Skrevet af Peter Tinggaard
Matt 26,41: “Våg, og bed om ikke at falde i fristelse. Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt.”
Som leder af Faste for Danmark får jeg løbende mails og anden kommunikation fra forbedere, som “mislykkes” i de faste-tiltag, som de ellers havde sat sig for. En del tænker: “Så dårlig, som jeg har været til at overholde og gennemføre mine faster, så er det nok bedst, at jeg opgiver min deltagelse i Faste for Danmark.” Andre tænker nogenlunde det samme, men begrunder deres opgivelse af fastens disciplin i deres liv med helt andre ord: “Jeg har gang i så mange ting, at jeg ikke har tid og overskud til at faste længere.” Personligt kunne jeg selv komme med mange lignende udsagn fra mit liv, fordi jeg på samme måde som så mange andre ofte mislykkes i en del af de faster, som jeg sætter mig for. Hvis ikke jeg var så overbevist om, at Faste for Danmark først og fremmest var og er Guds bevægelse, ville jeg havde frasagt mig ledelsen af bevægelsen for længe siden, fordi der har været alt for mange gange, hvor min ugentlige fastedag og andre fastetiltag ikke blev gennemført på den måde, som jeg ellers havde sat mig for.
Men jeg har lært en masse om Guds nådige væsen igennem mine egne “fiaskoer”. Samtidigt har jeg opdaget, at selv de mest kendte fasteledere i dag, kan fortælle om lignende nederlag i deres vandring. Sandheden er nemlig, at vi ikke står alene, når vi oplever sådanne smagsprøver på vores menneskelige skrøbelighed. Så godt som alle, der har forsøgt at forfølge fastens disciplin, vil kunne fortælle historier fra de gange, hvor de fejlede.
I denne uges andagt vil jeg derfor dele et par historier historier fra to verdenskendte fasteledere, så vi alle kan lære noget igennem deres erfaringer.
Mahesh Chavda – Den store pose chips
Mens Mahesh fortsat var en ung mand, ledte Gud ham ind på en usædvanlig vandring i forhold til fastens disciplin. I løbet af 15 år gennemførte han ni og tyve 40-dages faster, foruden en lang række andre faster. Det var først efter disse 15 år, at han fik grønt lys fra Gud til at dele sine erfaringer med andre, og han skrev senere bogen “The Hidden Power of Prayer and Fasting”. I denne bog deler han følgende erfaring fra sin første 40 dages faste.
Det var i 1974, at Mahesh indledte sin usædvanlige vandring med 40-dages faster. Han var fortsat ugift og var meget glad for chips. Derfor skete det desværre, at han havde et stor pose af sine favorit chips i huset, da han gik i gang med sin lange faste. Og denne pose chips invaderede Maheshes tanker, hver gang han gik igennem sit køkken. Det var som om, de talte til ham og sagde: ” Mahesh, hvordan har du det? Vi er her og vi venter på dig! … Mahesh, vi er ensomme og vi smager så godt!” Han gav dog ikke efter for trangen og tog endda autoritet over chipsene i Jesu navn, men han smed dem alligevel ikke ud. Derfor blev trangen stærkere og stærkere for hver dag, der gik. Dag efter dag fortsatte han med at stå trangen imod, men på sin 18 dag i fasten blev trangen for stærk for ham. Han skyndte sig ind i køkkenet, åbnede posen med chips og spiste dem alle sammen.
Men efterfølgende blev han dybt ulykkelig og sagde til Gud: “Herre, jeg er ond mand! Tilgiv mig!” Han blev straks tilgivet og fortsatte sin 40-dages faste – uden at have yderligere fald. Igennem denne oplevelse lærte han, at Gud har humor og faktisk glæder sig over vores hjerters villighed til at faste – selv når vi fejler. Mere end noget andet er han begejstret for, at vi længes så meget efter mere af ham, at vi endda vil faste, for at komme tættere på ham.
Lou Engle – Tre donuts, der danser i maven:
Lou Engle er muligvis nutidens mest kendte faste leder. Han har stiftet bevægelsen “The Call”, som har ledt millioner af unge i USA og i andre lande til at faste og bede for deres nationer. Fx samlede “The Call” i år 2000 omkring 400.000 kristne til en hel dag med bøn og faste i deres hovedstad, Washington DC. Han siger selv, at der nok ikke findes andre kristne, som har haft ligeså mange forfejlede faster, som ham. Han har selv indledt en lang række 40 dages faster, men han har endnu ikke klaret at gennemføre en eneste af dem uden et eller andet fald.
For nogle år siden hørte jeg en tale, hvor han delte et af sine fald. Han havde kaldt en gruppe forbedere sammen til et stævne, og han havde udfordret dem til at faste. Derfor var han selv forpligtet på at faste, men hans hjerte havde bestemt ikke lyst til at faste. Efter et aftensmøde kom han derfor til at køre forbi en forretning, hvor han købte tre donuts, som han også spiste. Men næste dag, da han var i bøn med nogle af de andre forbedere, begyndte en af dem pludselig at le. For Gud havde givet hende et billede, hvor hun så tre donuts, som hoppede og dansede inde i Lou Engles mave, og hun anede ikke, hvad det skulle betyde. Lou gik hurtigt til bekendelse, og blev også tilgivet. Men han lærte samtidigt, at Gud er langt mere nådig, end vi forventer, og han ser mere på vores hjerters ønsker om at faste, end på vores fald.
Personligt synes jeg, at det er enomt befriende, at disse kendte fasteledere ikke er overmennesker. De fejler og falder som alle os andre, og nogle gange er det netop igennem deres fald, at de kommer i direkte berøring med Guds nåde og godhed. Mon ikke vi alle kan lære noget lignende. For en af fastens primære formål er netop at lade os erfare vores menneskelige skrøbelighed og vores dybe afhængighed af Gud. Den svaghed, vi oplever igennem at faste, kan selvfølgelig lære os denne lektie, men vi kan også lære den igennem vores fald. Ja, det kan endda være, at vi lærer lektien om vores skrøbelighed bedre igennem vores fald, end når vi sejrer. Så hvad enten vi lykkes eller fejler i vores vandring med at faste, så vil Gud bruge begge dele til at bane vejen for mere af sit nærvær i vores liv.
Bed derfor om:
- At Gud må få plads til at bruge selv vores forfejlede fastetider til at bane vejen for mere af Gud.
- At vi må lære at tænke som Gud og ikke være så hårde ved os selv.
- At vi må lære at hente vores styrke fra Gud, når vi faster, så han må få æren, når fasten “lykkes”