Skrevet af Peter Tinggaard
Joel 2,18-19: “Da brænder Herren af nidkærhed for sit land, han skåner sit folk. Herren siger til sit folk: Se, jeg sender jer korn, vin og olie, så I bliver mætte. Jeg gør jer ikke mere til spot blandt folkeslagene.”
Ovenstående vers giver os en af Bibelens mest fantastiske åbenbaringer af Guds hjerte. Men for at forstå dette, er det nødvendigt, at vi studerer konteksten og ser, hvad der var baggrunden for dette profetiske ord fra Gud.
Joels bog indledes med at beskrive landets forfærdelige tilstand og den kommende dom fra Gud, som snart vil ramme landet, fordi landet var blevet så ondt og grusomt. Hør blot, hvordan Joel beskriver den:
Joel 1,2-4: “Hør dette, I ældste, lyt, alle I, der bor i landet! Er noget sådant sket i jeres dage eller i jeres fædres dage? I skal fortælle det til jeres sønner og jeres sønner til deres sønner og deres sønner til næste slægtled: Hvad græshoppen levnede, har bideren ædt, hvad bideren levnede, har larven ædt, hvad larven levnede, har gnaveren ædt.”
Den ene plage og forbandelse vil følge den anden, så der ikke er noget som helst mad tilbage.
Joel 1,5-7: “Vågn op, og græd, I berusede! I skal jamre, I som drikker vin, for mosten går jeres mund forbi. Et folk er draget op imod mit land, mægtigt og uden tal, dets tænder er løvetænder, det har hunløvens kæber. Det har ødelagt mine vinstokke og knækket mine figentræer. Det flåede og skrællede barken af dem, så deres grene stod hvide.”
En frygtindgydende hær vil komme og knuse landets vinstokke og figentræer. Men dette er bare en del af forbandelsen og dommen. For landet har vendt Gud ryggen og er bl.a. holdt op med at bringe afgrødeoffer og drikkeoffer til templet (v.9). Derfor rammes landet af de ulykker, som Moses allerede advarede folket om i ørkenen (5 Mos 28,15-69).
Joel 1,10-12: “Marken er ødelagt, agerjorden sørger; ja, kornet er ødelagt, mosten slår fejl, olien sygner hen. Bønderne bliver til skamme, og vindyrkerne jamrer over hveden og byggen, for høsten på marken slog fejl. Vinstokken tørrer ud, figentræet sygner hen, granatæbler, palmer og æbletræer – alle markens træer visner. Ja, glæden er gjort til skamme blandt menneskene.”
Udråb en faste!
Flettet ind imellem alle beskrivelserne af landets forfærdelige tilstand, fremhæver Joel igen og igen, hvad landet skal gøre.
Joel 1,13-14: “Klæd jer i sæk, og hold klage, I præster! I skal jamre, I som gør tjeneste ved alteret. Gå ind og tilbring natten klædt i sæk, I som gør tjeneste for min Gud. For afgrødeofre og drikofre bringes ikke til jeres Guds hus. Udråb en hellig faste, udråb en sørgefest! Saml de ældste og alle landets indbyggere i Herren jeres Guds hus, og råb til Herren!”
I bogens andet kapitel fortsætter Joel med at beskrive den forestående dom ved at beskrive, hvor frygtindgydende den hær, som kommer, vil være.
Joel 2,6-8: “Folkeslag bæver for dem, alle ansigter bliver hede. De farer frem som helte, de stormer mure som krigere; enhver følger sin bane og viger ikke fra sin vej. De går ikke i vejen for hinanden, men holder retningen; de trænger frem under en regn af spyd og lader sig ikke standse.”
Men det værste er ikke selve hæren. Det værste er, at dette er Herrens dag. Herren har ikke bare glemt sit folk. Han er blevet så rasende på det, at han er den, der selv vil straffe det. Den forestående dom kaldes faktisk for “Herrens dag” (Joel 2,1).
Joel går så vidt i sit domsord, at han kalder denne hærstyrke for Guds hær.
Joel 2,10-11: “Foran Herren skælver jorden, og himlen ryster; sol og måne formørkes, og stjernerne skinner ikke længere. Herren løfter røsten foran sin hærstyrke. Hans hær er vældig, mægtig, når den udfører hans befaling. Stor er Herrens dag, frygtelig er den! Hvem kan udholde den?”
MEN hvis mit folk vil faste!
Joel 2,12-15: “Men selv nu siger Herren: Vend om til mig af hele jeres hjerte med faste, gråd og klage! Sønderriv jeres hjerte og ikke jeres klæder, vend om til Herren jeres Gud! For han er nådig og barmhjertig, sen til vrede og rig på troskab; han kan fortryde ulykken. Måske vender han om og fortryder og lader sin velsignelse blive tilbage, så I kan bringe afgrødeoffer og drikoffer til Herren jeres Gud. Stød i hornet på Zion! Udråb en hellig faste, udråb en sørgefest!”
Det er her, at hele bogen tager en drejning, og i stedet begynder at beskrive, hvad Gud vil gøre, når folket har fastet og ydmyget sig. Det er her, at Guds store og nådige hjerte bliver åbenbaret.
Joel 2,18-19: “Da brænder Herren af nidkærhed for sit land, han skåner sit folk. Herren siger til sit folk: Se, jeg sender jer korn, vin og olie, så I bliver mætte. Jeg gør jer ikke mere til spot blandt folkeslagene.”
Den Gud, som var så rasende på sit folk, at han skulle til at knuse både landet og folket, er fortsat ligeså lidenskabelig. Men pludselig er hans lidenskab vendt den modsatte vej. Fordi folket fastede!!!! Nu brænder han efter at skåne sit folk. Ja, han vil både velsigne dem og mætte deres behov. Senere beskriver Joel endda, hvordan Gud vil erstatte alt, hvad forbandelserne forårsagede af ulykker.
Det er vanskeligt for os at forestille os et menneske, som går direkte fra at være rasende over et andet menneskes ondskab til pludselig at blive ligeså lidenskabelig for at velsigne det samme menneske … fordi dette menneske ydmygede sig. Vi tænker, at det er nåde nok, at de ikke rammes af dommen. Men sådan tænker Gud ikke. Så snart folket har ydmyget sig og omvendt sig, vil han gøre langt mere end at vise nåde. Han vil åbenbare en lidenskab for at velsigne, som er mindst ligeså stor som hans raseri over synden.
Når vi faster for Danmark, handler det altså ikke bare om at bremse dommen og hindre forbandelserne. Igennem faste baner vi vejen for, at Gud kan brænde af lidenskab for vores nation. For at bringe forsoning, genoprettelse, liv og meget, meget mere. Gud, det er det, som vi længes efter at se!!!
Bed derfor om:
- At vores fastebevægelse må blive en døråbner for Guds hjerte, så han får plads til at demonstrere hans længsel efter genoprettelse, lægedom og forsoning.
- At Gud må føre os dybere ind i fasten, så kan hente endnu større velsignelser fra himlen.
- At Gud må give os nøgler, som baner vejen for hans lidenskab efter at velsigne Danmark.