Skrevet af Peter Tinggaard
Gal 5,13: “Brødre, I blev kaldet til frihed. Brug blot ikke friheden som et påskud for kødet, men tjen hinanden i kærlighed.”
“En nations sande karakter afspejles tydeligt igennem borgernes brug af deres fritid” udtalte den kristne tænker Tozer i midten af det forrige århundrede. For det er, hvad mennesker vælger at bruge deres fritid til, som udstiller deres hjertes længsler allermest.
En af de største forskelle mellem vores tid og tiden før det tyvende århundrede er netop fritiden; altså den tid, hvor man ikke sover eller arbejder. For 100 år siden arbejdede en voksen mand 12 timer om dagen, seks dagen om ugen. Og nogle gange følte de sig endda tvunget til at arbejde om søndagen, for at tjene lidt ekstra. Med andre ord havde de næsten ingen fritid.
Men takket være Guds velsignelse over landet, samt en lang række ildsjæle, der investerede blod, sved og tårer i at hjælpe landets arbejdere, er det nogle helt andre forhold, som vi har i dag. Nutidens arbejdere får to fulde fridage hver uge, og de skal kun arbejde 37 timer om ugen (mod ca. 72 eller mere for hundrede år siden). Med andre ord har vi omkring 35 timers “ekstra” fritid hver uge, som vi selv bestemmer over. Desuden er de fleste familiers økonomi blevet så god, at vi oven i købet har langt flere penge end det, vi har brug for til at overleve. Det burde være et drømmescenarie for kirken i en kristen nation, når landets folk er velsignet med så meget fritid og så meget overskud. Men det er desværre kun en meget lille del af fritiden og familiernes økonomiske overskud, som gives tilbage til Gud.
For hundrede år siden kostede det en stor del af arbejdernes kostbare fritid at komme i kirke, samt at deltage i kirkens andre møder, men på trods af dette blev møderne prioriteret forbavsende højt af kirkernes medlemmer. De udstillede derved, at Gud og kirken var både vigtig og uundværlig for dem. I dag har mennesker langt mere fritid end for hundrede år siden, men på trods af dette, bliver der brugt mindre og mindre tid på Gud og kirken. Faktisk mærker de fleste kirker en voksende tendens til, at kirkens møder sagtens kan undværes, og at alt muligt andet bliver prioriteret som værende vigtigere end kirken og Gud. Det være sig sport, fritidsaktiviteter, venne og familiebesøg, og meget andet. For hundrede år siden var søndagen (kirkens hviledag) virkelig helliget Gud, hvilket betød, at de kristne ikke ville bruge den til andet, men i dag er Gud heldig, hvis han kan få sit folk til at bruge et par timer på ham.
Mit formål med denne andagt er dog IKKE at give landets kristne folk dårlig samvittighed. For jeg ønsker ikke, at vi skal vende tilbage til tider, hvor det var pligten og den dårlige samvittighed, som drev os til at komme i kirke til hvert eneste møde. Nej, jeg ønsker i stedet, at du (min læser) skal tage et modigt og ærligt syn på den måde, som du bruger din fritid på. For det er ved at erkende sandheden om, hvad du vælger at bruge din fritid på, at du kan få en ærlig og dybdegående afspejling af dit hjertes tilstand.
Lad mig komme med et eksempel fra mit eget liv, hvor Gud hjalp mig med at se, hvad der bor i mit hjerte.
Da Gud ledte mig til at tage en 40 dages faste i 2015, blev de første 20 dage så smertefulde og vanskelige, at jeg var tæt på at opgive fasten helt. Nu tænker I sikkert, at jeg vil fortælle, hvor vanskeligt det var at undvære mad i længere tid, men det var slet ikke det, som gjorde tiden tung og smertefuld. Smerten og sorgen kom af, at jeg igennem denne periode kom til at indse, hvor meget af min glæde og tilfredsstillelse i livet, jeg får fra andre ting end Gud. Jeg havde nemlig fravalgt de fleste af de ting, som ellers fylder mit liv med glæde, trøst og tilfredsstillelse, så hele perioden skulle være afsat til Gud. Der var ingen mad, eller slik, eller fjernsyn, eller hyggebøger, og jeg forsøgte også at begrænse, hvor meget jeg var sammen med venner. Og desværre udstillede denne periode og disse afsagn, hvor lidt det dybest set er Gud, der tilfredsstiller og fylder mig med glæde i livet.
Jeg var mere eller mindre deprimeret i den første halvdel af fasten og jeg havde virkelig lyst til at opgive den, men samtidigt voksede der et kraftigt råb fra mit indre efter mere af Gud. For jeg ønskede ikke, at mit liv skulle være, sådan som jeg havde opdaget, det var. Derved blev mit hjerte forvandlet fra at søge Gud og en masse andre ting, til i stedet at søge Gud alene – koste, hvad det koste må. Det gjorde ondt og det var ikke en behagelig proces, men jeg er i dag dybt taknemlig for, at Gud førte mig igennem den. For den klargjorde mig til at søge Gud af hele mit hjerte – og til at finde ham! Således blev anden halvdel af denne faste et meget konkret opfyldelse af Jer 29,13. Jeg kom til at smage, at Gud virkelig kan tilfredsstille mig med velsignelser, som er LANGT større og LANGT bedre end det, jeg kunne få fra de andre ting. Gud vil holde sin del af aftalen, hvis vi vil søge ham af hele hjertet.
Så lad dette være din opgave for denne uge:
Tag noget tid til at overveje, hvad du rent faktisk bruger din fritid på. Og inddrag Helligånden i processen, mens du ærligt og modigt svarer disse spørgsmål:
Hvorfor bruger så meget tid på fjernsyn eller en anden hobby, mens du kun bruger meget lidt tid på Gud?
Skyldes det eventuelt, at disse andre aktiviteter rent faktisk betyder mere for dit hjerte end Gud?
Eller afslører det i stedet (som det var tilfældet i mit liv), at dit syge og sårede hjerte ikke forventer særlig meget af Gud, og derfor forsøger du i stedet at finde din trøst og tilfredsstillelse andre steder end hos Gud?