Skrevet af E. M. Bounds (forskellige udpluk oversat fra hans bog “Power Through Prayer”)
Bogstavens og Åndens forkyndelse
Solen giver liv, men den kan også slå ihjel. Sådan er det også med forkyndelsen af evangeliet. Den er givet af Gud for at bringe liv, men den kan også slå ihjel. Forkynderen har billedlig talt en nøgle i hånden, som kan gøre begge dele. Han kan både låse i og låse op for evangeliet. Når han udfører sin opgave på rette vis, medfører det et utal af velsignelser. Men hvis han i stedet udfører sin opgave på forkert vis, kan det forårsage meget store skader.
En af forkynderens vigtigste opgaver er fx at vogte flokken og at beskytte den fra ondt. Men hvis han svigter i forhold til denne opgave, kan det medføre katastrofale følger. For hans svigt kan give fjendens ulve adgang til fåreflokken. Og ikke nok med det. Når han fortsat står på hyrdens plads, og dog ikke udfører sin opgave, da bliver faren for forførelse mangedoblet. For derved tror flokken fejlagtigt, at de er beskyttet, selvom de ikke er det.
Gud ved, at en forkynder aldrig nogen sinde kan udrette noget af værdig i sig selv. For det er Ånden og kun Ånden, som skaber liv. Derfor er det heller ikke forkynderen, som skal bevise sin værdighed. Det vil Ånden selv gøre – hvis han får lov til det. Ånden vil salve forkynderens ord med kraft. Han vil fylde forkynderens hjerte med Åndens frugter, og gøre ham til et redskab, der spreder liv og frihed overalt.
Den livgivende forkynder er en Guds mand, hvis hjerte altid tørster efter Gud, hvis sjæl konstant drives frem efter mere af Gud, og hvis øjne er fæstet på Gud. Kødet og verden er i ham blevet korsfæstet ved Åndens kraft og hans tjeneste er som en mægtig livgivende flod.
Men den forkyndelse, som dræber, er den åndsløse forkyndelse. Ved denne type forkyndelse kommer kraften ikke fra Gud. Det er lavere kilder end Gud, der har givet energi og inspiration til budskabet. Ånden er ikke synlig i forkynderen, eller i hans budskab. Mange forskellige tiltag og ideer kan sættes i gang ved denne forkyndelse, men de vil ikke være født af Ånden. De vil let kunne forveksles, som om de var det, men de er i stedet som en skygge, eller en forfalskning af det sande liv. Og det liv, som de synes af have, vil snarere være fastlåst og stift.
Forkyndelsen, som slår ihjel, er bogstavens forkyndelse. Den har form og glans, men kun af den slags, som hører bogstaven til. Den er tør, stiv og indholdsløs. Ja, det kan endda virke som om, der er liv i den, men den mangler Åndens vind til at kalde livet frem. Under overfladen er den ligeså hård som frossen jord om vinteren og ligeså iskold som den koldeste blæst. Den har ikke i sig den varme eller det liv, som kan vække livet i andre.
Bogstavens forkyndelse har et fast greb om sandheden, men sandheden alene kan ikke gøre noget levende. Det er Ånden, som må blæse liv i forkyndelsen. Guds ord må fyldes af Gud selv. Hvis ikke sandheden er blevet oplyst ved Åndens åbenbaring kan den medføre endnu mere skade end løgnen. Den kan fortsat være 100 % sand, men uden Åndens liv vil dens berøring være dødbringende, dens sandhed være falsk og dens lys være mørke.
Bogstavens forkyndelse mangler salvelsen. Den mangler at blive smurt ind i og behandlet af Åndens livgivende olie. Der kan sagtens være tårer, men tårer alene gør ikke det store. De behøver ikke at have den store dybde. Der kan også være stærke følelser og megen oprigtighed, men det er en skuespillers følelser og en advokats oprigtighed. Forkynderen kan sagtens være grebet af sine tanker. Han kan både være veltalende og helhjertet i forhold til alt det, han selv har udtænkt. På samme måde som en dygtig forelæser kan bruge sin store viden til at efterligne den ild, som apostlene havde. Eller på samme måde som et menneske kan efterligne åndens virke, når han har set den sande vare i et andet menneske. For bogstavens forkyndelse kan sagtens afleveres i en flot indpakning med både karismatisk varme og et genskær af liv, men den vil alligevel være ligeså livsforladt som en mark, der er tilsået med perler.
Det element i forkyndelsen, som spreder død, kan ikke spores i selve forkyndelsen. Det er heller ikke forbundet med forkynderens form eller praksis. Den store livsdræbende barriere er placeret i forkynderens indre liv. Han mangler at have Åndens mægtige livgivende kraft i sig. Denne mangel kan ikke forklares ud fra hans teologi, eller ud fra hans forhold til sandheden. Nej, manglen beror alene på dette: At han indvendigt – i dybet af sit indre – aldrig er blevet sønderknust og har overgivet sig helt til Gud. Og derfor er hans indre liv ikke blevet en stor flod for gennemstrømningen af Guds budskab med Guds egen kraft. Af en eller anden grund er det ham selv og ikke Gud, som hersker i hans inderste hjertekamre. Der er noget inde i ham, der hindrer den guddommelige kilde fra at flyde frit. Hans indre har aldrig smagt den fuldstændige kapitulation, og oplevet sig selv helt og aldeles kraftesløs uden Guds kraft. Han har aldrig lært at råbe til Gud igennem sin egen skrøbelighed og hjælpeløshed, indtil han er blevet fyldt af Guds rensende ild. Han er mere optaget af sin egen kunnen og af menneskers tanker om ham, end af Guds kraft og Guds tanker, og derfor er hans hjertes indre ikke helliget Gud og sat til side for ham.
Den livgivende forkyndelse kræver nemlig en meget høj pris af forkynderen. Han må være død fra sig selv, være korsfæstet for verden og må kende sin egen sjæls dybe anger. For det er korsets forkyndelse, som giver liv, og denne forkyndelse kan kun flyde igennem det menneske, som selv er blevet korsfæstet sammen med ham.
Bed derfor om …
- At Gud må give os forkyndere i Danmark, som Ånden kan strømme igennem.
- At landets forbedere på samme måde må være ydmyge og brudte nok til at bede med Åndens kraft og salvelse og ikke med menneskelig styrke.
- At du selv må være som leret i Guds hånd, som Ånden kan forme SOM HAN VIL!