Skrevet af Peter Tinggaard
I sin berømte bjergprædiken lærer Jesus os om tre kristne discipliner, som han forventer, at vi skal praktisere. Han siger: Når I giver (Matt 6,2), når I beder (Matt 6,7) og når I faster (Matt 6,16). Han siger ikke: Hvis I vil give eller bede eller faste, men når … , fordi han forventer, at vi skal gøre det. Han praktiserede selv alle tre discipliner og forventede, at vi skulle gøre det samme.
Desværre har vi som moderne kirke mistet forståelsen for fastens magt, fordi vi hellere vil have en kristendom, der ikke koster os for meget og fordi vi mangler fastende rollemodeller i vores midte, som kan udstille for os, hvor fantastisk livgivende og livsforvandlende fasten kan være. Men dette er et tab af enorme dimensioner for kirken, fordi fasten er en del af vores gudgivne udrustning til tjenesten og uden den vil vi gå glip af kostbare himmelske velsignelser, som Gud ellers havde klargjort til os.
Forestil jer, hvis kirken i stedet havde glemt at praktisere bønnen eller givertjenesten. Begge dele ville have katastrofale konsekvenser for kirken. Uden bønnen ville kirken miste sin kontakt til Gud og uden givertjenesten ville dens omsorg og barmhjertighed for verden tørre ud. Men hvad er det så, kirken har mistet, ved ikke at praktisere fasten? Hvad er det, vi mangler i vores efterfølgelse af Jesus, som vi ikke har, fordi vi kun gøre meget lidt brug af fasten? Gør dette til et spørgsmål, som du selv stiller til Gud på din fastedag.
Jeg kunne selv komme med nogle overvejelser og svar angående spørgsmålet, men jeg oplever, at jeg i stedet skal dele nogle af mine oplevelser fra min 40 dages faste i år, fordi Gud ønsker at gøre jer sultne efter mere. Han kalder os ikke til at faste, fordi han vil tage noget fra os, men fordi han vil give langt større ting til os.
Inden jeg tog denne 40 dages faste på bare vand (som blev til en juicefaste fra dag 30 pga. saltmangel og sygdom), havde jeg aldrig prøvet at faste i mere end 10 dage. Derfor havde jeg aldrig oplevet, hvor livgivende og livsforvandlende en lang faste, kan være. Jeg troede på fastens magt som et bibelsk begreb og praktiserede den også en del, men jeg havde meget små forventninger til den. Jeg fastede kun af pligt og jeg havde aldrig lyst til det. Det var noget, som skulle overstås. For sådanne kortere fasteperioder lærte mig først og fremmest, at faste medfører smerte, frustrationer og ubehag. At den også skulle bringe liv på den anden side af ubehaget, havde jeg ikke rigtig oplevet. I hvert fald ikke indtil jeg tog en sådan lang faste.
Her er en smagsprøve på nogle af de ting, som Gud gjorde i denne 40 dages faste:
- På samme måde som kroppen bliver udrenset af en længere faste, så følte jeg mig enormt renset i min sjæl og ånd igennem fastetiden. Det var som om forskellige frustrationer og irritationer i forhold til kirker og konkrete personer blev renset ud af mig – uden at jeg overhovedet fokuserede på det.
- Jeg har aldrig oplevet så meget kraft og salvelse i min betjening af folk, som jeg oplevede det i denne fastetid. De folk, jeg bad for, oplevede store gennembrud – og mens Gud brugte mig til at sætte andre fri, virkede den samme kraft i mit eget liv også. Efter fasten har jeg bl.a. erfaret, at jeg er langt mere ligeglad med andres meninger og tanker. Den slags budskaber, som jeg tidligere ville have afleveret med frygt og bæven, kan jeg nu aflevere med glæde og forventning. Samtidigt har jeg en helt anden frimodighed i forhold til min egen tjeneste.
- Gud åbenbarede sit faderlige hjerte på en sådan måde, at jeg er blevet forandret af det. Han lærte mig om sin faderlige velsignelse og førte mig igennem en proces, hvor jeg selv bad min jordiske far om denne velsignelse. Og jeg kan bevidne, at jeg igennem hele processen har fået et langt større “faderhjerte” for både mine egne børn og for andre mennesker.
- 40 dages faste fra medier og fra alverdens daglige indtryk efterlod mig med en dyb og overnaturlig fred i mit indre. Dagen efter min faste sad jeg fx i 10 minutter og iagttog en sommerfugl uden for vinduet, mens jeg spiste lidt yogurt. Jeg var i hvile og det var fantastisk!
- I den sidste halvdel af min faste (og især i de sidste 10 dage) oplevede jeg Guds nærvær hver eneste dag. Jeg har aldrig før oplevet, at Bibelen kunne være så levende eller at Gud kunne tale til mig igennem så mange forskellige ting. Igen og igen blev jeg rørt til tårer over noget, jeg læste eller så, fordi Helligånden arbejdede i mit indre.
Jeg kunne nævne endnu flere ting, men det må være nok for nu. Jeg håber, at Gud har antændt dit hjerte for mere. Jeg kan personligt bevidne, at jeg i dag har en helt anden passion for at faste og at jeg rent faktisk kommer til at snakke om det igen og igen. For første gang i mit liv glæder jeg mig til næste gang, Gud vil lede mig til at faste i længere tid. Men jeg har samtidigt lært, at selv en dags faster og delvise faster kan give mig meget af det samme som en lang faste. For nøglen, som baner vejen for fastens mange velsignelser, er ikke afhængig af et vist antal fastedage. Det er min indstilling til fasten, som låser op for velsignelserne. Hvis jeg vil faste med forventning og glæde i stedet for at behandle fasten som en sur pligt, der bare skal overstås, så vil jeg allerede fra dag et være klar til at smage store og fantastiske velsignelser.
Bed derfor om:
1) At Gud må lære dig at faste med forventning og glæde – ved at lade dig smage fastens velsignelser.2) At kirken igen må lære at faste, så Gud derved kan få meget mere plads.
3) At vores fastebevægelse for Danmark må være salvet af Gud til at åbenbare for andre, hvor mange velsignelser Gud vil give sit folk igennem fasten.
4) Husk også dit spørgsmål til Gud: Far, hvad har kirken mistet ved ikke at praktisere fastens disciplen?