Skrevet af Peter Tinggaard
2 Kor 12,8-9: “Tre gange bad jeg Herren om, at den måtte blive taget fra mig, men han svarede: »Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.« Jeg vil altså helst være stolt af min magtesløshed, for at Kristi magt kan være over mig.”
Som mennesker vil vi meget gerne være dygtige og kompetente. Det er jo det, som er vores hovedmål i opdragelsen af vores børn: At de skal blive mere og mere selvstændige og i stand til at klare sig selv. MEN hos Gud går opdragelsen i en helt anden retning. Han kalder os ikke til at være stærke, men svage. Han opfordrer os ikke til at være selvtilstrækkelige, men til i stedet at være dybt afhængige af ham. Således udstiller 2 Kor 12,8-9, hvorledes vores magtesløshed baner vejen for, at Guds styrke kan være og forblive over os. Det græske ord, som oversættes til “være over” mig i den autoriserede oversættelse er ordet “episkenoo”. Direkte oversat betyder det “at bo – som i et telt” eller “at slå sit telt op hos”. Med andre ord, Guds styrke vil hvile over os og “tage bolig i vores liv” – når vi er svage og skrøbelige. Mon ikke det er noget, som vi alle længes efter?
Et hjortekid bliver reddet
Følgende historie afspejler på en rigtig god måde, hvordan vores svagheder påvirker himlens Gud. Når vi kommer til ham med vores afmagt og hjælpeløshed, vækker det noget helt særligt i hans lidenskabelige faderhjerte.
En mand var stået tidligt op og var ude at gå, da han hørte gøen fra nogle hunde, som jagtede en hjort. Pludselig kunne han se dem komme imod sig. Det var et lille hjortekid, som blev jagtet og det var tydeligt, at det snart var ude med det. Den sprang over hegnet og krøb sammen et par meter fra manden, og straks fulgte to af hundene efter den. I panik løb hjortekiddet hen til ham og pressede sit hoved ind imellem hans ben. Han tog den op i sine arme og holdt den ind til sit bryst, imens han svingede sig omkring og kæmpede for at holde hundene på afstand. I dette øjeblik var han ikke i tvivl om udfaldet. Ligegyldigt hvor mange hunde, der angreb, ville de ikke få dette hjortekid. Ikke tale om. Ikke efter at den med sin skrøbelighed havde søgt hjælp fra hans styrke.
Sådan opleves det også for Gud, når vi i vores svaghed søger hjælp fra hans uendelige styrke! Han vil sætte himmel og jord i bevægelse for at hjælpe os.
Vi er alt for vant til at tænke på en stærk tro som noget, der er urokkeligt og sikkert. At nogen bare ved, at de ved, at et eller andet vil ske. Men vers som 2 Kor 12,9 viser os essensen af den tro, som baner vejen for Guds indgriben i vores umulige situationer. En tro, som i sig selv er svag, men som presser sig ind i Guds enorme styrke. For det, som mennesker foragter, elsker Gud. Vores svaghed er langt fra noget, der skræmmer Gud væk, men snarere noget, som vækker hans faderlige hjerte for os. Den får ham til at drage nær. Ja, den baner en vej for hans enorme styrke til at “slå sit telt op i vores liv”.
Mens jeg skriver denne andagt, bliver jeg mindet om et af mine favorit citater om bøn. Den synliggør, hvorledes Gud kalder os til at blive dybt afhængige af ham – i stedet for at blive den slags kompetente og selvtilstrækkelige kristne, som har styr på det hele og ikke har brug for hjælp.
“Vi har et problem, når vi antager, at bøn kan læres på samme måde, som man lærer matematik eller mekanik. For derved placerer vi os selv i en slags lederposition, hvor det er os, der er kompetente og har kontrol med det hele. Men når vi beder, bør vores position være som en tjeners, hvor vi bevidst overgiver kontrollen til en anden og villigt accepterer vores egen inkompetence. Sandheden er nemlig, at vi alle kommer til bønnen med et forfærdeligt virvar af forskellige motiver; gavmildhed og selviskhed, barmhjertighed og foragt, kærlighed og bitterhed. På denne side af evigheden, vil vi aldrig blive færdige med at isolere det gode fra det onde og det rene fra det urene. Men Gud er stor nok til at favne os med alt, hvad vi er. Det er jo det, nåden handler om. Vi er ikke blot frelst af denne nåde, men vi lever også i den. Og vi beder ved den.” – citat af Richard J. Foster (hentet fra bogen “Mægtige kilder af visdom”).
Så Gud, giv os mod og visdom til at være inkompetente og dybt afhængige af dig. For det er vores svaghed, der baner vejen for din styrke, ikke vores styrke. På samme måde er det vores ydmyghed, som baner vejen for Guds nåde over vores liv. Omvendt står der faktisk, at Gud står de hovmodige (selvtilstrækkelige, kompetente) imod (jf. Jak 4,6). Hvis vi vil se vækkelse i Danmark, vil det aldrig ske igennem vores styrker. For det er vores magtesløshed, som lægger en landingsbane for Guds styrke og nåde over vores nation.
Bed derfor om…
- At vi må lære at elske og acceptere vores menneskelige svagheder, så Gud kan få plads til at stråle igennem os.
- At vi må få styrke til at se os selv, som Gud ser os. Både vores styrker og vores svagheder.
- At vores kristne fællesskaber må blive steder, hvor folk kan være skrøbelige, ægte og hudløse.