Skrevet af Peter Tinggaard
Rom 8,32: ” Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt?”
Det siges, at der lige efter borgerkrigen i USA var en slave i sydstaterne, som valgte at blive ved sin tidligere herre, selvom Lincolns nye lov var trådt i kraft, og han således var blevet sat fri. Mandens herre havde sagt til ham: ”Sam, hvis du bliver hos mig og tager dig af mig, vil jeg sørge for, at du også har det godt, efter at jeg er død.” Det var den tidligere slave gået med til. Med tiden døde herren som ventet, og så begyndte slaven at arbejde alle mulige andre steder. Han klippede græs, huggede brænde og gjorde alverdens andre ting, indtil hans gamle, gigtplagede krop ikke kunne klare mere. Nu måtte han enten tigge eller sulte.
På dette tidspunkt opsøgte en af herrens gamle venner ham undrende. Han spurgte ham: ”Sam, hvorfor lever du på denne måde? Din gamle herre indsatte $5000 på en konto i dit navn, før han døde. Hvorfor bruger du ikke nogen af dem?” Det krævede en del snak og til og med en smule pres, før den tidligere slave lod sig overtale. Han traskede langsomt og nølende ned til banken og spurgte dér: ”Er det rigtigt, at min gamle herre efterlod nogle penge i banken til mig?” Bankmanden fik Sams fulde navn og undersøgte sagen. ”Ja,” svarede han lidt efter, ”der står $5000 på din konto.” Sam spurgte, hvordan han kunne hæve nogle af pengene og fik en forklaring på dette. ”Jamen, så vil jeg gerne hæve en halv dollar, så jeg kan få noget mad.” Og derefter gik den tidligere slave tilbage til at leve i sit kummerlige, lille skur og efterlod resten af sin formue uberørt i banken.
Denne historie udstiller klart, hvorledes langt de fleste kristne lever deres liv. Vi lader os nøjes med langt mindre end det, Gud egentlig har til os. Han har billedligt talt indsat milliarder på vores konto, men vi nøjes alt for ofte med så godt som ingenting.
Personlig oplevelse – 1 Kor 2,6-16
Jeg var ombord på en færge mellem Danmark og Norge, da Gud åbenbarede noget lignede for mig. Min kone og jeg skulle undervise en uge om bøn på en bibelskole, og jeg sad og var ved at meditere over 1 Kor 2,6-16. Pludselig stod det lyslevende for mig. Hos Gud er der ingen hindringer. Hindringerne ligger hernede hos os, og Gud har givet os Helligånden til at fjerne enhver hindring, så vi i stedet kan få alt, hvad han har til os.
I det pågældende afsnit står der flere ting om Helligånden, som synliggør dette:
A) v. 9-10a: ”Men som der står skrevet: ”Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham, det har Gud åbenbaret for os ved Ånden.””
Tænk lige over dette! Gud har forberedt så fantastiske og vidunderlige ting for dem, der elsker ham, at det langt overgår de bedste forestillinger og de vildeste drømme, menneskeheden nogensinde har haft. Alt dette vil han åbenbare for os ved Helligånden. Og verset fortæller os tydeligt, at Gud allerede har forberedt disse herligheder til os. Så når Helligånden åbenbarer dem, er der ikke kun tale om information. Han både viser herlighederne og giver dem til os. Han åbner billedligt talt døren ind til himlens gavekammer og leder os derind.
B) v. 10b: ”Thi Ånden ransager alt, selv Guds dybder.”
Dette er et af mine favoritvers i hele Bibelen. Ånden gennemsøger som en super bibliotekar hele himlens store bibliotek om Gud. Ikke fordi han pludselig er blevet mindre guddommelig og er begyndt at glemme ting. Nej, absolut ikke. Han gør det for vores skyld. Han udforsker alle ting, selv dybderne i Guds tanker og følelser, og overvejer hele tiden, om vi er klar til at rumme det pågældende. Det svarer til det, Jesus sagde til disciplene i Joh 16,12: ”Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu.” De var med andre ord ikke klar til at rumme det eller tilegne sig det endnu. Så går han videre til at tale om Helligånden i næste vers: ”Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer.” Gud vil dele det hele med os, men er begrænset af de hindringer, der er i vores liv. Han vil dele sine dybeste følelser og endda sine mest personlige drømme (sådan forstår jeg talen om Guds dybder), men han vil ikke trænge sig på.
C) v. 11-12: ”For hvem ved, hvad der bor i mennesket, undtagen menneskets egen ånd? Således ved heller ingen anden end Guds ånd, hvad der bor i Gud. Vi har ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud, for at vi skal vide, hvad Gud i sin nåde har givet os.”
Her bruger Paulus et fantastisk billede. Når man møder et andet menneske, ser man udefra nogle få kendetegn ved denne person og en gang imellem får man også nogle enkelte glimt ind i det indre. Men den anden (”ånd” taler i verset om selve personens væsen) har selvfølgelig et langt dybere kendskab til sig selv. Han/hun er eksperten på sig selv. Derfor – for at give så meget af sig selv som muligt – har Gud sendt sin Ånd i vores indre, så vi faktisk kan lære ham at kende fuldt ud. Derved bliver det virkelig muligt at lære Jesu kærlighed at kende i en så fuldstændig grad (jf. Ef 3,19), at vi derved fyldes med hele Guds fylde. Men Guds Ånd overtager ikke vores ånd. Han er ingen pirat, besætter eller gidseltager. Han tilbyder sig selv fuldt ud, men afventer ydmygt vores invitation til at fylde mere i vores liv. Han vil – som verset siger – vise os alt, hvad Gud i sin nåde har givet til os (og der er ingen øvre ramme overhovedet), men det er os, der skal give ham plads og mulighed for at gøre det. Bolden ligger på vores side.