Uge 40 – Humanismens indtog i kirken

Skrevet af Peter Tinggaard

Ef 6,12: Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet.”

2 Kor 10,4-5: Vore kampvåben er ikke verdslige, men mægtige for Gud til at bryde fæstningsværker ned. Vi nedbryder tankebygninger og alt, som trodsigt rejser sig mod kundskaben om Gud, vi gør enhver tanke til en lydig fange hos Kristus,”

Selv om Danmark kan virke som et fredeligt land på overfladen, så ændrer det ikke ved Bibelens overordnede åbenbaring. Verden er i krig, og så længe vi er i verden, kan vi ikke forvente andet end krig. Det er også den egentlige forklaring på al den elendighed og sygdom, som vi ser i verden. Det er en krigszone hernede, og der findes ingen fredede zoner. Indtil vi giver vores liv til Gud, er vi som marionetdukker i mørkets hær. En hær af forførte og forblændede slaver, der er blevet narret til at tro, at de rent faktisk kæmper for det gode, når de håner og modarbejder Gud – det eneste væsen, som virkelig er god. Men i det selvsamme øjeblik, vi giver os selv til Gud, bliver vi overflyttet fra mørkets rige til lysets rige, og Gud giver os samtidigt nogle himmelske våben, som er så mægtige, at de kan overvinde og nedbryde de dæmoniske tankebygninger, som fjendens magt i verden bygger på.

I denne andagt vil jeg forsøge at afdække en af fjendens allermægtigste tankebygninger, som er humanismen. Den har en voldsom indflydelse på hvert eneste menneske på jorden, og desværre ser vi også, at dens indflydelse strækker sig langt ind i kirkens rækker, hvor den også har slået rod.

Men hvad er humanisme?

Ordet humaniske kommer fra ordet “human” (menneske) og afspejler en ideologi, hvor mennesket er i centrum. Med andre ord, det er ikke længere Gud eller en højere magt, som er i centrum. Dens begyndende indflydelse kan allerede spores i oldtiden, og igen i senmiddelalderens renæssance, men det er først i 1800-tallet, at den virkelig tager form. Her afsluttes en århundredlang proces i både filosofiens og kunstens verden med at rette fokuset mere og mere ind på mennesket – og mere og mere væk fra Gud. Som nogle af de første ægte børn af den moderne humanisme opstår tænkere som Darwin og Karl Marx i midten af 1800-tallet, der på hver deres område fortrænger Guds fra sin plads fra verden. Darwin gør det på videnskabens område ved at “bevise”, at hele Guds skaberværk er opstået på naturlig vis (og derfor ikke har brug for en skaber). Karl Marx gør det på det samfundsmæssige område, og lægger derved selve fundamentet for kommunismen, som senere bryder igennem.

Der kunne siges meget mere om humanismen, men jeg vil nøjes med at fremhæve to af dens afgørende “sandheder”.

1) Humanismens grundtese er, at mennesket er i centrum – og der findes ingen højere magt.

2) Vi er så dygtige og kompetente, at vi kan løse alle verdens problemmer selv. Dvs en overdreven tro på vores menneskelige evner.

Denne humanistiske hyperoptimisme kunne fx spores i tiden frem mod første verdenskrig, hvor humanismens tænkere erklærede, at der ikke ville komme flere store krige, fordi mennesket havde udviklet sig så meget … . Men så kom første verdens krig, og anden verdens krig, og en lang række andre krige.

Bibelen fortæller os altså, at det er sådanne “tankebygninger,” (som humanismen), vi skal nedbryde med mægtige, åndelige våben. Og den fortæller os også, at det er dæmoniske magter, som hersker igennem disse “fæstningsværker” eller tankerbygninger. Alt dette forklarer også, hvorfor selve evolutions-teorien kan have en sådan altoverskyggende kraft over hele verdens tænkning på videnskabens område, selv om det dybest set er noget værre vrøvl, at al verdens orden og skønhed kunne opstå ud af intet. Der er nemlig tale om forfølelse og dæmonisk forblændelse. Ja, der er en sådan kraft i denne forblændelse, at mange helhjertede kristne, der tager på humanismens højborge (vores universiteter) rent faktisk mister deres tro på Gud som verdens skaber.

Gud har givet os våben, som kan overvinde og nedbryde dæmoniske tankebygninger som humanismen, men så længe kirken selv er bundet af humanismens tænkning, skal vi ikke forvente, at vi har magt til at bryde dens indflydelse i verden. Her tænker nogen af jer sikkert: “Hvordan kan en kirke, som tror på Gud, være styret af humanismens ånd, som jo fornægter Guds eksistens?” Det vil jeg besvare ved at fremhæve de to grundteser fra tidligere igen.

Den første grundtese ved humanismen var, at mennesket er i centrum. Er det mon noget, som vi genkender fra kirken i dag? Langt de fleste kristne lever deres liv med sig selv i centrum. De behandler mere Gud som deres hjælper end som deres Herre. De kommer ikke i kirke for at melde sig til tjeneste for Gud, men for at få noget fra Gud. Og hvis ikke han giver dem nok, så gider de ikke komme. Ja, selv de kristne, der ønsker at lægge livet ned for Jesus, har en tendens til at fokusere alle deres krafter og ressourcer på deres egen tjeneste, fordi vi er så påvirket af humanismens ånd. Det handler om mig, mig, mig.

Den anden grundtese var humanismens overdrevne tillid til vores menneskelige evner. Denne humanistiske indflydelse har desværre vendt vores gudstjenester på hovedet, så det er blevet selve talen, der nu fremstår som gudstjenestens højdepunkt, mens lovsangen, som netop er centreret om Gud, er blevet degraderet til en klargøring til talen. Men det er alt sammen et stort bedrag. Det bygger på en overdreven tillid til vores hoveders evner, hvor vi søndag efter søndag tænker: “Hvis blot jeg kan forstå sandheden eller få den rigtige forståelse af Gud i mit hoved, så kan jeg selv leve denne sandhed ud.” Men kirkernes manglende vækst og deres manglende kraft åbenbarer klart og tydeligt, at det netop er en illusion. Det er kun Gud, som kan forvandle os, og vi må tilbage til at centrere vores gudstjenester om ham, hvis vi virkelig vil se hans kraft og nåde bryde igennem.

Bed derfor om

  • At Gud i denne uge må udstille humanismens indflydelse i vores kirker, så vi kan blive renset for den.
  • At Gud også må åbenbare, hvordan du selv er påvirket af denne ånd til at være selvcentreret.
  • HUSK! Vi har hverken mandat eller kraft til at bryde humanismens ånd over hele verden eller over hele Danmark, før vi har set et gennembrud i vores liv og i vores kirker!!!!!
Faste for Danmark