Skrevet af Peter Tinggaard
Ef 3,17-19: “at Kristus ved troen må bo i jeres hjerter og I være rodfæstede og grundfæstede i kærlighed, så at I sammen med alle de hellige får styrke til at fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, og til at kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I fyldes, til hele Guds fylde nås.”
Guds store plan for menigheden er, at den skal kende Kristi kærlighed og fyldes til hele Guds fylde nås. Men vi lever desværre i en meget individualistisk tidsalder, hvor de fleste kristne lærer at forfølge disse mål som personlige mål. “Jeg må selv lære Kristi kærlighed at kende … jeg må selv stræbe efter at få alt, hvad Gud har til mig.” Men dette er en alvorlig skævvridning af Guds plan. For det er “sammen med alle de hellige”, at vi skal kende bredden og længden og højden og dybden af Kristi kærlighed. Det er legemet i sin helhed, der skal fyldes, til hele Guds fylde nås.
Dette er også et budskab, som Ånden taler til menigheden i dag. Han siger: “Tiden for solokrigerne er forbi.” Det er et ord, som jeg har hørt flere gange fra forskellige personer. Han kalder os til at tjene sammen og til at vokse sammen. Han sætter ekstra fokus på de forskellige tjenestegaver og nådegaver, så menigheden kan blive det legeme, Gud har skabt os til at være. Et legeme af mange forskellige lemmer, hvor hver enkelt person er salvet og udrustet af Ånden til at udfylde hver sin plads. 1 Kor 12,11: “Alt dette virker den ene og samme ånd, der deler ud til hver enkelt, som den selv vil.”
Paulus taler om dette i 1 Kor 12, hvor han beskriver Guds menighed som et legeme. Efter nogle indledende tanker i v. 1-6, opremser han en lang række forskellige tjenestegaver og nådegaver, som enkelte personer kan bære i deres liv (v. 7-11). Samlet set siger han to ting om disse gaver:
1) Det hele kommer fra den samme Ånd. v. 4.
2) Han virker det hele til fælles gavn. v. 7.
Herefter udfolder han selve tanken om menigheden som et legeme (v. 14-26). Jeg vil fremhæve tre af de ting, som han siger.
1) v. 15-16: “Siger foden: »Jeg er ikke hånd, altså hører jeg ikke til legemet,« er den dog alligevel en del af legemet, og siger øret: »Jeg er ikke øje, altså hører jeg ikke til legemet,« er det dog ligefuldt en del af legemet.” Den enkelte må altså ikke sige: “Jeg hører ikke til legemet, fordi jeg ikke er som den og den!” Tværtimod ønsker Gud, at den enkelte skal sige: “Jeg er værdifuld og kirken kan ikke undvære mig!” Hvis vi bærer denne indstilling over vores liv, vil det være langt lettere for Helligånden at bruge os. Herved udstiller Paulus, hvordan mange kristne bremser Åndens virke i deres eget liv, når de ringeagter sig selv og det, Ånden har givet dem.
2) v. 21: “Øjet kan ikke sige til hånden: »Jeg har ikke brug for dig,« eller hovedet til fødderne: »Jeg har ikke brug for jer.«” Ingen del af legemet må sige til en anden del af legemet: “Du kan ikke bruges, fordi du ikke er som mig!” Dette er en befaling, som gælder hver enkelt person, men den får langt større kraft, når hele fællesskaber lever den ud. Forestil dig fx, hvis alle fra din kirke både troede og kommunikerede følgende til alle: “Vi har brug for dig præcist, som du er. Vi kan ikke undvære dig!” Det ville skabe en atmosfære, hvor du næsten ikke kunne undgå at blomstre og vokse i din tjeneste. Men hvis vi i stedet tænker og siger de ord, som Paulus siger, at vi ikke må sige, så skaber vi fællesskaber, hvor vi begrænser og hindrer hinanden.
3) v. 22-23: “Tværtimod, de lemmer på legemet, som synes at være de svageste, netop de er nødvendige, og de lemmer, som vi synes er mindre ære værd, dem giver vi desto større ære, og de lemmer, som vi undser os ved, klæder vi med desto større blufærdighed;” Paulus bygger sine tanker på erfaringer, som alle mennesker vil kunne genkende fra deres eget personlige legeme.
Når en legemsdel er svag eller syg, opdager hele legemet, hvor nødvendig og uundværlig den del er. Vi tænker ikke: “Nå, så må jeg nøjes med en hånd, fordi den anden er syg.” I stedet retter vi al vores opmærksomhed på, at den syge hånd skal skånes og plejes, så den kan blive rask igen.
Hvis der er en legemsdel, som vi “undser os ved”, vil vi helt automatisk gøre en ekstra indsats for at dække over og beskytte den. Her tænker Paulus sandsynsvis på vores kønsdele. Det er kun en syg person, som ville springe op og ned i kirken og sige: “Se, jeg har ingen tøj på!” Tværtimod ville du og jeg hurtigst muligt tildække os selv, hvis der skete et uheld, som bevirkede, at andre kunne se vores underliv. Paulus kalder os som kirke til at håndtere andres skam og svagheder på samme måde. For vi er et legeme, og derfor er andres skam også min skam. Når et legeme lider, lider vi alle sammen (v. 26).
Desværre ser jeg, at kirken i dag er meget langt væk fra det ideal, som Paulus gav os. Langt de fleste kristne ringeagter sig selv og forsøger at være som andre. Samtidigt evner vores kirker ikke at bane vejen for den enkelte ved at kommunikere følgende til alle: “Dine evner og gaver er værdifulde og vi kan ikke undvære det, som du bærer i dit liv.” Vi sætter de stærke til at lede og placerer de svage i åndelige plejehjem. Og når nogen dummer sig eller svigter, er vi meget hurtige til at udråbe fejlen til hele verden.
Bed derfor om:
- At kirken må genopdage, hvad Gud har kaldet os til at være: Et legeme. Kristi legeme på jorden.
- At hele legemet må blive et sted, hvor alt formes af hovedet. At alt, hvad vi gør, må afspejle, hvem Jesus er.
- At du selv må lære at sige: “Jeg er værdifuld og kirken kan ikke undvære mig!”