Skrevet af Peter Tinggaard
Matt 14,28-31: “Men Peter sagde til ham: »Herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet.« Han sagde: »Kom!« Peter trådte ud af båden og gik på vandet hen til Jesus. Men da han så den stærke storm, blev han bange, og han begyndte at synke og råbte: »Herre, frels mig!« Straks rakte Jesus hånden ud, greb fat i ham og sagde: »Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?«”
Udover Jesus er disciplen Peter det eneste menneske, som har gået på vandet. Han kom til at opleve noget, som hverken var naturligt eller almindeligt. Derfor har vi også meget let ved at relatere til hele situationen, hvor Peter ser bølgerne omkring sig og bliver grebet af tvivl og usikkerhed. “Jamen Peter dog,” siger en indre stemme inde i hans hoved. “Du kan da ikke gå på vand. Det kan ikke lade sig gøre.” Og så begynder han at synke.
Men Jesus siger ikke til Peter: “Ja, ja, det var blot naturligt, at du begyndte at synke, min ven. Det var det, vi alle forventede …. ” Han siger i stedet: “Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?” Med andre ord forventede han, at Peter skulle have klaret miraklet. I Jesu øjne var det faktisk “naturligt” at Peter skulle gå på vandet. Det er det, tro gør ved situationer. Den ser det, som er umuligt og overnaturligt som noget helt naturligt. Noget, som rent faktisk forventes.
Ved en anden situation, hvor Jesus atter havde grund til at bebrejde sine disciple deres vantro, fordi de ikke havde klaret at uddrive en dæmon fra en lille dreng, udtaler han dette til dem i Matt 17,20: “[I klarede det ikke] fordi I har så lille en tro. Sandelig siger jeg jer: Har I en tro som et sennepsfrø, kan I sige til dette bjerg: Flyt dig herfra og derhen! og det vil flytte sig. Og intet vil være umuligt for jer.” Det er det samme budskab igen. Troen gør det umulige muligt. Og i Jesu øjne var troen så naturlig, at han bebrejdede sine disciple, at de ikke forventede det umulige.
Hvis Jesus vandrede på jorden sammen med os i dag, er jeg sikker på, at han ville sige det samme til dig og mig. “Hvor er din tro dog lille? Hvorfor forventer du så lidt af mig? Tror du ikke på, at jeg er den samme i går og i dag og til evig tid?” Der er så mange situationer, hvor han kunne sige den slags ord til mig personligt: Når jeg beder for en syg og ikke ser nogen ændring. Når jeg beder for vores økonomi og ikke ser en overnaturlig forvandling. Når jeg beder for forskellige familier eller menigheder og ikke ser nogen forskel. Osv. osv. osv.
Desværre er sandheden om os mennesker, at vi har meget svært ved at “tro” på det, som vi ikke har set eller erfaret. Ja, det er faktisk både chokerende og forbavsende for os, når det overnaturlige sker, for vi forventer det egentlig ikke. Vi har meget lettere ved at forvente det, som synes naturligt i menneskers øjne. For det er det, som vi har erfaret mange gange før og derfor er det også det, som vi forventer, vil ske igen. De syge bliver ved med at være syge. De døde bliver ved med at være døde. Osv.
Jesus knuste vantroens fodlænke – et syn
I forrige uge skulle jeg til Kolding til et par møder med Bedehus Danmark og denne gang valgte jeg at bruge bilen, selv om det koster lidt mere. For jeg får altid nogle fantastiske stunder med Jesus, når jeg kører alene i bil til sådanne møder. Denne gang var ingen undtagelse. Da jeg var kommet ca. halvvejs til Kolding og var ved at bede for et gennembrud i Danmark, fik jeg et syn (som var ligesom en meget levende dagdrøm). Jeg så en stor kriger, som havde et stort tohåndssværd i hænderne. Han løftede sværdet og svang det med stor styrke ned mod mine fødder, hvor det knuste en fodlænke, som jeg havde på fødderne.
Da jeg bad lidt videre over synet, fik jeg en oplevelse af, at den store kriger var Jesus, og at fodlænken omkring mine fødder var en lænke af vantro. Med andre ord ville Jesus knuse vantroens magt, så troen i stedet kunne få lov at regere. Jeg standsede ved den næste rasteplads og tjekkede også min telefon for mails. Jeg opdagede, at jeg havde fået en mail fra et modent, kristent ægtepar, som havde sendt mailen nogenlunde samtidigt, som jeg havde modtaget synet. I mailen skrev de bl.a. : “Vi tror, at Herren er ved at forberede sin menighed til en ny tid, hvor vi, Hans folk, vil træde mere frygtløst frem og indtage den plads, vi er givet i Jesus. Vi tror, at som vi bevæger os ind på fjendens område, vil vi modtage hjælp fra Gud, og Han vil stadfæste sit ord i hidtil uset grad i vores land.” I mailen delte de et syn om kirkens fjende Goliat, som vi er kaldet til at besejre i denne tid. De skrev bl.a. : “Vi skal fælde Goliat ved at bryde slaveåget af bl.a. frygt og vantro ved bøn og åndelig krig … ”
For mig blev det et meget klar bekræftelse af, at mit syn var fra Gud og at Gud vil tale til os om vantroen. Han vil bryde vantroens magt i vores liv i denne tid, så vi i stedet kan lære at se med troens øjne.
Derfor vil vi bede om:
- At Gud vil bryde vantroens fodlænke i den enkelte forbeders liv. Forestil dig, mens du beder, at Jesu sværd knuser lænken omkring din fod.
- At Gud vil give os nåde og kraft til at se på omstændigheder med troens øjne (som Jesus gjorde det).
- At Gud må give os frimodighed til at træde ud af båden og gå på vandet (billedlig talt).