Skrevet af Peter Tinggaard
2 Krøn 7,14: “[Hvis] mit folk, som mit navn er nævnt over, så ydmyger sig og beder og søger mit ansigt og vender om fra deres onde veje, da vil jeg høre dem fra himlen og tilgive deres synd og læge deres land.”
Gud vil altid være så meget større og mere vidunderlig end hans gaver. Det siger sig selv. Derfor vil vi altid få meget mere fra Gud, hvis det er ham, vi søger, og ikke bare hans gaver.
Desværre lander vi som kristne gang efter gang i den grøft, hvor vi godt nok erklærer, at det er Gud, vi søger, men hvor vi i virkeligheden allerede har bestemt os for, hvad Gud skal gøre, når han kommer. Denne tendens opstår ofte, når vi er ramt af en stor og uløselig krise. Det kunne fx være en livstruende sygdom i kernefamilien. Eller nogle venner, der netop har meldt ud, at de overvejer at blive skilt. Eller en økonomisk krise, hvor man er blevet ramt af regninger, som er langt større end de midler, som man har. Det sidste eksempel er noget, som vi har oplevet mange gange, og Gud har brugt vores kriser til at udstille, hvordan vores menneskelige hjerter fungerer.
I en sådan uløselig krise bliver man så optaget af at få det ønskede indgreb fra Gud, at man næsten ligestiller Guds komme med dette indgreb. Således kommer man endda til at anklage Gud og bebrejde ham for hans manglende indgreb, fordi han endnu ikke har givet den ønskede helbredelse eller økonomiske mirakel osv. Ja, man bliver så optaget af dette ene behov, at man helt overser og næsten foragter alt det andet, som Gud gør igennem den pågældende krise. Han trøster, giver styrke, vejleder, renser, giver åbenbaring, fornyer, osv. Men vi er kun optaget af en ting: “Det må du da kunne forstå, Gud. Min kone er syg, og det er det, som vi har brug for. Vi har ikke brug for alt muligt andet! Så hvor bliver du af? Hvorfor svarer du ikke vores bønner?”
Sandheden er dog, at Gud er nær hele tiden, både nat og dag. Han har hele tiden gode og himmelske planer for vores liv. Hvis vi vil åbne vores hjerter for hans godhed, vil vi også få lov til at erfare den. Men det kan sagtens være, at hans godhed ser anderledes ud end det, vi søger. Vi må derfor holde op med at komme til Gud med en dagsorden, hvor det er os, der bestemmer, både hvad Gud skal gøre og hvordan han skal gøre det. Vi må i stedet søge Guds ansigt – som det primære – og lægge vores liv i hans hænder. For hans veje er altid bedst. De er “så højt som himlen er over jorden … “ (Es 55,8).
En historie af Graham Cooke
Graham Cooke arbejdede for mange år siden i en kirke i England. I denne kirke var der en kvindelig medarbejder, som ikke var særlig glad for ham – og det var gensidigt. De forsøgte ellers at holde sig på afstand af hinanden, men på en given dag opstod der en kikset situation. De kom gående fra hver sin retning på en gang, hvor de ikke kunne undgå at passere hinanden. Idet de nærmede sig hinanden hilste Graham på hende med det klassiske “how are you?”, og han forventede at få det klassiske svar; “I am fine!” Men det var et helt andet svar, han fik.
“Jeg ved godt, at vi ikke kan lide hinanden og at du helst ikke vil snakke med mig. Men lige nu har jeg brug for dig. Jeg har lige været ved lægen, og det viser sig, at jeg har kræft. Kan du ikke sige mig, om jeg kommer til at dø, Graham?” Hun stillede Graham dette spørgsmål, fordi hun vidste, at han havde en stærk profetisk gave. “Det kan jeg altså ikke sige dig,” svarede Graham, “Men jeg kan give dig et spørgsmål, som vil hjælpe dig til at møde Gud i din krise. Han vil selv give dig svaret på dit spørgsmål.” Hun sagde så: “Hvad skal jeg gøre?” “Du skal stille Helligånden dette spørgsmål: “Hvad er det, som du ønsker at være for mig, nu hvor jeg har fået kræft, som du ikke kunne være før?” Du skal blive ved med at stille dette spørgsmål flere gange hver dag, og så vil han møde dig.” Derefter bad Graham en simpel bøn for hende.
Omtrent ti dage senere mødte Graham kvinden igen og han sagde til hende: “Hej, hvordan går det med dig?” Hun svarede: “Jeg fik mit svar! Det spørgsmål, som du gav mig, var virkelig fantastisk, og jeg blev ved med at stille det til Helligånden, mange gange hver dag. Hver gang jeg stillede spørgsmålet, voksede min overbevisning om, at der var noget særligt, som han gerne ville være for mig. Efter et par dage glemte jeg næsten, at jeg havde kræft, for jeg blev så grebet af tanken om, at Gud ville være noget særligt for mig. Fem eller seks dage efter vores sidste samtale vågnede jeg op, midt om natten, og jeg hørte disse ord: “Jeg er Herren, din læge!” Og så var jeg helbredt.”
Matt 6,8b: “Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det.”
Gud har ikke brug for, at vi fortæller ham, hvad han skal gøre, for han ved allerede, hvad vi har brug, før vi overhovedet nævner det i bøn. Men han har brug for, at vi åbner os for ham og giver ham plads til at være den, han gerne vil være. Lad os derfor – ligesom Grahams historie lærer os – søge Guds ansigt og forvente, at han har noget særligt, som han vil være for os, hvis vi vil give ham plads til det.