Skrevet af Peter Tinggaard
Jos 24,15b: “Jeg og mit hus vil tjene Herren.“
Der er få emner, som optager landets forbedere mere end deres børn og børnebørn. På den ene side er der en enorm glæde og taknemlighed over alt det gode, som Gud har givet – men på den anden side er der en stor sorg og smerte over det, som Fjenden har stjålet fra vores familier. Jeg har selv snakket med utallige forbedere og har mærket sorgen og smerten, som sidder i hjertet på de forældre og bedsteforældre, hvor børnene og børnebørnene har fravalgt Gud og i stedet har valgt et helt andet liv.
Når børn eller børnebørn fravælger livet med Gud, rammer det forældrene og bedsteforældrene enormt hårdt. Der er en række grunde til dette:
- For det første frygter man, at sit elskede barn eller barnebarn skal ende i helvedes evige pinsler i stedet for den himmel, som Gud har klargjort til os. Der findes få tanker i hele menneskelivet, som er værre end dette, og det er slet ikke til at bære.
- For det andet føles barnets eller barnebarnets fravalg af troen som en personlig fiasko for de troende forældre. For barnets fravalg af troen opleves ofte som et fravalg af alt, hvad forældrene stod for, og det er meget let at tænke: Vi har åbenbart ikke været gode nok til at udleve Jesus i hjemmet, for hvis vores børn virkelig havde smagt, hvor god og nådig og kærlig, Jesus er, så ville de aldrig nogensinde havde vendt ham ryggen. Af denne grund planter børnenes fravalg af troen også en dyb og smertefuld skam hos forældrene, som føler, at de fejlede på den allervigtigste opgave i hele livet. I nogle kristne sammenhænge bruges vers som 1 Tim 3,4-5 til at sige, at kristne ledere forventes at have børn, der også følger troen. Således sættes der spørgsmålstegn ved, om de fortsat kan være ledere, hvis deres børn gør oprør og vender sig fra troen.
- For det tredje medfører et barns fravalg af troen mange gange også et fravalg af den nære relation med de troende forældre, fordi det ikke kun er selve troen, som barnet vender sig fra. Det er forældrenes måde at udleve troen i hjemmet, som fravælges – og dette er selvfølgelig meget tæt forbundet med barnets oplevelse af sine forældre.
Af disse tre grunde (og mange andre) fylder bønnen for de frafaldne børn og børnebørn rigtig meget i mange forbederes bønneliv. Men selv om frygten og skammen og afstanden til børnene helt naturligt medfører et utal af lidenskabelige bønner, så medfører årtier med få eller ingen bønnesvar på dette område, at troen lige så stille siver ud af bønnerne. Desuden føler mange forældre (og bedsteforældre) sig svigtet og såret af deres børn, og den slags negative følelser kan meget let sprede gift og usikkerhed ind i en forbeders hjerte.
Men Gud har andre planer …
Gud vil genoprette ruiner
Mens vi var samlet på Pottemagerens Hus i sidste weekend, læste vi sammen Es 61,1-4, hvor der tales om forskellige ting, som Ånden vil gøre. Han vil bringe godt budskab til de fattige, give lægedom til mennesker med brudte hjerter, sætte fanger i frihed, og trøste alle, der sørger. Og når han kommer over mennesker, hvor han får plads til at gøre disse fantastiske ting, så vil der være endnu en nådesgerning, som hans salvede mennesker kommer til at se. V. 4: “De skal genopbygge ruiner fra fortiden og genrejse gamle tomter, de skal genopbygge ødelagte byer, der lå i grus i slægt efter slægt.” Der tales selvfølgelig om bygninger og byer, men i mine øjne indebærer dette også, at slægterne skal genoprettes. Der skal være forsoning, frihed og genoprettelse. Det er det, som Helligånden ønsker at give os. Han ønsker at vende fædres hjerter til deres sønner og sønners hjerter til deres fædre (jf. Mal 3,24).
Ved den sidste samling om lørdagen delte vi os i mindre grupper på 3-4 i hver og gav os rigtig god tid til at bede for hinandens familier og slægter. Det medførte en af de skønneste og stærkeste bedemøder, som jeg har været med til. For vi bad for noget, som alle havde rigtig meget på hjerte, men man kunne også mærke en masse smerte, skam og selvbebrejdelse i hinandens hjerter og tanker. Men idet vi stod sammen – med tårer og frimodighed, så skete der noget i bønnen, som både knyttede hjerter sammen, bragte trøst og styrke til hver enkelt forbeders hjerte og satte noget i gang, som kommer til at få indflydelse på mange slægter.
Efterfølgende har jeg reflekteret over, hvordan Fjenden bruger dette område til at bremse og hindre mange forbedere, fordi de fleste forbedere står alene med denne byrde og samtidigt bliver angrebet med skam og selvbebrejdelse. Men hvis vi i stedet kan lære at stå sammen på dette område, tror jeg, at det vil antænde en positiv lavine af genoprettelse i utallige slægter.
Tag selv et skridt i denne retning i denne uge. Find nogle andre forbedere og afsæt god tid til at bede for jeres børn og børnebørn. Tal tro og håb ind i hinandens hjerter og bryd fjendens mange løgne og anklager. Mind Gud om hans løfter og giv Ånden plads til at fylde jeres hjerter med ild og tro.
Bed derfor om (gerne sammen med nogle andre):
- At Gud må bringe genoprettelse og nåde ind i din familie.
- At Helligånden må bryde alle fjendens løgne på dette område og give trøst i stedet.
- At Gud må vise dig, hvem du skal stå sammen med i bøn.