Skrevet af Peter Tinggaard
1 Kor 1,10: “Men jeg formaner jer, brødre, ved vor Herre Jesu Kristi navn, til at enes, så der ikke er splittelser iblandt jer, men så I holder sammen i tanke og sind.”
I denne uge vil jeg dele en byrde, som jeg har for kirken i denne tid. Vi står i overhængende fare for at skabe en dyb og varig splittelse i kirken, fordi forskellige kristne grupperinger vælger at håndtere Corona-krisen og regeringens forskellige krav på vidt forskellige måder. Der er ikke blot tale om, at vi håndterer tingene forskelligt, og ellers vandrer i respekt for hinanden, fordi der er så meget på spil i denne tid. Derfor sker det igen og igen, at de forskellige grupperinger kommer til at se ned på og foragte de andres håndtering af krisen. Den ene hovedgruppering følger lydigt regeringens retningslinjer, fordi Bibelen gør det meget tydeligt, at vi skal adlyde samfundets love, og de ender let med at foragte dem, som ikke vil rette sig ind efter myndighedernes forsøg at bremse og hindre smittespredning. Den anden hovedgruppering ser kirkens villighed til at underlægge sig statens krav som en katastrofal vildfarelse, hvorved det ikke er Gud, som er Herre i kirken længere, og de kan næsten ikke lade være med at foragte de andre kristne for dette.
Som jeg ser sagen, kan man med Bibelen i hånden argumentere for begge sider af sagen, og jeg er oprigtigt i tvivl om, hvordan vi skal håndtere den nuværende krise. På den ene side finder man en lang række tekster i det Nye Testamente, som gør det meget tydeligt, at vi skal adlyde samfundets regler. Fx Rom 13,1-2: “Alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem, for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Gud. Den, som sætter sig op imod dem, der har en myndighed, står derfor Guds ordning imod, og de, der gør det, vil pådrage sig dom.” (Se også Titus 3,1 og 1 Pet 2,13). Det var det, som den første kirke praktiserede. At adlyde landets love og regler … indtil der opstod en situation, hvor de måtte adlyde Gud fremfor mennesker. Jf. ApG 5,28-29: ” …. Vi har udtrykkeligt forbudt jer at undervise i dette navn, og alligevel har I fyldt Jerusalem med jeres lære og vil bringe denne mands blod over os.« Peter og apostlene svarede: »Man bør adlyde Gud mere end mennesker. … ” Som udgangspunkt er dette noget, som alle bibelelskende kristne vil være enige i. Både at vi skal adlyde landets love og at vi skal adlyde Gud fremfor mennesker. Uenigheden opstår, når man skal vurdere, hvornår samfundets love skal opfattes som noget, der er i modstrid med Guds bud.
Det er på dette område, at den anden side kan komme med deres argumenter. Fx kræver Gud i sit ord, at vi som kristne skal samles og tilbede ham (fx. Hebr 10,25 og ApG 2,42). Skulle vi som kirke fortsætte med at mødes, selv om staten forbyder det? Her kan man så videre overveje: Skal man samles i kirker, eller kunne man ikke forsamles i hjemmene og fortsat fungere som kirke?
Og hvad med reglerne om afstand og mundbind mv.? Er det fortsat Guds Ånd, som får plads til at lede os i kirkerne, når vi samles og tilbeder Gud, eller bliver vi i stedet mere optaget af, hvad samfundet og andre mennesker kræver af os? Personligt oplever jeg, at de forskellige udefrakommende retningslinjer har lagt en alvorlig dæmper på tilbedelsen, siden der er en del ting, man ikke må. Men igen, hvornår bevæger vi os over fra regler, som vi skal overholde, til regler, som vi ikke vil overholde – fordi vi vil adlyde Gud fremfor mennesker? Statens retningslinier for kirkerne er blevet som en fremmed ånd i kirken, der har langt større indflydelse, end jeg synes, den bør have … men jeg er usikker på, hvordan vi skal genindtage kirkerne for Gud.
Det er dog ikke noget nyt for kirken, at der opstår situationer, der kan splitte kirken i to. Det skete flere gange i den første kirke, og Paulus gav os nogle principper, som vi kan følge. Rom 14,1-6 (om at spise afgudsofferkød og overholdelsen af jødiske helligdage): “Den, der er svag i troen, skal I tage imod uden at sætte jer til doms over hans meninger. Den enes tro tillader ham at spise hvad som helst, den svage spiser kun grønsager. Den, der spiser, må ikke foragte den, der ikke spiser, og den, der ikke spiser, må ikke dømme den, der spiser; Gud har jo taget imod ham. Hvem er du, som dømmer en andens tjener? Det er en sag for hans egen herre, om han står eller falder; og han bliver stående, for Herren har magt til at holde ham oppe. Én regner den ene dag for vigtigere end andre dage, en anden regner alle dage for lige vigtige. Enhver skal stå fast ved sin overbevisning. Den, der lægger vægt på, hvad det er for en dag, gør det for Herren. Den, der spiser, gør det for Herren; han siger jo Gud tak. Og den, der ikke spiser, gør det for Herren og siger også Gud tak.”
Kort sagt: Vi skal bedømme hinanden ud fra den andens gode hensigter (selv om vi er uenige og ser den anden som “svag”). I forhold til vores håndtering af Corona-krisen betyder dette: Den ene gruppe overholder landets love – for at ære Gud og for at bekæmpe og begrænse smittespredning. Den anden gruppe vælger at ære Gud ved at adlyde ham mere end de regler, som kommer fra mennesker. Lad os målrettet søge Gud for visdom i denne tid, så vi kan håndtere en meget svær situation på den rigtige måde. Men lad os ikke give fjenden nogen anledning til at skabe splittelse i denne tid. Lad os ikke dømme og foragte hinanden, fordi vi ser forskelligt på denne sag.
Bed derfor om…
- Overnaturlig visdom til at ære Gud i denne svære tid.
- At kirkens ledere må få hjælp til at fornemme, hvordan de bedst kan adlyde Gud.
- At bønnen må blive rejst op ud fra hjemmene.