Skrevet af Peter Tinggaard
Matt 18,19-20: “Jeg siger jer også: Alt, hvad to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det skal de få af min himmelske fader. For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.«”
Bibelen er fyldt med hundredvis af løfter og udsagn om bøn, og det er Guds fantastiske tanke, at vi skal gribe fat i dem og minde ham om dem. Fx: “Far, du har lovet, at når vi beder, så får vi. Når vi søger dig, så finder vi. Når vi banker på, så vil der blive lukket op for os. Og Jesus, din Søn, lovede os faktisk, at hvis vi beder dig om noget i hans navn, så vil du give det til os. Derfor beder vi dig om … . ” Det vil selvfølgelig være forkert at sige, at løfterne kun gælder delvist eller halvt, når vi beder alene, men der sker alligevel noget helt specielt, når man beder sammen med andre. Man kan næsten sige, at løfterne får dobbelt så meget gennemslagskraft. Sammen når vi højere og dybere og længere.
I denne andagt vil jeg dele noget, som Gud har talt til mig vedrørende denne tid i Danmark. Det er noget, som virkelig begejstrer mig og fylder mig med glæde og liv. Men det startede faktisk på en trist baggrund. Som I alle ved, blev landets største og første bønnehus (Pottemagerens Hus) kastet ud i en forfærdelig krise på grund af lederens tragiske fald. Jeg blev også selv hårdt ramt af dette fald af flere grunde. For det første havde denne leder haft en fantastisk indflydelse på min tjeneste. Da jeg første gang blev inviteret til at holde et stævne på Pottemagerens Hus, medførte hans helhjertede støtte og anbefaling af vores tjeneste på sigt, at vi næsten fik fordoblet det antal mennesker, som støttede os økonomisk. Samtidigt kom over tusind mennesker til at se mit seminar om bøn via webTV, hvilket siden hen har åbnet en masse døre. For det andet havde han lykkes i at bane vejen for et bønnehus som Pottemagerens hus, hvor han (og andre) havde inspireret utallige mennesker til bøn og faste. Derved så jeg ham lidt som en person med noget af det samme kald som mig, og det havde givet mig tro på, at jeg også skulle lykkes. Men så faldt han … og jeg blev ramt af mismod og frustrationer. For det tredje var jeg kommet til at elske Pottemagerens Hus, bl.a. fordi stedet havde haft så stor en andel i at føde Faste for Danmark frem, og da jeg via facebook og på anden vis kunne se, hvordan lederens fald medførte så store rystelser på stedet, at mange kristne tænkte, at PHs tid var forbi, blev jeg rigtig, rigtig bedrøvet. Det kom til at fylde en del i mine bønner, for jeg kunne ikke acceptere, at fjenden skulle få lov til at ødelægge dette fantastiske bønnehus.
Mens jeg bad og sukkede til Gud i denne tid, fik jeg to fantastiske bønnesvar.
For det første havde jeg en bønnestund, hvor Gud delte noget af sin strategi for den kommende tid i Danmark med mig. Jeg havde længe oplevet, at det var tungt at bede alene – som om alle mine bønner røg ind i en uigennemtrængelig mur. Men Gud fortalte mig, at det var en del af hans plan. I denne tid var det nemlig meningen, at jeg skulle bede langt mere sammen med andre end alene. Det næste, der skulle ske i Danmark – i vores proces frem mod vækkelse – var nemlig, at en række af landets stærkeste dæmoniske fæstningsværker (som vantro, Mammon, humanisme mv.) skulle udfordres og væltes. Men disse fjender var for store til, at enkeltstående forbedere kunne besejre dem alene. Det var derfor nødvendigt, at landets forbedere kom sammen og bad i enhed. Og det ville specielt ske i forbindelse med bønnehuse som Pottemagerens Hus.
For det andet kom min kone hjem fra et bedemøde, hvor en canadisk forbeder kunne fortælle hende, at Gud er ved at gøre noget enestående i denne tid. Han er ved at oprejse det ene bønnehus efter det andet. Sammen med hendes mand havde denne skønne kvinde været på en bønne og opmundtringsrejse gennem Danmark, og de var kommet i kontakt med syv steder, der er ved at tage de første skridt i at etablere bønnehuse. Da jeg hørte dette, tænkte jeg, at det er typisk Gud. Mens Fjenden forsøger at knuse landets største og første bønnehus, så svarer Gud igen ved at oprejse syv nye steder.
Vi blev selv kontaktet af en af disse bønnehuse, som skulle indvies, og det medførte, at min kone og jeg var med til at indvie og velsigne et fantastisk bønnehus på nordvest Fyn i går. Det blev en dag fyldt med fællesskab, lovsang og Helligåndsledt bøn. Der blev bedt mange bønner, grædt mange tårer og drømt mange drømme. Hvis nogen har lyst til at se stedet, gøre brug af det og være med til at gøre drømmen til virkelighed ved at give en hånd eller midler, kan I skrive til parret, som ejer huset på følgende mail: liv.erik@gmail.com
Men Gud vil ikke bare rejse op nye bønnehuse. Han vil også sørge for, at Pottemagerens Hus kommer styrket ud af renselsen og alle prøvelserne. Det er både min bøn og min faste overbevisning. For alle disse bønnehuse er med i Guds strategi for tiden og han er mægtig og fantastisk til at føre sin plan igennem.
Bed derfor om:
- At Gud i denne tid må lede forbederne til at samles alle mulige steder.
- At Gud må velsigne bønnehusene, så de kan blomstre og vokse.
- At Gud må give os endnu flere strategier til denne tid, så vi kan vinde kampen om Danmark.
- At Gud må salve og lede mig, når jeg skal holde et bønnestævne på Pottemagerens hus i næste weekend fra torsdag d. 14 til søndag d. 17 september.