Skrevet af Peter Tinggaard
Matt 5,16: “Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.”
Et af de mest kendte citater fra kirkehistorien er dette citat af Frans af Assisi: “Sørg for hele tiden at prædike evangeliet og brug om nødvendigt ord.” Den sætter fokus på, at vores gode handlinger kan præsentere evangeliet om Jesus mindst ligeså godt som vores ord. Det er noget af det samme, som Jesus udfordrer os til at gøre igennem Matt 5,16: “Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.” Bemærk, hvordan lyset, der skinner for andre mennesker, netop forbindes med vores gode gerninger.
I sidste uge delte jeg en historie om, hvordan vi betalte en kvindes parkerings bøde – for at udstille den nåde, vi selv havde oplevet.
I denne uge vil jeg dele en anden historie om en parkerings bøde, som jeg betalte.
Peter, du skal betale den bøde!
Et par år efter min kone og jeg var blevet gift, boede vi i nyistandsat, men gammel lejlighed i Randers midtby. Det var også et gammelt kvarter med baggårde og brostensbelagte veje på bagsiden af huset. Men det var netop i disse brostensbelagte baggårde, at de fleste beboere fra området, skulle finde en plads til at parkere deres bil, og siden det var nogle ret smalle veje, skete det en gang imellem, at nogen parkerede deres bil på en måde, så de spærrede vejen for andre.
Vi havde boet der to eller tre år, da der flyttede en ny familie ind i et af de andre huse i området. De havde en gammel bil, og de parkerede ofte denne bil på en måde, som spærrede vejen og skabte irritation for resten af beboerne. Vi boede på første sal, hvor jeg havde rigtig god udsigt over hele baggårdsområdet, og jeg husker tydeligt den dag, hvor jeg havde en tid med bøn og lovsang – med min guitar i hånden – mens jeg kiggede ud. Pludselig så jeg manden parkere sin bil på en dum og ulovlig måde (endnu engang), fordi han tilsyneladende havde rigtig travlt. Han skyndte sig ind i deres hus for at hente noget.
Jeg mærkede med det samme irritationen vælde frem i mit hjerte, og derfor glædede det mig, da en parkeringsvagt kort efter trådte ind på den vej, hvor bilen var ulovligt parkeret. Jeg tænkte: “Nu får han en bøde og det fortjener han virkelig. Jeg håber godt nok, at han lærer sin lektie.” Sådan stod jeg med guitaren i hånden og fulgte med i parkeringsvagtens handlinger. (Jeg glemte helt, at jeg var i gang med at bede.) Han var lige blevet færdig med at udskrive en bøde og placere den på bilens forrude, da bilens ejer vendte tilbage til bilen. Han kom i fuld fart og forsøgte ihærdigt at slippe for bøden. Men der var ikke noget at gøre. Bøden var allerede givet – heldigvis :-).
I dette øjeblik plantede Helligånden følgende tanke i mit hjerte: “Peter, du skal betale den bøde!” Jeg både var og er sikker på, at tanken kom fra Helligånden, for den kom i hvert fald ikke fra mig. Jeg syntes bestemt ikke, at det var rimeligt, at jeg skulle betale den bøde, som han fortjente at få. Ja, han burde endda få en hel række med bøder, hvis det stod til mig, siden han allerede havde parkeret ulovligt så mange gange. Jeg tøvede lidt, men valgte alligevel at adlyde Guds ledelse, selv om mit hjerte ikke ligefrem var begejstret for ideen.
Jeg fandt derfor en konvolut på vores kontor og placerede de penge, som en parkerings bøde kostede i den. Derefter gik jeg ud i baggården og opsøgte vores nye naboer, som havde fået den velfortjente og 100 % rimelige bøde. Det var første gang, jeg hilste på ham – for de havde ikke boet der længe – og jeg sagde noget i denne retning: “Velkommen til området. Jeg så, at du fik en bøde, og jeg tænkte, at det var træls måde at indlede sin tid på et nyt sted. Derfor ville jeg gerne betale bøden for dig.” Jeg sagde ikke noget om, at jeg var kristen eller om, at det var Helligåndens ide, men gav ham blot konvolutten med pengene, efter at han havde takket ja til dem.
Vi gik hver til sit, men det blev snart meget tydeligt, at vores nye nabo og hans kone ikke kunne holde op med at tænke på den gave, som vi havde givet dem. I løbet af de kommende dage opsøgte de os igen og igen, og hver eneste gang spurgte de os: “Hvorfor gjorde du det?” Efter en dag eller to forklarede jeg så, at jeg var en kristen og at det var Guds ide, at jeg skulle velsigne dem på denne måde. Det var tydeligt, at det satte en masse tanker i gang og at de gerne ville høre meget mere om Jesus – men desværre flyttede de indenfor et par uger, så det blev kun til nogle få samtaler.
Dog ved jeg, at de aldrig kommer til at glemme den skøre kristen, der betalte deres bøde for at demonstrere Guds godhed og nåde.
“Sørg for hele tiden at prædike evangeliet og brug om nødvendigt ord.”
“Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.”