad de skulle gøre, for det var allerede blevet åbenbaret for dem for længe siden. Helt tilbage til Pauluses omvendelse, ca. 14 år tidligere (jf. Gal 2,1), havde han modtaget det første ord gennem Ananias, ApG 9,15: “… han er det redskab, jeg har udvalgt til at bringe mit navn frem for hedninger … .” Tre år senere havde Jesus bekræftet dette kald til Paulus ved et syn i templet, ApG 22,21: ”… Gå, for jeg vil sende dig til folkeslag langt borte. … .” Dette syn blev givet kort efter, at Barnabas havde taget sig af Paulus (ApG 9,26), hvilket havde medført, at deres hjerter var blevet knyttet sammen.
Ordet “udtag” er en oversættelse af det græske ord “aforizo”, hvis grundbetydning er at sætte op skel mellem forskellige ting eller at adskille nogen fra noget. Det er det samme ord, som bruges i 2 Kor 6,17 om at “skille sig ud” fra verden og i Jesu profeti om verdensdommen i Matt 25,32, hvor han vil “skille” fårene fra bukkene. Paulus bruger dette ord om sig selv i Rom 1,1 og Gal 1,15 for at beskrive, hvordan han var blevet udvalgt og sat til side for kaldet som hedningeapostel af Gud. Det er altså et skarpt ord, som rummer nogenlunde samme betydning som ordet “hellig” – at nogen er helliget til noget. Men ordets primære vægt er på at skille sig ud fra noget eller at sætte skel mellem forskellige ting. I forhold til de andre ledere i menigheden formidlede ordet, at de skulle frigøre Barnabas og Paulus fra deres ansvar i menigheden, så de kunne give sig et hundrede procent til missionskaldet.
Bemærk desuden, hvordan Gud udvalgte et team og ikke bare en enkeltstående person, da hedningemissionen skulle sættes i gang. For det var ikke bare Paulus, som Gud havde udvalgt til denne opgave. Profetien lyder: “Udtag Barnabas og Saulus til det arbejde, jeg har kaldet dem til.” Personligt tror jeg, at dette allerede var en del af Guds store plan, da han ledte Barnabas til at tage sig af Paulus i Jerusalem, fordi han ønskede at knytte deres hjerter sammen. Han gav dem en fælles drøm om at nå hedningefolkene med evangeliet, der var så levende for Barnabas, at den drev ham til at opsøge Paulus og hente ham til Antiokia, så snart han havde erkendt, at tiden for hedningernes frelse var kommet.
Guds geniale team – Barnabas og Paulus
Jo mere man lærer Barnabas og Paulus at kende, jo bedre man forstår, hvor fantastiske de var som team. Paulus var muligvis den skarpeste og mest salvede teolog i hele kirkens historie, men han var ofte så skarp og så direkte, at det skabte problemer og modstand. Her var Barnabas på mange måder Pauluses modsætning. Han var en favnende, faderlig person, som så det bedste i andre, og som udlevede Guds nåde overfor alle mennesker på en enestående måde. Derudover var han enormt gavmild, fuld af visdom og fyldt med Helligånden (ApG 11,24).
Det var alt sammen egenskaber, som Paulus havde brug for at lære. For den unge og nyomvendte Paulus, som Barnabas tog under sine vinger i Jerusalem – 3 år efter hans omvendelse, må ikke ligestilles med den modne og vise kirkefader, som vi møder i hans pastorale breve. Han endte med at blive det mægtige forbillede, som udfordrer os alle gennem sine breve i dag, ved at udholde og overvinde en helt ufattelig mængde prøvelser, samt ved at vandre tæt sammen med nådige og ydmyge ledere som Barnabas. Faktisk er der en række afgørende grunde til at antage, at den unge Paulus var stolt og arrogant. For han fik sin teologiske træning gennem farisæer skolen, som tydeligvis prægede sine unge mænd til at se ned på andre. Jf Jesu portræt af en farisæer i Luk 18,9-14. Desuden havde han menneskelig set mange grunde til at være stolt. Han var en af datidens største tænkere, og var derudover velsignet med en voldsom mængde nidkærhed eller indre drev til at forfølge de mål, han satte sig. Det kommer fx til udtryk ved, at han ifølge 1 Kor 14,18 talte ”mere i tunger end nogen” andre i menigheden, eller ved den enorme arbejdsbyrde, han gav sig selv, ved både at forsørge sig selv som teltmager (ApG 18,3 + 22,33-35), samtidigt med at han plantede den ene menighed efter den anden, og dagligt brugte rigtig mange timer i bøn. Som om alt dette ikke var nok, velsignede Gud ham med himmelske syner og fantastiske åbenbaringer. 2 Kor 12,7: ”Og for at jeg ikke skulle blive hovmodig af de overmåde store åbenbaringer, blev der givet mig en torn i kødet, en engel fra Satan, som skulle slå mig, for at jeg ikke skulle blive hovmodig.”
Den ydmyge og nådige Barnabas var altså en helt fantastisk gave til Paulus, og der er ingen tvivl om, at han fik afgørende betydning for hans udvikling og vækst. For gennem ham fik Paulus på den ene side en respekteret kirkeleder og faderskikkelse, der troede så meget på hans gaver og kald, at han to gange havde demonstreret sin villighed til at satse alt på ham – på et tidspunkt hvor ingen andre troede på ham. Derudover havde Barnabas en sådan nådig og opmuntrende tilgang til andre mennesker, at apostlene havde givet ham sit navn Barnabas – trøstens søn – som en ærestitel. Og som den modige og vise leder, Barnabas var, har han givetvis udfordret Paulus på utallige måder, når han så eller fornemmede, at der var behov for dette.
Gud er den samme i dag, og han tænker fortsat i teams. Han udvælger ikke bare enkeltpersoner til opgaver, men sætter os sammen, fordi vi bliver så meget stærkere og visere og bedre sammen. Når vi forstår dette, vil vi også forfølge det …
Lad os sammen bede om:
- At Gud må åbne vores øjne for de mennesker, som Gud har sat os sammen med.
- At Gud må lære os at tænke i teams – i stedet for at se det hele som “min” tjeneste.
- At vi alle må blive mere som Barnabas, trøstens søn.