Uge 15 – En tenniskamp med Gud del 1

Skrevet af Peter Tinggaard

Ef 4,14-15:Da skal vi ikke længere være uforstandige børn og slynges og drives hid og did af hver lærdoms vind, ved menneskers terningkast, når de med snedighed fører os på lumske afveje, men sandheden tro i kærlighed skal vi i ét og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus.

Livet med Gud er en balanceret vandring mellem handlinger, vi selv skal udføre på den ene side og handlinger, som Gud må udføre på den anden side. Det er en levende vandring, som balancerer midt imellem de byrder og ansvar, vi selv skal bære på den ene side og de byrder og ansvar, som Bibelen fortæller os, at vi skal overlade til Gud. Modenhed i denne vandring handler netop om at vide, hvad Gud kalder os til at gøre på den ene side og hvad Gud kalder os til at overgive til ham på den anden side. Umodenhed derimod er at falde i enten den ene eller den anden grøft:

Den ene grøft er at tage alt for mange byrder på sig og føle, at man på egen hånd skal løse alverdens forskellige opgaver. Ved denne yderlighed bliver hele byrden placeret på mine skuldre med en naiv forventning om, at jeg “burde” være i stand til at løse alle disse problemer. Udefra kan det se ud som “modenhed” og “styrke”, når vi gør og siger en masse for Gud, men vores mange ord og handlinger medfører ikke liv og forvandling. Virkeligheden lærer os inden længe, hvor ufrugtbar denne grøft er. For jeg er ikke i stand til at løse alle disse problemmer på egen hånd og jeg påtager mig derved byrder, som egentlig tilhører Gud.

Den anden grøft er at kapitulere og at forvente, at Gud skal gøre det hele mere eller mindre uafhængigt af mig. “For Gud skabte alt ud af ingenting”, kan nogen fx tænke, og “jeg har erfaret, hvor begrænsede mine evner er”. “Derfor er det nok bedst, at vi overlader det hele til Gud.” Ved denne yderlighed passiveres mennesket, så der nærmest ikke bliver noget samarbejde. Det hele skal gøres af Gud. 

Når vi skal lære at finde den gudgivne balance i livet, er det helt almindeligt, at vi finder denne balance ved at ryge frem og tilbage imellem de to yderligerheder. Ligesom det sker rent praktisk, når et barn skal lære at cykle. Barnet skal lære at justere cyklen, så snart han/hun opdager, at han/hun er ved at falde enten til den ene side eller den anden. Først prøver vi at gøre en masse i egen kraft, indtil vi opdager, hvor nyttesløst dette er. Derefter lander vi for en tid i den anden yderlighed, fordi vi har opdaget vores egen magtesløshed, og har mistet troen på, hvad Gud kan udrette igennem “mig”. Det kan fx betyde, at vi går fra at bruge en masse ressourcer på at vidne for andre og på at bede og læse i Guds ord, hvorefter vi opgiver vores “gerningsretfærdighed” og i stedet giver Gud plads til at finde os, hvor vi er. Det er ofte godt og forfriskende for en tid, men så opdager man, at livet med Gud bliver fattigere og uhåndgribeligt uden bøn, bibellæsning og konkrete handlinger, og derfor kalder vi os selv tilbage til “den første kærlighed” – til at gøre de gerninger, “som vi først gjorde” (jf. Åb 2,4-5). Og sådan fortsætter vandringer, først den ene grøft, så den anden. Først med hovedvægten på ting, jeg skal gøre, så med hovedvægten på ting, Gud skal gøre.

Ovenstående vers fra Ef 4,14-15 synliggør denne vandring mod større og større modenhed. Først er vi “som uforstandige børn, der drives hid og did af hver lærdoms vinde, ved menneskers terningkast ….” Først den ene grøft, så den anden. Men med tiden lærer vi modenhed, så vi “sandheden to i kærlighed skal … vokse op til ham, som er hovedet, Kristus.” Bemærk her, at modenheden netop rummer begge dele. Det er ikke enten mig, der skal gøre det meste, eller at det hele overlades til Gud. Det er den enkelte, der er sandheden tro i kærlighed, som vokser op og kommer til at blive mere og mere som Kristus. Det er en vandring, hvor alt kommer til at handle om Kristus som hovedet, der styrer hele legemet, men hvor vandringen mod at blive som ham, går igennem en lang række lydigheds- og kærligheds-handlijnger, som den enkelte skal gøre (“sandheden tro i kærlighed”). 

Personligt praktiserer jeg denne balance mellem det, jeg er kaldet til at gøre, og det, Gud skal gøre for mig ved et mentalt billede. Jeg forestiller mig, at mit liv med Gud er som en tenniskamp, hvor bolden skydes frem og tilbage imellem Gud og mig. Således står jeg hele tiden klar til, at Gud skal sende bolden over nettet. Det gør han fx ved at fortælle mig: “Peter, læg mærke til den person. Jeg vil, at du skal bede for ham/hende, eller hjælpe ham/hende.” Eller ved at give mig en konkret vision. Som svar på denne besked er det nu min opgave at bevæge mig hen til det sted, hvor bolden (eller min opgave) er placeret. MEN selve opgaven betyder ikke, at jeg skal bære den for evigt, eller at den skal løses igennem mine evner og krafter. Heldigvis ikke! Derfor skynder jeg mig at sende bolden tilbage til Gud. Det gør jeg fx ved at bekende i bøn, at Gud har langt mere hjerte for denne person (eller situation) end jeg har, og at det i sidste ende udelukkende er hans kraft og nåde, som kan bringe forvandling og lægedom til den pågældende person eller situation. Jeg sender bolden tilbage til Gud med et hjerte, der er villigt til blive ved med at gøre de ting, som Gud vil kalde mig til at gøre, men med en ægte selverkendelse af, at det alene er Gud, som skal bære alle ting, og at det alene er hans kraft, som kan forvandle ting. Når jeg på denne måde sender bolden tilbage på Guds banehalvdel, så forventer jeg, at Gud skal gøre næste del. For det er trods alt HAM, der bærer ansvaret for det hele. Han må enten vise mig, hvad jeg skal gøre som det næste, eller give mig sit hjerte for personen, eller sende mig til en ny opgave. Således opstår ægte modenhed: Når jeg er villig til at gøre alt, hvad Gud kalder mig til at gøre – men hele tiden bevarer et ydmygt hjerte indfor Gud, så jeg ikke overtager hans ansvar eller byrder. 

Bed derfor om:

  • At Gud må lære os ægte modenhed, hvor vi bliver mere og mere som Jesus.
  • At Gud må vise os områder i vores liv, hvor vi befinder os i en af grøfterne.
  • At Gud må rejse op modne forbedere i landet, så Gud kan få meget mere plads.
Faste for Danmark