Skrevet af Peter Tinggaard
Matt 21,22: “Alt, hvad I beder om i jeres bønner, skal I få, når I tror.”
I denne andagt vil jeg fortælle historien om en af historiens mægtigste forbedere. En mand, som medførte store og mærkbare forvandlinger i sin samtid på en række områder. Hans navn var Georg Müller og han levede fra 1805 til 1898. Han var oprindeligt fra Tyskland, men flyttede til England som en ung mand, hvor størstedelen af hans aktive tjeneste voksede frem.
Før han gav sit liv til Jesus, som 20-årig universitetsstuderende i Halle, var han både en kynisk tyv og en lystløgner, hvilket medførte, at han endda kom til at sidde en måned i fængsel. Men alt dette blev forvandlet af Jesus. Georg forlod det gamle liv og blev både grebet af at vidne om Jesus og af at bede. Som 23-årig kom han til London i England, for at virke som missionær blandt jøderne. Senere, som 25-årig blev han gift med Mary Groves, mens han var præst for en mindre menighed. Det var omkring denne tid, at han indledte sin livslange vandring med at stole på Gud alene. Han fortalte sin lille menighed, at han ikke længere ville have nogen fast løn, fordi han fremover udelukkende ville stole på Gud som sin forsørger.
I 1832 ledte Gud ham og hans kone til at flytte til Bristol, hvor hans tjeneste for alvor tog form.
Således startede han i 1834 en kristen fond, som hed “Institut for kristen viden til hjemlandet og i udlandet” (Scripture Knowledge Institution for Home and Abroad). Målet for fonden var at indsamle penge til at oprette børnehjem, støtte skoler, understøtte missionærer og uddele Bibler, samt kristne bøger og traktater, og det hele skulle gøres som svar på bøn alene. Løbende behov og udfordringer skulle altså deles med Gud alene og ikke med andre mennesker. Han endte med at indsamle over £1.500.000 i løbet af hans livstid igennem denne fond/tjeneste. (Det svarer til langt over en milliard kroner i dag). Pengene gik først og fremmest til børnehjem, til skoler, og til uddeling af diverse kristne bøger. Fx blev der uddelt omkring 282.000 bibler og 1.500.000 testamenter. Derudover blev der uddelt over 112.000.000 religiøse bøger, hæfter og traktater. Der var også en lang række missionærer, som blev understøttet igennem fonden.
I 1836 startede Georg det første af flere barnehjem. Han havde nærmest ingen penge på dette tidspunkt, men alt, hvad de havde brug for, kom ind, som svar på bøn – uden at dele behovet med andre. Han fik de nødvendige midler til at opføre flere store bygninger og til at brødføde de forældreløse børn dag for dag i tres år. I al den tid behøvede børnene ikke at gå uden et måltid, og hr. Muller sagde, at hvis de nogensinde skulle gå uden et måltid, ville han tage det som bevis på, at Herren ikke ville, at arbejdet skulle fortsætte. Nogle gange var spisetiden næsten lige ved hånden, og de vidste ikke, hvor maden ville komme fra, men Herren sendte den altid i rette tid. Samlet set var der mere end 10.000 forældreløse børn, som blev reddet og fik en skolegang igennem disse børnehjem i løbet af hans livstid.
I 1875 oplevede Georg Müller som 70-årig, at tiden var kommet, hvor han selv skulle rejse ud som missionær. I løbet af de næste 17 år tilbagelagde han mere end 300.000 km med sejlskib og tog; i en tid, hvor det var farligt og meget besværligt at rejse, og han kom derved ud til alle fem kontinenter. Langt over en million mennesker kom til at høre ham forkynde om Jesus og dennes enestående trofasthed i forhold til at besvare bønner.
Hans største og vigtigste nøgle
Som forbeder har Georg Müller længe været en af mine største forbilleder fra historien, og han har haft en stor og afgørende rolle i at forme mine tanker om bøn og tjeneste for Gud. Men det er selve nøglen fra hans liv, som han skrev i sin selvbiografi, der har givet mig allermest. Han skriver: ”Dette er min største og vigtigste opgave – at jeg dagligt lærer min sjæl at være glad i Herren.”
Det kan umiddelbart lyde lidt banalt … men jo mere jeg har mediteret over dette citat, og jo mere jeg selv har forsøgt at efterleve denne nøgle, jo mere jeg har opdaget, at denne nøgle besidder noget, der kan få afgørende betydning for vores liv og for vores vandring med Jesus, hvis vi virkelig lærer at praktisere den. Tænk at starte hver dag med Jesus som det første og vigtigste. Og at optræne sin sjæl til at være glad i ham alene, selv om man står midt i stormen eller er omringet af fjender. Og tænk at leve livet med alle andre ting som sekundære i forhold til ham. Personligt tænker jeg, at dette også var grunden til, at han blev så frugtbar på en lang række områder. For når vi virkelig søger Guds ansigt som det første, har han lovet, at han vil sørge for alt det andet (Matt 6,33). Og jo mere mit liv er forankret i ham og tæt forbundet med ham, jo mere vil han kunne strømme igennem mig (som en Helligåndens flod) ud til verden.
Hans citat får mig også til at tænke på det, Jesus udtalte om Maria i Luk 10,42: “Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.”
Lad os derfor bede i denne uge:
- At Gud må hjælpe os til at gøre ham til vores største og vigtigste opgave.
- Og at vi må lære at finde glæde og begejstring i relationen med ham alene.
- At Gud må fornye vores relation til ham.