Skrevet af Peter Tinggaard
Jak 4,6b-10: ” … Derfor hedder det: Gud står de hovmodige imod, de ydmyge viser han nåde. I skal altså underordne jer under Gud; og I skal stå Djævelen imod, så vil han flygte fra jer. Hold jer nær til Gud, så vil han holde sig nær til jer. Gør jeres hænder rene, I syndere; rens jeres hjerter, I tvesindede! Sørg og græd i jeres elendighed; lad jeres latter afløses af sorg og jeres glæde af mismod. Ydmyg jer for Herren, så vil han ophøje jer.”
Et af de tydeligste temaer i Bibelen, som fremhæves igen og igen er dette: Den, som ydmyger sig selv, vil Gud ophøje, men den, som ophøjer sig selv, vil Gud ydmyge. Således bygger Paulus sit berømte hyldest digt til Jesus i Fil 2 over dette tema. Fil 2,6-11: “Han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære.”
Det var også et tema, som Jesus fremhævede gentagne gange i sin egen undervisning. Fx i sin kritik af farisæerne og andre religiøse ledere i Matt 23,8-12: “I må ikke lade jer kalde rabbi; for én er jeres mester, og I er alle brødre. Og I må ikke kalde nogen på jorden jeres fader; for én er jeres fader, han, som er i himlen. I må heller ikke lade nogen kalde jer lærer; for én er jeres lærer, Kristus. Men den største blandt jer skal være jeres tjener. Den, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.”
Dette princip handler ikke bare om farisæere og datidens religiøse ledere. Det gælder fortsat i dag. Hvis vi ophøjer os selv og fremhæver vores egen tjeneste og liv på bekostning af andre, kan vi ikke forvente Guds støtte og velbehag. Han vil – som Jak 4 lover os – stå os imod i vores hovmod og ydmyge os. Men når vi i stedet ydmyger os og løfter andre op, kan vi forvente, at Gud vil ophøje os. Vi kan altså ikke tilsidesætte Guds principper med undervisning om salvelse og håndspålæggelse. Eller med verdslige principper om at promovere sin tjeneste og løfte sig selv op. Selv hvis du er det mest salvede og begavede menneske, som findes, vil du fortsat rammes af Guds overordnede princip. Han vil ydmyge dig, hvis du vandrer i hovmod. Men han vil ophøje dig, når du vandrer i ydmyghed.
Faste handler om at ydmyge sig
Gud kan ikke give vækkelse og ære til sin kirke, hvis den vandrer i hovmod. For han vil ikke velsigne os, så længe vores liv og tjenester er centreret om os selv. Det er kun, når vi ydmyger os selv og lægger vores liv i Guds hænder, at han kan betro os en sådan udgydelse af sin Ånd, at det vil medføre vækkelse. For han vil ikke dele sin ære med nogen og han vil ikke bygge sin kirke på et menneskeligt fundament.
Dette er også selve fundamentet bag den faste, som behager Gud. For det er ydmyghed, som medfører Guds ophøjelse. Han hader hovmod og selvophøjelse. Fastens disciplin må derfor ikke gøres til en præstation, som et menneske kan tage æren for, hvis det skal være til behag for Gud. Vi faster for at ydmyge os og for at synliggøre vores hjælpeløshed og dybe afhængighed af Gud. Hvis fasten bruges til at ophøje os selv i andre menneskers øjne – ligesom det var tilfældet med farisæerne – vil fasten ikke bane vejen for Guds velsignelser over vores liv. For dette er hovmod. Og Gud står de hovmodige imod.
Fasten efter Guds hjerte
Esajas beskriver “fasten efter Guds hjerte” i Esajas 58. Han synliggør først den selvcentrerede og selviske faste i kapitlets første 5 vers, som ikke var Gud til behag og som derfor ikke medførte Guds velsignelse og hjælp. Derefter siger han fra v. 6-11: “Nej, den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed, og bryde hvert åg; ja, at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne. Da skal dit lys bryde frem som morgenrøden, og dit sår skal hurtigt læges; din retfærdighed går i spidsen for dig, og Herrens herlighed er bag dig. Da kalder du, og Herren vil svare, da råber du om hjælp, og han siger: Her er jeg! Hvis du fjerner åget og holder op at pege fingre og tale ondt, rækker den sultne dit brød og mætter den forkuede, så skal dit lys bryde frem i mørket og dit mulm blive til højlys dag. Herren vil altid lede dig, selv i øde egne vil han mætte dig. Han vil styrke din krop, så du bliver som en frodig have, som et kildevæld, hvis vand ikke svigter.”
Den faste, der behager Gud, er altså at tage sig af de svage og oversete. At vi bøjer os ned og tager os af dem, som er oversete og udenfor. Matt 18,4: “Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget!” Når vi gør det, vil Gud vise os stor nåde. Han vil svare os hurtigt og velsigne os på utallige måder. For Gud står de hovmodige imod, men de ydmyge viser han stor nåde!
Derfor beder vi om dette i denne uge:
- At Gud må lære os at ydmyge os selv, så han kan ophøje os.
- At vi må blive mindre optaget af “vores egne” tjenester – Fil 2,3
- At vi må blive mere som Jesus og lære at ydmyge os som han gjorde (jf. Fil 2)
- At Gud må afsløre ethvert område med hovmod i vores liv.