Uge 11 – Bøn med tårer

Skrevet af Peter Tinggaard

2 Kon 20,1: “På den tid blev Hizkija så syg, at han var ved at dø, og profeten Esajas, Amos’ søn, kom til ham og sagde: »Dette siger Herren: Beskik dit hus, for du skal dø; du bliver ikke rask!«”

Vi kender ikke de præcise detaljer bag hans sygdom, men vores almindelige, menneskelige erfaring med sygdomsforløb, der bliver værre og værre … indtil man er ved at dø af sygdommen, er typisk nogle lange forløb, hvor det syge menneske overdynges med mørke, smerte og angst. Og det er ikke først, når man er lige ved at dø, at man begynder at bede. Nej, man beder og sukker og stønner igennem hele forløbet. Det er det, jeg forestiller mig, at Hizkija gjorde, når Bibelen fortæller os, at han “blev så syg, at han var ved at dø.” Han begyndte allerede at bede til Gud, da hans sygdom blev alvorlig, men hans bønner blev mere og mere lidenskabelige, jo værre hans sygdom og de medfølgende smerter blev.

Men på trods af hans mange bønner og på trods af, at han i følge 2 Kongebog 18,5 stolede mere på Gud end nogen anden konge, så fik han ikke det svar, han søgte. Han råbte og bad og tryglede Gud: “Helbred mig! Hjælp mig! Red mig!” … Men Herren valgte alligevel at afvise hans bønner. Han svarede ham med et nej, der ikke var til at misforstå: ” …. du skal dø; du bliver ikke rask.”

Forestil dig, at du var i hans sted, og at det var dig, som var ved at blive mere og mere syg, således at døden efterhånden synes uundgåelig. På dette tidspunkt har du allerede bedt tusindvis af bønner om hjælp og lægedom, og dine bønner er langsomt, men sikkert vokset i intensitet og desperation i takt med at din tilstand bliver værre og værre. Og dog har du endnu ikke fået noget svar fra Gud. Det eneste svar, du har fået, er Guds tavshed … og en mærkbar forværring af din tilstand. 

Men endelig hører du det, som du længe har håbet på. Herrens profet er kommet, og han har modtaget et ord fra Herren. Du mærker håbet vokse i dit hjerte og du vender dig med forventning mod profeten, som står klar til at aflevere Guds svar til dig. “Dette siger Herren: Beskik dit hus, for du skal dø; du bliver ikke rask!” Det var IKKE det budskab, som du havde håbet på. Det svarer til, at Gud sagde: “Jeg har hørt dine bønner, men mit svar er nej. Jeg vil ikke helbrede dig! Du kommer til at dø af denne sygdom.”

2 Kon 20,2-3: “Så vendte Hizkija ansigtet ind mod væggen og bad til Herren: »Ak, Herre, husk dog på, hvordan jeg har vandret for dit ansigt, trofast og helhjertet, og altid har gjort det, som er godt i dine øjne.« Og Hizkija græd højt.”

Gud har lige givet ham et klart og utvetydigt budskab om, at han skal dø, men det kan denne gudfrygtige konge ikke acceptere. Han beder med sit ansigt vendt mod væggen og proklamerer, hvordan han selv har vandret trofast og helhjertet med Gud. “Som din konge har jeg givet alt, hvad jeg havde til dig, og nu hvor jeg har brug for, at du gør noget for mig, så vil du ikke hjælpe mig. Det giver ingen mening! Du siger, at du er vores læge, men … gælder det ikke for mig?” Du siger, at du velsigner dem, der vandrer med dig, men hvor bliver så min velsignelse af?” Det svar, som Gud havde givet ham igennem profeten, var det modsatte af det, som han havde forventet. Han havde forventet, at Gud ville være trofast og god imod ham. Ja, Bibelen fortæller os faktisk, at han var den af Judas konger, som stolede mest på Herren (2 Kon 18,5-7). Og derfor kunne han ikke acceptere Guds svar. Han havde forventet meget mere af himmelens Gud, og han begynder derfor at hulke højt, fordi alt i ham råber efter noget andet end det, som Guds svar fortæller ham. 

Personligt har jeg selv stået i lignende situationer et par gange, hvor jeg er omringet af omstændigheder, som råber det modsatte af Guds trofasthed. Jeg har således bedt mange bønner af denne slags: “Gud, jeg er trådt ud i tro på, at du vil sørge for os, men hvor bliver du af? Du har sagt, at du ikke kan svigte os, men alle vores omstændigheder og selve fraværet af din hjælp råber det modsatte til os.” Det er i situationer som disse, at jeg har oplevet denne højlydte hulken. Og jeg kan bekende fra min egen erfaring, at sådanne bønner, der afleveres med hulken, har en enestående kraft til at ændre vores omstændigheder.

Derfor ser vi også i Hizkijas tilfælde, hvordan Gud sender et nyt budskab igennem sin profet, før han overhovedet er nået ud af kongens slot (2 Kon 20,4-7). “Gå tilbage og sig til Hizkija, mit folks fyrste: Dette siger Herren, din fader Davids Gud: Jeg har hørt din bøn, jeg har set dine tårer, og jeg vil helbrede dig. I overmorgen kan du gå op i Herrens tempel. Jeg giver dig endnu femten år at leve i, og jeg vil redde dig og denne by fra assyrerkongen; ja, jeg beskytter denne by for min og min tjener Davids skyld.”

Herrens svar på tårerne kom næsten med det samme … selv om han netop har givet et helt andet budskab til kongen. Herren nøjes heller ikke med at give ham 15 år mere. Han erklærede samtidigt, at han ville redde kongens by fra assyrerkongen.

Det er det, som vi kan forvente i vores liv, når Gud sætter vores hjerter på prøve. Han tillader omstændigheder, som tvinger vores hjerter til at råbe, fordi vi oplever noget, som er langt, langt under det, som vores hjerter forventer af Gud. Tårerne afspejler nemlig en sådan forventning til Guds godhed, at vi slet ikke kan acceptere nogen anden mulighed. Når Ånden leder os til at bede på denne måde, vil det have indflydelse på langt større ting end vores personlige kriser. Gud vil bruge vores tårer til at bane vejen for hans godhed i både vores byer og i hele vores nation.

Lad os som kong Hizkija fylde vores hjerter med en sådan forventning til Guds godhed, at vi ikke kan acceptere nogen anden mulighed.
Og lad os hulke, når Ånden leder os til det!

Faste for Danmark