Skrevet af Peter Tinggaard
Ef 5,18-20: ” Drik jer ikke berusede i vin, det fører til udskejelser, men lad jer fylde af Ånden, tal til hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng og spil af hjertet for Herren, og sig altid Gud Fader tak for alt i vor Herre Jesu Kristi navn.”
I verden findes der mange kulturer og sammenhænge, hvor man målrettet stræber efter at blive fulde. I sådanne kulturer drages man mod beruselsen, fordi denne beruselse gør noget ved os. Den spreder en følelse af glæde og frigører folk til at gøre ting, som de ellers ikke turde. Men Bibelen opfordrer os til at have en helt anden kultur i kristne sammenhænge. Her skal vi ikke stræbe efter at blive “berusede i vin”, men skal i stedet lade os fylde af Ånden, hvilket vil medføre nogle helt andre frugter. Sådanne kristne – der er fyldt med Guds Ånd – vil helt naturligt komme til at gøre lovsang og taksigelse til deres fælles sprog. De vil tale til hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, synge og spille af hjertet for Herren …. ud fra hjerter, der vedvarende stræber efter at demonstrere deres taknemlighed til Gud. De vil altså opføre sig som nyforelskede mennesker, der drives frem mod at formidle deres forelskelse igennem digte og sange, der hylder den elskede.
For Helligånden er det væsen i hele universet, som er mest forelsket i Jesus, og derfor vil enhver kristen, som lader sig fylde af Helligånden, netop blive smittet af Åndens lidenskab for at tale om og ære Jesus. Du synes måske, at det lyder mærkeligt, at jeg skriver dette om Helligånden, men hvordan vil du ellers forklare Bibelens klare tale om Helligånden. Fx erklærer Jesus i Joh 14,26, at Helligånden vil minde os om ALT, hvad Jesus sagde. Senere, i Joh 15,26, fremhæver Jesus, at Ånden vil vidne om ham. Og i Joh 16,14, erklærer Jesus: “Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer.” Det er sådan, Helligånden vil opføre sig. Han vil hele tiden snakke om Jesus. For han vil minde os om alt, hvad han sagde og gjorde. Han vil vidne om ham og vil herliggøre ham på utallige måder. Derfor vil alle, som lader sig fylde af Helligånden, og som giver ham plads til at dele sin grænseløse begejstring for Jesus, blive smittet af dette forelskede hjerte. Det var det, som Paulus selv havde erfaret i sit liv. Han praktiserede selv at “lade sig fylde med Ånden” og derfor kom hans breve helt naturligt til at udstille en helhjertet og lidenskabelig forelskelse i Jesus. Med salmer, hymner og åndelige sange. Tag fx Fil 2,5-11: “I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus, han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære.”
Men er det kun de unge, der skal være forelskede i Jesus?
Lørdag d. 1 februar deltog jeg i en tværkirkelig lovsangskonference i Aalborg, hvor hundredvis af primært unge mennesker var samlet for at ophøje Jesus. Der var en lang række forskellige lovsangsledere, der ledte os i tilbedelse igennem dagen, og det var absolut dygtige og salvede lovsangsledere. Men der var ingen lovsangsledere, som var over 40 år. Nu tænker du sikkert, at dette er meget almindeligt, og at hele lovsangsområdet på en måde er blevet overdraget til de unge i de fleste større frikirker i landet, hvor man bevidst går efter at tale de unges sprog. Men er dette en god tendens? Er det sundt, at det primært skal være de unge, som leder os i vores fælles forelskelse og ophøjelse af Jesus?
Personligt tænker jeg, at der er to afgørende farer ved denne tendens.
For det første vil lovsangen let komme til at blive overfladisk og mangle dybde, hvis det primært bliver de unge, der skal lede vores tilbedelse af Jesus. For selv om ungdommen har en gudgiven gave til begejstring og til naiv efterfølgelse af Jesus, så opstår der en helt anden dybde og overgivelse i tilbedelsen, når den, der tilbeder, har vandret sammen med Gud i årtier igennem kriser og prøvelser. Som en parallel til dette kan du forestille dig, hvad der ville ske, hvis vi gjorde det samme på forkyndelsens område, som mange kirker praktiserer på lovsangens område: At det kun var de unge, som fik åbninger til at forkynde Guds Ord. Det ville medføre en voldsom forringelse i kirkens samlede forkyndelse.
For det andet vil den ældre del af kirken miste noget, hvis ikke de tager del i og får plads til at præge tilbedelsen. For hvis de smider håndklædet i ringen og helt overlader dette område til de unge, så de derved mister drevet og salvelsen til at tilbede Jesus, så vil dette være et voldsomt tab for den modne del af kirken. Desværre oplever jeg, at dette er sket i rigtig mange kirker, hvor den modne del af kirken har trukket sig tilbage fra tilbedelsen, blandt andet fordi tilbedelsen udtrykkes på de unges sprog og med deres musikstil. Den ældre del af kirken – som burde kende Jesus bedst og elske ham mest, fordi de har vandret med ham i flest år – har således accepteret en mere passiv rolle i tilbedelsen af Jesus, og derved er deres forelskelse af Jesus blevet dæmpet … hvis ikke den er blevet slukket helt.
Nej, denne tendens er ikke god og den skal modarbejdes. Lad os bede om, at Gud må fylde både unge og gamle med Helligånden, så tilbedelsen og forelskelsen af Jesus må blive en passion, som vi deler og som hver enkelt generation stræber efter at udleve på hver deres måde.