Skrevet af Peter Tinggaard
Heb 4,16: “Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid.”
Som forbedere er dette noget, vi alle kender til: En nær ven eller en fra familien har fået konstateret kræft. I kristne kredse skaber det en situation, hvor der bliver bedt rigtig meget for vedkommendes helbredelse. Dag efter dag i lang tid. Det ender nogle gange med, at kræften overvindes (ofte ved et samarbejde mellem bøn og sygehus), men så er der desværre også nogle gange, hvor det ikke sker.
Dette er svært at forstå for karismatiske kristne som os. For Bibelen kommer med nogle klokkeklare løfter om lægedom, som synes at være så kategoriske, at det er svært at acceptere nogen anden vej. Salme 103,3: “Han tilgiver al din skyld, helbreder alle dine sygdomme.” Jak 5,14-15: “Er nogen blandt jer syg, skal han tilkalde menighedens ældste, og de skal salve ham med olie i Herrens navn og bede over ham. Og troens bøn vil frelse den syge, og Herren vil gøre ham rask; og hvis han har begået synder, vil han få tilgivelse for dem.” Udover dette har vi Jesu forbillede fra hans tjeneste på jorden, hvor han helbredte ALLE, der var syge og kom til ham (Matt 4,24 + 8,16-17). Han sendte sine disciple ud til at gøre det samme, og den ene gang, som Bibelen omtaler, hvor de ikke kunne klare det, irettesatte han dem for deres vantro og forløste selv helbredelse og udfrielse til den månesyge dreng (Matt 17,14-21). Her var der ellers en fantastisk anledning for Jesus til at lære sine disciple, at der også findes tilfælde, hvor Gud siger nej til at helbrede, men han greb den ikke. Han forklarede i stedet, at det var disciplenes manglende tro som hindrede miraklet. Som om disse argumenter ikke var nok i sig selv, fortæller Bibelen os også, at Jesus bar vores sygdomme på korset (fx 1 Pet 2,24), og at et af den uforanderlige Guds evige navne er “Herren, din læge” (2 Mos 15,26).
Men hvad gør vi så, når Gud ikke griber ind alligevel? Skal vi slå os selv i hovedet, fordi vi åbenbart ikke har haft tro nok? Eller skal vi begynde at finde forklaringer på, hvorfor Guds mirakel udebliver, hvilket let kan udvikle sig til en sygelig form for fejlfinding i forhold til os selv og andre? Har vi ikke bedt nok? Skulle vi have fastet endnu mere? Er der synd i vores liv, der hindrer miraklet? Osv. Jeg har stået i sådanne situationer nok gange til at vide, at der ikke kommer noget som helst godt ud af disse spørgsmål. Man får ikke mere tro ved at “tage sig sammen” eller ved at “slå sig selv i hovedet”, og man har meget svært ved at høre noget som helst fra Gud, når man er kørt fast i et fejlfindings spor.
Der findes ikke lette svar til sådanne forfærdelige kriser, og det er i situationer som dette, at vi må bøje knæ for Jesus og tilbede ham gennem tårerne, mens vi træner os selv til at acceptere, at der er ting, som vi ikke kan forklare eller forstå. Samtidigt må vi lære at tilbede Jesus med taknemlighed for de mange urimelige gaver, som han allerede har givet til os, og for himlen, som venter os, i stedet for at bruge denne situation, som vi ikke forstår, til at komme med anklager imod ham. Som om vores Konge, der ikke kan svigte (Åb 19,11), alligevel har svigtet os. Eller som om vores himmelske far, der er så god, at alle jordiske fædre er onde i forhold til ham (Matt 7,9-11), alligevel ikke havde omsorg nok for os til at række hånden ud og helbrede sit barn.
En ny vej – at bøje knæ ved nådestronen
I løbet af de sidste måneder har jeg bedt rigtig meget for en kristen ven, som har kræft. Jeg har flere gange oplevet, at Gud har plantet ideer og vers i mit hjerte, når jeg vågnede, som hjalp mig til at forstå, hvordan jeg skulle bede for vedkommende. Dette skete også forrige lørdag. Jeg vågnede med Heb 4,16 i tankerne, og mens jeg lå i sengen og bad for min kræftsyge ven, fik jeg oplevelsen af, at jeg skulle sætte 3 timer af til at bede for hele situationen – med udgangspunkt i dette vers. Mens jeg læste og genlæste verset rigtig mange gange i løbet af disse timer, blev det levende for mig, at Heb 4,16 viser os en anden vej end det spor, vi som karismatiske kristne ofte ender på. Vi er så optaget af, hvad Jesus har gjort for os, men i stedet for at forblive på det sted, hvor vi vedvarende mindes, hvor lidt vi fortjener hans nåde og godhed, får vi skabt en ny kristen virkelighed, hvor vi som børn og som hans retfærdiggjorte folk har krav på at få de ting, som Bibelen lover os. Således ender vi let i situationer, hvor vi gør krav på noget, som løfterne inviterer os til at bede om “i Jesu navn” … og hvis Gud ikke giver os det, vi har krav på, bliver vi så grebet af dette “svigt”, at vi glemmer alt det andet, som Gud har gjort og fortsat vil gøre, og vender os i stedet imod ham med anklager og bebrejdelser.
Men læg mærke til dette: Selv om Heb 4,16 inviterer os til at komme med frimodighed, går den IKKE videre til at sige, at vi – dem, der er kommet til nåden – får, hvad vi har krav på. Nej, det, der flyder fra nådens trone er barmhjertighed og nåde. Begge ord synliggør, at det er noget, som handler om ham og ikke om os. Det er altså ikke noget, som vi kan gøre krav på, men noget, der strømmer frit fra nådens trone til alle, der vil bøje knæ og anerkende, at de har brug for denne barmhjertighed og nåde. Det er også med denne ydmyge indstilling, at vi bedst baner vejen for Guds nådige og barmhjertige indgreb i vores liv. For Gud står de hovmodige imod, men de ydmyge viser han stor nåde (jf Jak 4,6). Og hvis det ender med, at den, som vi beder for, dør, står vi som kristne klar til at hylde ham, som gav alt, gennem hjerter, der godt nok sørger, men som er renset for bitterhed og anklager. For hans sejr er så fuldstændig, at døden er blevet vores indgang til en sådan evig herlighed med ham, at det overgår vores vildeste drømme.
Lad denne sang tale til dit hjerte og lad os omvende os fra den vandring, hvor vi lever som om, vi har krav på de velsignelser, der flyder ned til os fra korset.
Nådestronen
Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone
For at vi må få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid
For at vi må få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid
:: Kom, kom, kom, du siger, kom, kom, kom
Kom til min nådestrone, kom og få hjælp :: x2
:: Bed og jeg vil svare
Søg, for jeg vil findes
Bank på, jeg lukker op for dig
Kom til min nådestrone
Kom og få hjælp :: x2
Men det, jeg har at give
Er ik´, hvad du fortjener
Hos mig – kan ingen kræve noget
Kom til min nådestrone
Kom og bøj knæ
:: Jeg giver barmhjertighed
Og skænker nåde
Kom til min nådestrone
Kom og bøj knæ :: x2
Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone
For at vi må få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid
For at vi må få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid
Kom, kom, kom, dit Ord kalder, kom, kom, kom
Kom til nådestronen, kom og få hjælp
Kom, kom, kom, dit Ord kalder, kom, kom, kom
Kom til nådestronen, kom og få hjælp