Skrevet af Peter Tinggaard
Hab 3,2a: “Herre, jeg har hørt dit ry, Herre, jeg har set din gerning. Lad den ske igen, før årene går, kundgør den, før årene går!”
Da Gud ledte mig til at starte vægterbevægelsen “Faste for Danmark”, gjorde han en ting meget tydeligt for mig. Hans overordnede mål med bevægelsen ville være at bane vejen for vækkelse i Danmark. For han længes efter at give os denne fantastiske gave! En landsdækkende vækkelse, som afspejler hans ufattelige storhed og lidenskab. En himmelsk epoke, hvor Gud drager nær og gør den slags tegn og undere, som han har gjort i en lang række forskellige lande igennem kirkehistorien. Dog har han aldrig brug for, at vi som mennesker forsøger at overtale ham til at gøre det, for han længes altid efter vækkelse med en lidenskab, som vores menneskelige hjerter slet ikke kan rumme. Han har heller ikke brug for, at Faste for Danmark eller en anden gruppe kristne mennesker demonstrerer, at “vi fortjener” at få vækkelse, for så ville vi aldrig få vækkelse. Nej! Når vækkelsen bryder igennem i Danmark (og jeg tror på, at det vil ske inden længe), vil den bygge på disse to ting: a) Gud længes efter vækkelse i Danmark! og b) Han vil gøre det, fordi Jesus fortjener det.
Derfor er vores opgave som vægterbevægelse IKKE at “skabe” vækkelse eller noget i den retning. For det er ene og alene Guds opgave. Han vil selv skabe Danmarks vækkelse ved at drage nær til os. Desværre tror jeg, at vi ofte tænker nogle helt forkerte tanker på dette område. Vi tænker, at vi som kristne baner vejen for vækkelse, når vi skridt for skridt fører kirken i den rigtige retning. Når vi fx bliver bedre til at bede for de syge, og til at evangelisere for vores naboer, og til at vidne om Jesus alle vegne, og til at faste og bede, så føler vi, at vi er meget tættere på det store gennembrud. Som om det var vores menneskelige tiltag, der skaber det store gennembrud. (Vi skal selvfølgelig gøre de ting, som jeg nævnte ovenfor, men det er IKKE vores menneskelige arbejde, som skaber gennembruddet.)
Vores altafgørende opgave som vægterbevægelse er altså ikke, at vi skal udrette noget stort i os selv, men snarere, at vi skal ydmyge os og lægge os ned for Gud, så han kan få plads til at gøre det, som han vil. Det er det, som faste handler om. At vi bliver mindre, så han kan få mere plads til at være den store. Tænk fx på de berømte vers fra 2 Krøn 7,14: “[Hvis] mit folk, som mit navn er nævnt over, så ydmyger sig og beder og søger mit ansigt og vender om fra deres onde veje, da vil jeg høre dem fra himlen og tilgive deres synd og læge deres land.” Vores opgave er ikke at helbrede vores land, men at ydmyge os og bede og søger Guds ansigt, og vende os fra vores onde veje … og så vil Gud selv drage nær, og han vil svare fra himlen, og tilgive vores synder og helbrede vores land. Det er således ikke vores storhed eller vores værdighed, som får Gud til at komme. Det er vores helhjertede anerkendelse af vores uværdighed og vores svaghed, som baner vejen for Gud.
Denne sandhed har Gud illustreret klart og tydeligt igennem både Bibelens og kirkehistoriens største vækkelser. Hans største indgreb sker ikke, når folket demonstrerer mere og mere “værdighed” og “storhed”. Tværtimod skete de største af Guds indgreb i tider, hvor folket var meget langt væk fra Gud og endda havde vendt sig til andre guder. Når dette ulydige og oprørske folk endelig vendte deres blik mod Gud og råbte om hjælp, så frelste han dem igen og igen. Han sendte Moses. Han oprejste dommere. Han salvede Konger. Og dette på trods af, at folket absolut IKKE fortjente Guds indgreb i disse tider. De fortjente ikke noget, men alligevel viser Bibelen os, at det netop var i sådanne nationale krisetider, at Gud kom. For selv om de ikke fortjente andet end dom og straf, så lærte de igennem krisernes smerte og mørke, at de ikke kunne redde sig selv. Hverken ved egen styrke eller ved deres afguder. Så snart de var klar til at indrømme dette, var Gud klar til at redde dem.
Gud er den samme i dag og han står klar til at redde vores land på de mest fantastiske måder, hvis vi vil indrømme, at vi virkelig har brug for hans hjælp. Han står klar til at tilgive os og vil helbrede vores land, hvis vi vil ydmyge os og bede og søge hans ansigt og vende os fra vores onde veje. Det er det, som baner vejen for Gud. Han søger ikke efter et folk, som er stærke og kompetente. Han søger i stedet efter mennesker, som er nedbøjet og ydmyge, og som af hjertet vil indrømme, at de ikke kan klare sig uden Guds hjælp. “[For] Gud står de hovmodige imod, de ydmyge viser han nåde” (Jak 4,6b).
Dette er selve grunden til, at vi faster og beder i Faste for Danmark. Vi gør det ikke, for at overtale Gud til noget eller for at bevise vores værdighed, men for at ydmyge os og indrømme: “Gud, vi kan ikke klare det uden dig!” Når vi gør det, vil Gud selv tage sig af alt det andet, og så er det blot et spørgsmål om tid, før vækkelsen kommer. For Gud vil vækkelse i Danmark og han har allerede betalt den fulde pris.
Bed derfor om:
- At vi virkelig må forstå, at Gud altid ønsker vækkelse af hele sit hjerte. Det er ham, der skal smitte os og ikke os, der skal overtale ham!
- At Gud må lære os, hvad vi skal gøre, for at bane vejen for vækkelse i Danmark.
- AT GUD MÅ GIVE OS VÆKKELSE! Fordi han vil det og fordi Jesus har betalt prisen!