Skrevet af Peter Tinggaard
Sl 66,1-2: “Bryd ud i fryderåb for Gud, hele jorden, lovsyng hans herlige navn, giv ham ære og pris!”
Sl 81,2: “Bryd ud i jubel for Gud, vor styrke, bryd ud i fryderåb for Jakobs Gud!”
Bibelen udfordrer os til at tilbede Gud med alt, hvad vi er, og den giver os samtidigt et helt pallet af forskellige udtryksformer, som den fortæller os, at vi skal bruge. Vi skal synge til Gud (Sl 96,1), løfte hænderne (Sl 141,2), danse (Sl 149,3), kaste os ned (Sl 95,6), knæle (1 Kong 8,54), klappe i hænderne (Sl 47,2) og være stille for Gud (Sef 1,7). Desværre har vi mistet meget af denne rigdom i vores kirker, så vi primært tænker på “at synge sange til Gud”, når vi taler om tilbedelse. Men sange i sig selv er en fattig form for tilbedelse, hvor det let bliver en begrænset del af os selv, som vi giver til Gud. Det bliver ofte bare vores hoveder, der forholder sig til sandheden i de ord, vi synger (mere eller mindre helhjertet) – og det kræver heller ikke den store overvindelse at give en sådan tilbedelse. Men Gud fortjener mere!
I denne uge skal vi rette blikket mod en af disse former for tilbedelse, som næsten ikke bliver brugt. Nemlig RÅBET. Selv om Bibelen lærer os, at vi skal “bryde ud i fryderåb” for ham, er det kun meget få kristne, der virkelig gør dette. Og siden vi næsten ikke oplever det til vores møder, er det blevet ekstra svært for os at komme i gang med det. Derfor ender det ofte med en meget slatten udgave af et RÅB, når nogen prøver på det.
Et glimt fra min bønneskole
Jeg husker med glæde tilbage på den bønneskole, jeg tog i 2003, hvor jeg også mødte min kone, Jofrid. Skolens leder hed Ivan Sagal, og han var en helhjertet forbeder, som fik meget stor betydning for mit liv. Der kunne siges mange skønne ting om ham, men det, jeg vil fremhæve i denne andagt, var hans råb. Han praktiserede virkelig “at RÅBE” som en del af hans tilbedelse/forbøn, og som elever på bønneskolen blev det hurtigt meget klart for os, at hans råb havde en mægtig virkning. Der opstod gennembrud og forvandling i atmosfæren, når han råbte. Han banede også vejen for os andre ved sin udholdenhed på dette område, så det med tiden blev mere og mere almindeligt, at der var andre end ham, der råbte … når de blev inspireret til det af Helligånden.
Jeg husker fx en uge, hvor emnet var lovsang og Bjørn Aslaksen var ugens underviser. Han underviste på et tidspunkt om de forskellige udtryksformer for tilbedelse (svarende til det, jeg har beskrevet ovenfor). Undervejs kom han til råbet, hvor han som en typisk nordmand på en stille og reserveret facon afleverede selve teorien om, at vi skal tilbede Gud med råb. Men mens han talte om råbet, rejste Ivan Sagal sig pludselig og erklærede: “Lad os gøre det med det samme.” Og så ledte han ellers hele skolen i at råbe højlydt til Gud i et minut eller to. Som elever var vi blevet nogenlunde vant til dette, så vi var klar til at råbe med det samme. Men vores underviser, Bjørn Aslaksen, blev tydeligvis noget chokeret. Vi fortsatte med at råbe, indtil Ivan, vores leder, satte sig ned igen. Bjørn Aslaksen gjorde sig derefter klar til at genoptage undervisningen, men inden han nåede så langt, sprang vores leder op igen og sagde: “Jeg oplever, at vi skal råbe igen.” Og det gjorde vi så. For det var blevet en almindelig del af tilbedelsen for os.
Siden denne bønneskole har jeg ofte råbt, når jeg blev ledt til det. Men jeg må desværre indrømme, at det mest er sket, når jeg er alene. For det kræver godt nok en del overvindelse at råbe i tilbedelsen, når man er sammen med andre. Men jeg vil gerne tilbage til den frimodighed, som jeg fik på bønneskolen, hvor Ivan banede vejen for os. For jeg tror på, at Gud har givet os råbet til at bryde igennem forhindringer og til at bane vejen for gennembrud. Ligesom vi ser det udstillet for vores indre øjne i historien om Jerikos uindtagelige mure, der blev væltet, da folket RÅBTE.
Jesus råbte:
Der findes en række afgørende situationer i evangelierne, hvor Jesus selv råbte. Fx Joh 7,37-38: “På festens sidste og største dag stod Jesus frem og råbte: »Den, der tørster, skal komme til mig og drikke. Den, der tror på mig, skal det gå, som Skriften siger: ›Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand.‹” Du kan selv prøve at råbe det, Jesus råbte, hvis du vil mærke, hvad et råb gør. I dette tilfælde forbinder det os med Jesu længsel efter mere af Helligånden i vores liv.
Jesus råbte også to ting fra korset. Matt 27,46: “Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Elí, Elí! lemá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«” I Lukas udgaven hører vi om en anden ting, han råbte: “Og Jesus råbte med høj røst: »Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.« Da han havde sagt det, udåndede han (Luk 23,46). Begge råb henvender sig til Gud og de udstiller tilsammen, hvor helhjertet Jesus gav sig selv til Gud – koste, hvad det koste må. Det næste, der skete, var både profetisk og helt utroligt: Matt 27,51: “Og se, forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Og jorden skælvede, og klipperne revnede, … ” Forhænget var ellers placeret foran det allerhelligste i templet for at forhindre mennesker fra at komme ind til dette hellige sted. Men da Jesus råbte til Gud og samtidigt gav sig selv, med ALT, hvad han var til ham, blev der banet en ny vej helt ind i Guds nærvær. Alt, hvad der tidligere kunne hindre mennesket fra at komme ind i Guds nærvær, var derved blevet overvundet.
Lad os bede om:
- At kirken må lære at tilbede Gud med alt, hvad vi er, ved at bruge de forskellige udtryksformer, som Bibelen giver os. (Vi er alle sammen langt mere bundet og hæmmet, end vi ofte vil indrømme)
- At konkrete lovsangere og forbedere må få mod til at bryde igennem og bane vejen for os andre med hensyn til at råbe.
- At Gud må synliggøre, hvad der bremser både den enkelte forbeder og vores kirker, fra at råbe.