Skrevet af Peter Tinggaard
Ef 6,18: “Under stadig bøn og anråbelse skal I altid bede i Ånden og holde jer vågne til det og altid være udholdende i forbøn for alle de hellige … “
Der findes en lang række vers i det Nye Testamente, der fortæller os, at vi skal bede uden ophør. Ligesom ovenstående vers fra Ef 6. Men vi overser ofte, at Paulus i sådanne vers siger “I” og ikke “du”. Ligesom Jesus i sin berømte bøn inviterer os til at bede “Fader VOR” og ikke Fader MIN”. Med andre ord kommer vi ofte til at lægge en ekstra tung byrde på vores skuldre til at lykkes i et bønnekald på egen hånd, hvor det i stedet var Guds tanke, at vi skulle lykkes i dette kald – sammen med andre.
Det er ærlig talt en af de vigtigste lektier, som jeg har lært i de perioder, hvor jeg har svært ved at lykkes i bønnen på egen hånd. For selv om jeg i sådanne perioder har meget svært ved at være udholdende i bønnen, når jeg er alene, bliver det hele meget lettere, når jeg beder sammen med andre. Derfor går jeg ofte efter at bede sammen med andre, når jeg mærker, at bønneflammen er ved at gå ud i mit eget liv. For det fungerer ligesom et bål, hvor træstykker, der kun har gnister eller måske endda er gået ud, kan flamme op igen, når de føres sammen med andre gløder.
Dette er også en af de vigtigste grunde til, at jeg har valgt at bruge så meget tid og så mange kræfter på at lede Lykkeskær Bedehus .For jeg er fuldt overbevist om, at vi har brug for sådanne samlingssteder for bønnen, hvis vi virkelig skal have bønnen til at flamme op i Danmark. I denne uge vil jeg give dig/jer en invitation til at samles til bøn på dette sted. Ja, vi har endda valgt at give dig/jer muligheden for at få det gratis, så vi kan samle endnu flere.
Her er teksten fra Lykkeskær Bedehuses hjemmeside:
Daglig bøn
Et væsentligt element i vores vision for Lykkeskær Bedehus er den daglige og vedvarende bøn.
Men igennem de sidste par år, hvor vi har kæmpet for at få flere medarbejdere til stedet, og hvor det primært har været i forbindelse med vores forskellige stævner, at der har været folk, der kom sammen for at bede, har vi som bedehus mistet noget af det vigtigste, vi er kaldet til at gøre. Vi har mistet den daglige, vedvarende bøn.
Dette blev meget levende for stedets bestyrelse, da vi mødtes til bøn en dag i september 2022 – på et tidspunkt, hvor der var nogle alvorlige og faretruende udfordringer, som gjorde det tydeligt, at vi virkelig havde brug for Guds hjælp. Mens vi søgte Gud i bøn og lyttede til ham, oplevede vi, at Gud begyndte at tale om den daglige bøn. Han ønskede med andre ord, at dette skulle være vores primære fokus for den kommende tid. At der igen skulle samles folk dag efter dag på Lykkeskær Bedehus for at bede for Danmark og nationerne.
Alt dette blev delt ved vores bøn og delvis faste stævne i september 2022, og det medførte efter yderligere bøn og refleksion, at vi satte os et mål – med start fra november stævnet (3 – 5 nov). Sammen med vores bagland vil vi gå efter, at der fra d. 3. nov. skal være daglig bøn på stedet. Derfor har vi også klargjort kalenderen nederst på siden, hvor man kan se, hvilke dage der allerede er snuppet. Dette vil medføre to tydelige gevinster. 1) Andre forbedere vil kunne se, hvornår der er forbedere samlet til bøn på LB, så de kan komme og bede sammen med dem. 2) De vil også kunne se, hvilke dage der ikke er nogen, som har meldt sig til at bede (dvs. på de dage, hvor teksten “daglig bøn – åben samling fra kl. 10” ikke står).
Vi drømmer om, at mange forbedere vil gøre brug af dette, så de både opsøger stedet på de dage, hvor der er bøn, samt målrettet går efter at melde sig til de dage, hvor der ikke er andre, der har meldt sig. Vi ved dog, at det ikke er en opgave, som kan løses af nogle få stykker. Hvis vi skal lykkes i at have daglig, vedvarende bøn dag efter dag efter dag, vil det kræve, at vi er mange, der står sammen i bøn. Hver enkelt forbeder må overveje: Hvad kan jeg give på dette område? Hvilke dage skal jeg melde mig til? Og i forlængelse af dette: Er der andre forbedere, som jeg har lyst til at stå sammen med, så vi finder nogle dage, hvor vi kan mødes på stedet og bede sammen. (Det kunne også være et ægtepar, eller en cellegruppe, osv.)
Pris for overnatning:
Selv om stedets økonomi er presset og det umiddelbart ville være oplagt, at vi afkrævede betaling af alle, som vælger at overnatte på stedet for at give sig til bønnen, har vi som bestyrelse valgt en anden vej. Enhver, som giver mindst 4 timer til stedet pr. dag (enten i form af bøn på stedet eller ved at hjælpe med praktisk arbejde), vil blive regnet som midlertidig medarbejder og vil derfor få lov til at overnatte gratis. Men man er selvfølgelig fortsat velkommen til at give en gave til stedet :-). Hvis ikke man ønsker at forpligte sig på mindst 4 timers bøn/lovsang/praktisk arbejde, er prisen for overnatning blot 125 kr. pr. nat (og det er billigt). Dette tilbud gælder ikke, når vi har stævner.
De dage, hvor der ikke er stævne på stedet, vil man selv skulle sørge for sin mad. Lykkeskær Bedehus vil altså ikke sørge for noget mad.
Hvis du vil melde dig til at stå for bønnen en dag (med samling fra kl. 10), eller hvis du vil give et par dage til at bede for Danmark og verden på bedehuset, kan du kontakte stedet. Se kontakt info HER.
Kalender for bønnen på Lykkeskær Bedehus: