Skrevet af Peter Tinggaard
Joh 7,37-39: ”På festens sidste og største dag stod Jesus frem og råbte: »Den, der tørster, skal komme til mig og drikke. Den, der tror på mig, skal det gå, som Skriften siger: ›Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand.‹ « Det sagde han om den ånd, som de, der troede på ham, skulle få. For Ånden var der endnu ikke, fordi Jesus endnu ikke var herliggjort.”
Det er interessant, at Jesus siger disse ord som en del af en stor festdag. Det var afslutningsdagen for fejringen af løvhyttefestdagene, hvor de i syv dage havde fejret de ting, som Gud havde gjort for dem i ørkenen. Blandt andet tabernaklet, som var det telt, der havde båret Guds nærvær i deres midte. Der var således samlet mange tusinde jøder til festen og der var uden tvivl en forfærdelig masse larm; som til enhver stor fejring. De var optaget af at feste, men Jesus var optaget af at give dem noget, som var endnu bedre. Sådan har Jesus det også med det danske folk. De er optaget af at feste og af at have det sjovt, men han vil give dem noget, som er langt bedre.
”Den, der tørster, skal komme til mig og drikke” Jesus erklærede, at ”enhver som tørster” skulle komme til ham og drikke. Han sagde dette, før han profeterede om den flod, der skulle strømme ud af alle troende, fordi det var og er selve forudsætningen for, at floden kan strømme ud af os. Vi må altså først komme til Jesus og drikke af det, han giver til os, før vi kan gøres til det folk, som Ånden kan strømme ud af som en flod.
Dette er en meget vigtig del af vores klargøring som vægtere for Danmark. Hvis Ånden skal kunne strømme som en flod ud af os, må vi først drikke af det, Jesus giver til os. Han er vores indgang til kilden og det er kun det, som strømmer ud fra ham, som virkelig har kraft til at ændre vores byer og hele vores land. Det, som vi har i vores egne hjerter, kan ikke ændre særlig meget. Floden strømmer ikke ud fra vores evner og vores gode ideer, men ud fra Jesus og det, han giver til os.
Hvis ikke vi er tørstige efter ham, vil han ikke kunne gøre Danmark tørstig igennem vores bønner! Lad 2017 blive året, hvor du bliver mere tørstig og desperat efter ham end nogensinde før.
- Tag derfor lidt tid til at overveje, hvad Jesus er for dig. Hvad er det, han har gjort for dig? Han gav sit liv, så vi i ham kunne få del i alle himlens åndelige velsignelser! (Ef 1,3).
- Overvej så dette: Er jeg selv tørstig efter ham? Længes jeg efter ham og det, han har til os? Jo tørstigere vi er efter ham, jo mere vil han (og Helligånden) kunne strømme igennem os.
- Bed derfor om, at Gud i denne uge vil give dig en voldsom tørst og længsel efter Jesus. Og hvis der er noget, som bremser eller underminerer din tørst, så er dette din dag til at få det renset ud.