Skrevet af Peter Tinggaard
Heb 13,17a: “Adlyd jeres ledere og ret jer efter dem … “
Der er mange vers i Bibelen, som taler om, at vi skal underordne os vores ledere og følge deres ledelse. Samtidigt fremhæves det, at vi skal bede for dem. Det er et bibelsk princip og det er noget, som de fleste danske kristne har brug for at lære mere om. MEN dette princip skal ikke stå alene. For ellers bliver det usundt og kan medføre manipulation og magtmisbrug. Det bibelske modvægt, som tilsammen skaber sundhed og balance er et andet princip, som gælder kirkens ledere: De skal lægge deres liv ned og tjene andre.
Menighedens medlemmer skal altså underordne sig deres ledere og tjene dem … MEN menighedens ledere skal lede deres flok ved at lægge deres liv ned og tjene alle. Det er først, når vores kirker forstår og vandrer ud fra begge principper, at Gud får plads til at skabe sunde og bibelske kulturer, hvor alle kan blomstre.
Desværre ser vi, at mange karismatiske kredse bliver uligevægtige, fordi de lægger så meget vægt på, at menighedens medlemmer skal underordne sig kirkens ledere og kirkens vision, mens de mere eller mindre overser, at lederne samtidigt skal lede på en måde, hvor deres opgave er at tjene alle andre. Uligevægten kan dog også svinge den anden vej, hvis det fremhæves igen og igen i kirken, at ledere skal tjene alle andre og lægge deres liv ned, mens man helt glemmer at fremhæve princippet om at ære og adlyde kirkens ledere.
Et andet eksempel på dette balance fænomen fra Bibelen kan findes i relationen imellem en mand og sin kone. Her er der en tydelig rollefordeling med bibelske retningslinier eller principper for begge parter. (Jf. Ef 5,22-33) Det er manden, som er hovedet eller lederen for familien, og konen er derfor forpligtet på at adlyde og ære sin mand. Men denne side af sagen må ikke stå alene. Den sunde balance opstår, når manden forstår, at hans opgave som familiens leder netop er at lægge sit liv ned for sin kone og elske hende – på samme måde som Jesus elskede sin brud (kirken) og lagde sit liv ned for hende.
For Guds skyld …
Den sunde bibelske balance kan kun skabes, når begge parter af relationen forstår, at det hele skal gøres for Guds skyld. Konen skal altså ikke blot underordne sig manden, når han “har gjort sig fortjent til dette”, for hun skal underordne sig “som under Herren” (Ef 5,22). På den anden side kan manden heller ikke nøjes med at elske, når konen “har gjort sig fortjent til dette”, for han skal elske som Jesus elskede kirken. Altså skal begge parter gøre deres del med øjnene rettet på Gud og de kan samtidigt forvente, at deres belønning vil komme fra Gud. (jf. Ef 6,5-8).
Der kunne uden tvivl findes mange kirkelige kredse, hvor der er opstået usunde mønstre i relationen imellem ledere/mænd/forældre og de personer, som de har under sig, fordi man netop ikke har evnet at fremhæve begge sider af sagen. Men jeg tror ikke, at det er den primære faldgrube, som de fleste danske kristne falder i. Vores største problem på dette område er, at vi har skabt vores egen balance ved at fjerne afstanden imellem lederne på den ene side og dem, som er under dem på den anden side. Vi har skabt fællesskaber med mest mulig lighed imellem alle og udvander derved Bibelens krav til begge parter. Således behøver dem, der er underordnet et lederskab ikke længere at gøre det af hele hjertet – som var det Gud, de tjente – for “vi er alle ledere på hver vores område”. Og dem, der er ledere, behøver ikke at elske og tjene på en ligeså helhjertet måde som Jesus, men kan i stedet lede og tjene med måde og som de har lyst.
Hvor Bibelens principper bygger på, at alt skal gøres for Guds skyld, så vælger det moderne, selvcentrerede menneske i stedet en model, hvor vi lærer at handle “for min skyld”. Hvad er det, som føles bedst for mig? Hvad har jeg lyst til? Og hvordan kan vi mødes i midten, hvor det, jeg vil balanceres med det, du vil? Det lyder så fornuftigt og rimeligt, men det er ikke Guds vej til sundhed og liv. Han kalder os alle til at lægge vores liv ned og dø, så det hele kan dreje sig om ham. Han kalder os til at være helhjertede og lidenskabelige i vores efterfølgelse af ham – på hver vores område. Ledere skal lede på Kristi vegne og afspejle ham i alt. De skal tjene og elske med lidenskab og brand. Men dem, der følger efter skal være ligeså helhjertede i deres efterfølgelse – for Guds skyld. De skal ære og ophøje og adlyde deres ledere. Deres tilbedelse og ophøjelse af Gud skal kunne ses i deres helhjertede efterfølgelse af og respekt for deres ledere.
Her vil der være en del af mine læsere som stejler og tænker med frygt: Hvis nogen vil satse så meget på henholdsvis at lede eller på at følge efter andre, så vil de ikke kunne undgå at blive såret, svigtet, misforstået, udnyttet, og meget mere. Og de har helt ret. Det er ikke “fornuftigt” at være så helhjertet. MEN Gud kalder os ikke til at være “fornuftige”. Vi skal ikke være et folk, der kun “elsker dem, der elsker os”. Vi er kaldet til at elske vores fjender og til at ydmyge os som Jesus. Det vil uden tvivl medføre sår og svigt og hån – som vi så det med ham – men det vil også medføre et liv, hvor Gud selv belønner os med belønninger, som er langt større end det, mennesker kan give os. Han kalder os til at satse alt på ham, så han får plads til at give os alt, hvad han har.
Bed derfor om:
- At Gud må lære os at leve ud fra hans principper. I vores ægteskaber. I vores familier. I vores menigheder.
- At kirken må lære at leve “for Guds skyld” og ikke for “min egen skyld”.
- At kirken må få mere tillid til den belønning, som Gud vil give os.