Uge 12 Den største fare

Skrevet af Peter Tinggaard

I løbet af det sidste år har der været et enormt fokus på Europas og Danmarks flygtningeproblem, fordi der er kommet et meget stort antal flygtninge til Europa. Katastrofer, som tidligere var langt væk fra os, er pludselig kommet helt tæt på. Således smager vi nu konsekvenserne af verdens kriser på meget nært hold. Desuden har mediernes massive dækning af krisen fyldt vores stuer og vores tanker med informationer om sagen, så vi derved er blevet bombarderet med en voldsom mængde tanker, følelser, meninger og holdninger. For mange danskere har alt dette skabt en masse frygt og usikkerhed. Særligt i forhold til de mange muslimer, som vi har lukket ind i vores land.

Men hvordan skal vi som forbedere håndtere denne krise? Hvad er det, vi skal bede om? Hvad er det egentlig, Gud er ved at gøre i denne tid, som han kalder sin kirke til at samarbejde med ham i?

En drøm med Jesus og de fremmede

En af vores trofaste forbedere fra Faste for Danmark modtog en stærk profetisk drøm eller syn, som jeg her vil dele, fordi jeg tror, at den indeholder et budskab fra Gud til os.

“Om jeg sov eller var vågen, ved jeg ikke, men jeg så et festlokale, hvor vi havde dækket op dagen i forvejen. Da jeg kom dertil, kunne jeg ikke komme ind, fordi der var låst. Men jeg kunne høre, at der var nogen derinde. Så blev døren åbnet – og det var fremmede mennesker, som var derinde. Jeg blev gal, tog en stor sofa pude og bankede til dem, mens jeg sagde: “Det er en familiefest og I er ikke inviteret!” Da den sidste var kommet ud, så jeg Jesus komme imod mig. Han sagde: “Jeg har inviteret dem. De hører til familien!” Da måtte jeg bede om forladelse for min opførsel og mine tanker.”

Harun Ibrahim, som var en af årets talere på bedeugen i Kolding, afleverede et lignende budskab til os. Han fortalte os, at det var en gave fra Gud, at han havde sendt muslimerne til os. For som kristne er det vores kald at nå dem, og nu behøver vi ikke at rejse (med fare for livet) til et lukket muslimsk land, men kan nå dem lige i vores by. Vi behøver heller ikke at bruge mange år på at lære et vanskeligt fremmedsprog, fordi det nu er dem, der skal lære vore sprog.

Hans budskab blev forstærket af to andre talere fra bedeugen, som netop arbejder med flygtninge i Danmark. De fortalte, at der i denne tid er hundredvis af muslimer, der tager imod Jesus som deres Herre. I den ene danske by efter den anden er der store grupper af muslimer, som omvender sig og lader sig døbe. Hvis det fortsætter på denne måde, vil der i løbet af nogle år, være tusindvis af muslimer, som har givet deres hjerter til Jesus.

Hvis frygt er det primære, vi mærker, når vi tænker på landets muslimer, betyder dette, at vi slet ikke har grebet, hvor stor og fantastisk vores Gud er. Himmelens uendelige Skaber er ikke bange for noget. Han er så stor, at selv mørkets fyrste er som intet i forhold til ham. Hvis vi lever vores liv ud fra sandheden om den, Gud er, vil det i stedet være mørkets magter og ikke os, der har grund til at være bange. Det er muslimerne, som er kommet til Danmark, som har grund til at frygte. For de er på Guds “Most Wanted” liste – og han viger ikke tilbage, før han har åbenbaret sig for dem. Han har i årevis gjort det igennem drømme og syner, mens de levede i lukkede lande, men nu kan han endelig gøre det igennem kristne, som dig og mig.

Som kristen nation er det ikke ydre fjender, som er vores største fjende. Det er vores egen “venden sig fra” Gud, som er den største fare for landet. For det er kun, hvis fjenden kan få adskilt os fra Gud, at han har en chance imod os. I denne sammenhæng kommer jeg til at tænke på beretningen om spåmanden Bileam. Kong Balak af Moab var rædselsslagen for det jødiske folk, på grund af den underfulde og fantastiske Gud, som var i deres midte. Derfor tilkaldte han spåmanden Bileam, så han kunne forbande Israel. Men spåmanden Bileam kunne ikke andet end at velsigne det folk, som var velsignet af Gud. Dog slutter historien med Bileam ikke dér. Senere, i 4 Mos 31 kan vi læse, hvordan det moabitiske folk sendte deres kvinder ind til det jødiske folk, så de – efter det råd, Bileam havde givet dem (jf. v. 15-16) – kunne lede Israel til hor og frafald. Tilsyneladende har Bileam sagt noget i denne retning til kongen: “Så længe himmelens Gud er i blandt dem, har du ikke en chance. Men hvis du kan få dem til at fjerne sig fra Gud ved at tilbede andre guder, vil det være Gud selv, der vender sig imod sit folk.”

Det er det samme med Danmark i dag. Der er ingen grund til at frygte menneskelige eller dæmoniske fjender, hvis vi tror, at Gud er iblandt os. Det er vores “venden os væk” fra Gud, som er det, vi bør frygte mere end noget andet. Selv Islams ånd er som intet i forhold til Gud. HVIS vi giver Gud plads til at leve og herske iblandt os, vil alle andre magter skulle bøje knæ for ham. For han er den fuldkomne kærlighed, som fordriver AL FRYGT!

Bed derfor om …

  • At Gud må vise sine forbedere, hvordan vi kan rense landet for enhver synd, der skiller os fra Gud.
  • At Gud må hjælpe os til at se på muslimer med Guds øjne. Ud fra hans enorme kærlighed og med tanke på hans grænseløse magt.
  • At Gud må rense os og hele landet fra den bølge af frygt, der er skyllet ind over os.
Faste for Danmark