Skrevet af Peter Tinggaard
Joh 14,22-24: “Judas, ikke Iskariot, sagde til ham: »Herre, hvordan kan det være, at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden?« Jesus svarede ham: »Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig.”
I disse vers åbenbarer Jesus et af de vigtigste forudsætninger for, at den profetiske tjeneste kan blomstre i vores menigheder. Han vil tale til dem, der vil gøre, hvad han siger. Dvs. til mennesker og menigheder, der virkelig praktiserer, at Jesus er hoved for legemet, og selv vil bestemme, hvad der sker i sin kirke. På den anden side vil han IKKE tale til dem, der IKKE er indstillet på at gøre, hvad han siger. Det er et åndeligt princip, som rummer et fantastisk løfte: Hvis vi som kirke er indstillet på at følge Guds ledelse og de budskaber, han giver til os, vil han drage nær til os og kommunikere en masse. Ja, han vil endda demonstrere sin kærlighed til os og tage bolig i vores midte. WOW! Men hvis vi i stedet degraderer Guds profetiske budskaber til gode råd, som vi muligvis vil følge, hvis det passer ind i vores planer, kan vi ikke forvente, at Gud vil tale lige så meget.
I sidste uge fremhævede jeg, hvordan menigheden i Antiokia adlyd uden tøven, så snart det profetiske budskab var blevet afleveret. ApG 13,3: “”Udtag Barnabas og Saulus til det arbejde, jeg har kaldet dem til.« Da de havde fastet og bedt og lagt hænderne på dem, sendte de dem af sted.” Det var en menighed, som virkelig praktiserede Jesu princip. De gik målrettet efter at adlyde Guds ledelse, så snart han havde talt til dem igennem det profetiske budskab.
I mine øjne er dette endnu en grund til den “profetiske krise”, som jeg beskriver i disse uger. De fleste kirker har bevæget sig langt væk fra det nytestamentlige udgangspunkt, hvor man forventer, at Gud vil lede sin menighed igennem den profetiske tjeneste (plus en række andre måder, som Gud taler på). Gud leder os nu på andre måder, vil sådanne ledere påstå. Igennem ledelsesprincipper, menneskeskabte visioner og management. De få profetiske budskaber, der slipper igennem nåleøjet i disse menigheder, bedømmes primært ud fra, om de passer overens med de planer, som ledelsen har fremlagt. At Gud fx skulle lede menigheden i en helt anden retning end den, som kirkens ledelse har valgt, er stort set udelukket på forhånd.
Jeg har talt med en lang række forbedere fra forskellige kirker i landet, som med bedrøvelse fortæller mig, hvordan den profetiske tjeneste er blevet bremset og lukket ned i deres kirker. Mange steder er programmet for gudstjenesten så fuldt (og fastlagt), at der ikke længere er plads til Guds profetiske ledelse. Man ønsker fortsat den profetiske tjeneste, vil sådanne kirker sige, men nu skal det foregå væk fra scenen og primært være for den enkelte.
Profeterne har af gode grunde meget svært ved at acceptere denne udvikling (jf. sidste uges andagt), og derfor har jeg også mødt en voksende modvilje og frustration blandt forbedere/profeter mod de ledere, som styrer kirken væk fra det profetiske. Dette medfører, at grøften mellem de to “fløje” bliver endnu større. For profetiske budskaber afleveres igennem et menneske af kød og blod, og de vil altid blive præget af profetens tanker og følelser. Hvis der fx er modvilje mod ledelsen, vil dette ofte kunne fornemmes igennem de profetiske budskaber. Når kirkens ledere så oplever, at enkelte profeter begynder at bruge den profetiske tjeneste til et indirekte angreb på kirkens ledelse (fordi profeterne er frustreret), vil de miste tilliden til sådanne profetiske budskaber og forsøge at lukke dem ned. Dette er ikke bare teori. En lang række kirker har indført forskellige tiltag, som lægger store begrænsninger på de profetiske budskaber, fordi ledelsen på et tidspunkt har oplevet, at nogle uvise profeter brugte deres budskaber til at angribe kirkens retning. Fx har en del kirker krævet, at profetiske budskaber først skulle afleveres skriftligt til ledelsen og godkendes af ledelsen, før de kunne blive afleveret til menigheden. Begrundelsen for sådanne tiltag er netop, at der har været et eller flere profetiske budskaber, som skabte splittelse og uorden. Det er forståeligt og naturligt, men det giver os kirker, hvor Helligånden er stækket og ikke må virke eller kommunikere udenfor nogle meget fastlagte rammer.
Bibelens løsning er dog ikke ensidigt at give profeterne frit slag til at styre kirkens retning. For det ville ikke være sundt. Derfor lagde kirkens første ledere stor vægt på, at profetiske ord skulle bedømmes.
1 Joh 4,1: “Mine kære, tro ikke enhver ånd, men prøv, om ånderne er af Gud, for der er gået mange falske profeter ud i verden.”
1 Kor 14,29-33: “To eller tre kan tale profetisk, og de andre skal bedømme, hvad de siger. Men får en anden, som sidder der, en åbenbaring, skal den første tie stille, for I kan alle komme til at tale profetisk, men én ad gangen; så kan alle belæres, og alle formanes. Profeters ånder underordner sig under profeter, for Gud er ikke forvirringens, men fredens Gud.”
Hvis den profetiske tjeneste skal få sin retmæssige plads i kirkerne igen, vil det kræve, at kirkerne (særligt lederne) lærer at bedømme budskaberne. De skal lære at fornemme (ved Helligånden), hvilke dele af budskabet, som kommer fra Gud, og hvilke dele, der enten er kødelige, dæmonisk inspirerede eller blot forkerte. Det er ærlig talt en af de mest krævende åndelige discipliner, men det er også en af de vigtigste. Hvis ikke den fungerer i kirken, vil den profetiske tjeneste aldrig blive sund og frugtbar.
Bed derfor om:
- At kirken må lære at vandre med Jesus som hoved.
- At Helligånden må rejse op åndelige ledere, som kan bygge bro og skabe forsoning mellem kirkens ledere og profeterne.
- At kirken må genopdage bedømmelsens nådegave.