Skrevet af Peter Tinggaard
Joh 1,12-13: “Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.”
Mens Jesus vandrede på jorden, kaldte han sin himmelske far for Abba (Mar 14,36). Det var et aramæisk ord, der blev brugt af små børn, når de tiltalte deres fædre. Far! Farmand! Senere døde han på korset og betalte derved prisen for, at alle mennesker kunne træde ind i den samme tætte relation til Gud. Det er den største gave, der nogensinde er blevet givet i hele universets historie – og det var Gud selv, der udtænkte den. For det er den, Gud er – evighedens fader (jf. Es 9,5) og han har udvalgt dig og mig til at blive hans højtelskede og dyrebare børn.
I mine øjne er dette Bibelens allervigtigste åbenbaring af Gud. Derfor hører vi også, at Helligånden målrettet går efter at fremkalde denne åbenbaring i os alle. Rom 8,15-16: “… men I har fået den ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba, fader! Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn.” Gal 4,6: ”Og fordi I er børn, har Gud sendt sin søns ånd i vore hjerter, og den råber: Abba, fader!”
Gud erklærer klart og tydeligt, at vi er hans børn og at han er vores farmand. Han ønsker nemlig, at vores forhold skal afspejle det forhold, der er imellem en kærlig far og dennes højt elskede barn. En relation, som slet ikke bygger på ligeværdighed.
Tænk fx på en lille, nyfødt baby. Den har ligget ni måneder i mors mave i modtagermodus og suget til sig af varme, mad og kærlighed uden at give et hak tilbage, andet end kvalme, vægtforøgelse og en del besvær. Efter fødslen fortsætter den samme uligevægtige arbejdsfordeling. Barnet spiser, sover og laver i bleen og bliver overdynget med varme og kærlighed, men giver strengt taget ikke meget tilbage. Men pludselig en dag smiler det lille barn til sin mor. Og moderen overvældes af taknemlighed i en sådan grad, at hun får tårer i øjnene. Hvis det handlede om ligevægt, burde moderen overhovedet ikke blive berørt af det lille smil. I forhold til alt det, hun har givet til barnet, er et lille smil jo ingenting. Men det handler ikke om ligevægt. Den taknemlighed, som en jordisk mor eller far oplever i en sådan situation, afspejler på en god måde, hvordan Gud oplever og opfatter alle mennesker. Selv det mindste smil rettet mod ham vækker en sådan begejstring i hans hjerte, at han billedlig talt får tårer i øjnene.
Det er selvfølgelig vanskeligt for os at acceptere en kærlighed og taknemlighed, som langt overgår det, vi fortjener. Men sådan er Guds kærlighed. Når man forener de to - hans kærlighed og taknemlighed – får man et billede af faderens kærlighed på hans præmisser. En kærlighed som er så overstrømmende stor, at han bliver taknemlig hver gang, han får lov til at give noget til nogen. Han vil kærlighedens og nådens vej af hele sit guddommelige hjerte, og derfor stortrives han, når han får lov til at give noget til os. Kort sagt, Gud elsker at elske. Det er det allerbedste, han ved. Når vi giver ham plads til at elske os, giver vi ham derved lov til at demonstrere, hvem han virkelig er.
Lad os i denne uge åbne vores hjerter for, at vi hver især må erfare nye dybder og højder af Guds kærlighed. Tag dig derfor god tid til at meditere over denne bøn, som Paulus nedskrev i Efeserbrevet.
Ef 3,14-19: “Derfor bøjer jeg mine knæ for Faderen, efter hvem hvert fædrenehus i himlene og på jorden har navn, og beder om, at han i sin herligheds rigdom med kraft vil give jer at styrkes i det indre menneske ved hans ånd, at Kristus ved troen må bo i jeres hjerter og I være rodfæstede og grundfæstede i kærlighed, så at I sammen med alle de hellige får styrke til at fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, og til at kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I fyldes, til hele Guds fylde nås.“