Skrevet af Peter Tinggaard
1 Joh 4,8: ”Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed.”
Når Bibelen taler om at “kende” Gud, er der en helt anden dybde i dens forståelse af ordet end det, vi tænker, når vi taler om at “kende” nogen. Fx beskriver Bibelen ofte sex med vendingen “xx kendte sin kone”. Denne vending betyder ikke, at ægtepar i oldtiden nøjedes med at vide, hvem deres ægtefælde var – og vupti, så var konen pludselig blevet gravid. Nej, mændene “kendte” deres koner ved at gøre alt det, som man gør, når man har sex. Nærkontakt, berøringer, følelser, lidenskab, forening og forvandling. Når Bibelen således taler om, at vi skal “kende” Gud, er det noget, som er langt større end forstandsmæssig viden. Gud ønsker, at vi skal lære ham at kende på en ligeså personlig og lidenskabelig måde, som det, en mand og en kone gør, når de bliver forenet. Han ønsker, at vi skal i nærkontakt med hinanden. Han vil ikke nøjes med, at vi står på afstand af ham og lærer om ham igennem andres erfaringer. Det er ikke det, som Gud ønsker. Han ofrede immervæk sin egen søn for at bane en vej helt ind i sit nærvær, så du og jeg kan komme helt derind, hvor vi mærker og ser og erfarer, hvem han virkelig er. Derfor siger han også: “Smag og se, at jeg er god” (Sl 34,9). Det er det, som Gud har skabt os til. Det er på denne måde, at vi kommer til at afspejle ham. Når den, han er, får lov til at trænge ind i alle områder af vores liv, så vi bliver totalt forvandlet af ham og kommer til at stråle af hans kærlighed og nåde.
I denne sammenhæng er det virkelig interessant at bemærke, hvordan Johannes indleder sit første brev – det samme brev, som taler så meget om at kende og elske Gud. Han skriver i 1 Joh 1,1-2: “Det, som var fra begyndelsen, det, som vi har hørt, det, som vi har set med vore øjne, det, som vi betragtede og vore hænder rørte ved: livets ord – og livet blev åbenbaret, og vi har set det og vidner om det og forkynder jer det evige liv, som var hos Faderen og blev åbenbaret for os … .” Herved introducerer han, hvordan han selv lærte Gud at kende, således at vi må forstå, hvad det er, han tænker på, når han taler om at kende Gud. Det var ikke bare rygter og teorier, som han overhørte og valgte at tro på. Nej, han lærte Gud at kende ved at vandre meget tæt sammen med Jesus. Han hørte ham tale med sine egne ører. Han betragtede ham og rørte ved ham med sine egne hænder. Han var en af Jesu nærmeste disciple og fik derved lov til at se og opleve ting med Jesus, som selv de andre disciple blev forhindret fra at opleve. Det var denne Johannes, som kaldte sig selv for “den som Jesus elskede” og som lænede sig op ad Jesu bryst ved det sidste måltid.
Johannes lærte Jesus at kende igennem en lang række hverdage, som blev krydret med både medgang og modgang. Tænk en gang. Han oplevede Jesus med latterkrampe … og med den dybeste sorg. Men han så ham også gå på toiletet og hørte ham snorke om natten. Han mærkede glæden og begejstringen, når tusindvis af mennesker jublede sammen med Jesus, men han var der også, når alle undtagen de allernærmeste forlod Mesteren. Han oplevede både at blive fejret af Jesus (Matt 12,48-49, Luk 10,17-21 og Luk 22,28-29) og at blive irrettesat af ham (fx Luk 9,54-56). Med andre ord oplevede han igen og igen, at Jesus blev nærværende ind i hans personlige liv. Men Jesus nøjedes ikke med dette. Han sørgede også for, at Johannes blev inviteret helt ind i kernen af sit liv. Således tog han ham med på bjerget, hvor selveste Moses og Elias talte med Jesus (jf. Matt 17,1-8) og hvor Jesu himmelske herlighed blev åbenbaret. På den anden side blev Johannes også inviteret helt tæt på, da Jesus var i sin værste krise og snart skulle dø (jf. Matt 26,37-45). Det var altså ikke bare Jesus, som blev nærværende ind i Johanneses liv. Det var også Johannes, som fik lov at smage og se både højderne og dybderne af Jesu liv.
Det var alt dette og meget mere, som Johannes oplevede, da han selv lærte Gud at kende. Igennem jødernes hellige skrifter havde han allerede som barn hørt, hvordan jødernes største profet (Moses) talte ansigt til ansigt med Gud, men det var intet i forhold til det, han selv kom til at opleve. Han oplevede, hvordan Jesus opsøgte og fandt ham. Og han mærkede på nærmeste hold, hvordan Jesus virkelig elskede ham. Han blev udvalgt, velsignet, beskyttet, omfavnet, trøstet, fejret og meget mere af mennesket Jesus, som også blev hans allerbedste ven. Men denne Jesus var ikke bare et menneske. Han var Gud selv og levede hele sit liv som en spejling af Faderens fuldendte kærlighed, således at alle mennesker (og særligt disciplene) skulle lære Gud at kende igennem ham.
Jesus er heldigvis den samme i går, i dag og til evig tid, og han kommer aldrig til at ændre sig. Han ønsker fortsat, at vi skal lære ham at kende på samme personlige og livsforvandlende måde som det, Johannes oplevede. Det er det, vi som forbedere kan forvente, når vi søger Guds ansigt. Han vil blive nærværende ind i vores liv på alverdens forskellige måder. Men han vil også invitere os til at blive inddraget i de ting, som han har på sit hjerte. Han vil både vise os sin herlighed, som han gjorde det for Johannes, og han vil dele sin smerte og sorg med os. Så lad os aldrig nøjes med mindre end det. Gud ønsker at demonstrere, hvem han er, igennem folk som dig og mig, som virkelig lærer ham at kende.
Bed derfor om:
– At kirken i Danmark ikke må nøjes med at kende om Gud. For Danmark har brug for en kirke, som virkelig kender Gud.
– At Gud må demonstrere, hvorledes han altid er langt mere lidenskabelig for at åbenbare sig for os end vi er for at han skal gøre det.
– At du selv må lære Gud at kende på en langt dybere og mere personlig måde.