Skrevet af Peter Tinggaard
Åb 21,5a: “Og han, der sidder på tronen, sagde: »Se, jeg gør alting nyt!«”
Vores himmelske Gud er ikke en Gud, der kun har planer for nogle få udvalgte mennesker eller for nogle helt særlige situationer. Heldigvis! For han elsker alle mennesker og derfor findes der ikke et menneske, som Gud ikke længes efter at nå og at velsigne. Selv de værste forbrydere drømmer han om at frelse og forvandle. På samme måde findes der ikke en situation eller omstændighed, som er udenfor Guds synsfelt. Derfor lyder det profetiske ord i Åb 21,5: “SE, JEG GØR ALTING NYT!” Når Gud griber ind i verdens gang, vil han ikke bare fjerne sine børn og ellers overlade resten af menneskene og hele skaberværket til at sejle sin egen sø. For han vil gøre ALTING nyt. Han vil endda skabe en ny himmel og en ny jord (jf. Es 65,17 og Åb 21,1). Hans overordnede plan har altid været “at forsone ALT med sig, på jorden som i himlene”, igennem Jesu frelsesværk. (Jf. Kol 1,20)
Desværre har vi som Guds folk på jorden slet ikke det samme bredde perspektiv som Gud. Vi forventer egentlig ikke, at han både kan og vil gøre alting nyt igennem os, og derfor håber vi i stedet, at han vil gribe ind med frelse og genoprettelse i nogle få særlige tilfælde. Således afspejler vores bønner og vores liv ikke, at vi er på det team, der allerede har vundet den ultimative sejr. Vi har Kongernes Konge, som vores leder og Herre, og selv om det er hans erklærede mål at frelse alle mennesker (jf. 1 Tim 2,4) og at udgyde sin ånd over alle mennesker (jf. Joel 3,1), så har vi slet ikke de samme høje mål som ham. Det er som om, at vi har glemt, at han er den, der siger: Alt er muligt for mig! (jf. Mk 10,27).
Personligt oplever jeg, at kirken i Danmark længe har haft meget små forventninger til Gud. Der burde ikke være nogen magt på jorden, som kan bremse eller hindre os, men i praksis fungerer det ikke sådan. Selv om den evige Gud er på vores side og rent faktisk bor i os, er der alligevel en lang række jordiske og dæmoniske magter, som får lov til at bremse os. Vi er kaldet til at gå ud og forandre hele verden, men vi har svært ved overhovedet at komme ud af vores kirker. I forhold til vores bønner betyder alt dette, at vi snarere beder defensive bønner om beskyttelse og hjælp, i stedet for at bede offensive bønner om vækkelse og total forvandling.
Der er fx en række dæmoniske kæmper i vores land, som spreder mørke og frygt. Terrorisme, Islams ånd, skilsmisser, abort, humanisme, tolerance, værdi-relativisme, osv. I forhold til disse kæmper virker det som om, at det meste af kirken har opgivet kampen på forhånd. Derfor beder vi ikke den slags offensive og mægtige bønner, der kan kaste fjenderne (som bjerge) i havet, men beder i stedet defensive bønner om, at Gud i sin nåde må beskytte vores kirker mod disse kæmper og redde os fra dem. Vi forsøger at bremse deres indflydelse på vores kirker og vores hjem, men gør ikke noget for at kaste dem ud af hele landet.
Det er tid til at indtage landet påny!
I sidste uge var der en kristen gruppe med Johnny Noer i spidsen, som sagsøgte to af landets ministre for brud på grundloven. Deres erklærede mål var (og er), at den lov, “der i sommeren 2012 gav mulighed for, at to personer af samme køn kan vies i folkekirken, samt, at det af bisperne dertil udfærdigede vielsesritual” skal erklæres for ugyldig og i strid med grundloven.
Personligt havde jeg stor respekt for deres nidkærhed og for deres mod, men jeg frygtede ærlig talt, at det kunne have store negative konsekvenser for landet, hvis de vandt. For et markant flertal af landets politikere vil overhovedet ikke kunne acceptere, at døren for vielse af homofile par i folkekirken skal lukkes igen. Derfor vil en sådan dommerkendelse sandsynligvis medføre, at landets ledere vil blive drevet hen mod at ændre grundlovens forankring i vores kristne arv.
Således var mine bønner frem mod retssagen d. 31 marts primært fokuseret på, at Gud skulle beskytte landets kristne arv, så vi ikke mistede noget. Men mens jeg bad for dette en dag, mindede Gud mig om præsten Pinehas. Han blev Guds redskab til at standse den pest, der var ved at slå tusinder af jøder ihjel, da han fyldt med Guds lidenskab gjorde det, som Moses og de andre ledere ikke rigtig turde gøre. Gud havde sagt til Moses, at han skulle henrette enhver leder, som havde ledt folket til at hore med Moabs kvinder og til at tilbede afguden Ba´al, men Moses og de andre ledere var modvillige og tøvede længe med at gøre dette. Faktisk gjorde Pinehas noget, som gik imod den beslutning, som Moses og lederne netop havde truffet og derfor var det både en farlig og en uvis ting at gøre. Hvis ikke Gud havde grebet ind, risikerede han at blive straffet for sin handling. Men hør dog, hvad Gud sagde til Moses i 4 Mos 25,11-13: “Præsten Pinehas, søn af Arons søn Eleazar, fik min vrede til at vende sig fra israelitterne, da han midt iblandt dem brændte af lidenskab for mig, så jeg ikke i min lidenskab måtte gøre det af med israelitterne. Sig derfor, at jeg skænker ham min fredspagt. For ham og hans efterkommere skal der være en pagt om evig præstetjeneste, fordi han brændte af lidenskab for sin Gud og skaffede israelitterne soning.”
At Gud mindede mig om Pinehas gjorde mig mere positiv overfor retsagen, men jeg var fortsat usikker på, om retssagen var en god ide.
Men så på selve dagen for retssagen oplevede jeg flere markante ting. På min morgenbønnetur klokken lidt i seks mærkede jeg en underlig bedrøvelse i mit hjerte, som jeg følte var fra Gud og handlede om Danmark. Men jeg vidste ikke, hvad den skulle betyde. Jeg spurgte ham flere gange: “Gud, hvad vil du sige til mig med denne følelse?” Men der kom ikke noget svar.
Senere, kl halv ni, var jeg på vej til et bedemøde i vores kirke, da jeg mødte vores nabo. Han fortalte åbent om nogle skavanker, som han havde, og jeg bad (for første gang i mit liv) for en nabo, at Gud måtte helbrede ham. Det underlige ved oplevelsen var, at jeg slet ikke havde forbehold eller usikkerhed ved at tilbyde bønnen. Det føltes bare rigtigt og naturligt.
Under bedemødet fra 9 til 10 mærkede jeg den samme bedrøvelse igen i forhold til Danmark, og denne gang oplevede jeg, at Gud svarede mig. Fra dybet af mit indre voksede der en bøn frem, som næsten fik min krop til at ryste. Jeg fik en oplevelse af, at Gud var bedrøvet over sin kirkes tilstand, hvor så meget af bønnen var passiv og defensiv. (Gud beskyt os, red os, pas på os, hjælp os … ). Men nu skulle jeg bede og proklamere, at tiden var kommet, hvor forbederne skulle til at bede offensive bønner. Det var tid til at forbederne skulle genindtage landet for Gud.
Jeg nåede faktisk ikke at bede bønnen til bedemødet, men blev alligevel så mærket af oplevelsen, at jeg delte den med min bønnepartner, som jeg mødtes med lige efter bedemødet var slut. Sammen bad vi om, at Gud må oprejse forbedere i Danmark, som beder den slags offensive bønner, der afspejler, hvor stor Gud er.
Da jeg kom hjem igen efter dette besøg, lidt i tolv, mødte jeg “tilfældigt” en anden af mine naboer, hvor konen har været meget syg i 2 måneder. Jeg snakkede med dem i 5 min. og det endte igen med, at jeg bad om lægedom og om Guds nærvær over hende. Og præcist som ved situationen tidligere på dagen, føltes det helt naturligt at tilbyde dette og jeg mærkede ingen forbehold eller usikkerhed.
Efter dette kom jeg hjem og tændte vores computer. Kort efter modtog jeg en mail fra nogle forbedere på Sjælland, som bl.a. skrev følgende: “Vi fornemmer, at det er Åndens ønske, at bønnekrigerne bevæger sig fra defensiv til offensiv bøn.” Alt i mig sagde AMEN til dette. Og derfor deler jeg det nu med jer.
Bed derfor om …
- At Gud må oprejse en hær af forbedere, som beder offensive og strategiske bønner.
- At Faste for Danmark må blive en bevægelse, som Gud kan bruge til at genindtage Danmark for Kongen!
- At du selv må blive salvet af Gud til at bede med frimodighed og tro!