Skrevet af Peter Tinggaard
1 Kor 14,18: “Jeg takker Gud for, at jeg taler mere i tunger end nogen af jer.“
Der er få mennesker i kirkens historie, som har haft større indflydelse på kirken end Paulus. I mine øjne giver ovenstående vers os en af de vigtigste nøgler til hans store succes og til hans mange åbenbaringer. Han bad mere i tunger eller “i ånden” end alle andre i en menigheden i Korint. Det var en menighed, hvor der allerede var et enormt fokus på nådegaverne. Altså betyder hans udsagn, at han bad rigtig, rigtig mange timer i tunger hver dag. Ovenstående vers fortæller os dog en ting mere end det, at Paulus bad rigtig meget i tunger. Den viser os, at tungetalen blev praktiseret på en måde, hvor de kristne vidste, hvor meget de andre bad i tunger. Det var altså ikke en stille, personlig hvisken, som stort set ikke kunne høres af andre. Hele menigheden vidste, at Paulus bad rigtig meget i tunger. Der var både lyd og intensitet i hans bønner.
Desværre har noget af det, som Paulus ellers udtaler om tungetalen i samme kapitel, medført, at tungetalen er blevet dæmpet og beskåret, når menigheden er samlet. Den er blevet gjort til noget, som mest hører til i den enkeltes personlige andagtstider og mange har lært (og er blevet oplært til), at tungetalen kan bedes så stille, at den kun lige kan høres. Men lad os se på, hvad Paulus siger.
1 Kor 14,27-28: “Hvis nogen taler i tunger, så to eller højst tre, og én ad gangen, og der skal være én til at tolke det. Hvis der ikke er nogen til at tolke det, skal den, der kan tale i tunger, tie stille i menigheden. Han kan tale til sig selv og til Gud.”
Dette vers har fået nogle kirker til at sige, at der kun må være tungetale i kirkerne, hvis den bliver udlagt. Ellers skal dem, der taler i tunger, tie stille og kun gøre det, når de er alene. I praksis har dette medført, at tungetalen nærmest er blevet sat i skammekrogen og bestemt ikke bliver gjort til noget, som alle i menigheden er sultne efter. Men dette vers skal forstås rigtigt. I hele kapitel 14 er Paulus optaget af orden ved menighedens gudstjenester. Han er ved at rette og justere deres gudstjenestepraksis, så at alt, hvad der sker, må være til opbyggelse. Det er i denne sammenhæng, at han udtaler, at “den, der kan tale i tunger, [skal] tie stille i menigheden”. Lidt senere udtaler han det samme om både en profet, der profeterer – hvis nogen får en åbenbaring, mens han/hun profeterer (v. 30), og om kvinderne, som skal “tie stille i menighederne” (v. 34-35). Hans mål er ikke at give en åndelig mundkurv til store del af menigheden, for han har netop udtalt i v. 26: “Når I kommer sammen, har den ene en salme, en anden en belæring, én har en åbenbaring, én har tungetale, en anden har tolkningen.” Det vil sige, at alle har noget, som Gud vil sige igennem dem. MEN det hele skal gøres på en måde, hvor menigheden bliver opbygget af det.
I forhold til at forstå Paulus´ restriktioner vedrørende tungetalen, er det nødvendigt, at vi forstår, at der findes flere forskellige slags tungetale, og ikke bare en. Der er fx en slags tungetale, hvor man taler med et andet sprog. Ligesom discipelene gjorde det på pinsedag (jf. ApG 2,5-13). Så er der den personlige tungetale, som Paulus tænker på, når han udtaler, at “han taler mere i tunger … “ og i 1 Kor 14,4 at “den, der taler i tunger opbygger sig selv.” Til sidst er der også en offentlig tungetale, som er givet som et budskab fra Gud til hele menigheden. Ligesom et profetisk ord. Det er om denne slags tungetale, at Paulus siger, at den skal udlægges … eller “tie stille”. Det er også denne offentlige tungetale, som Paulus har i tankerne, når han i 1 Kor 12,30 spørger “… Kan alle tale i tunger?”, hvor både sammenhængen og den græske grundtekst viser, at svaret er nej! Alle har ikke gaven til at tale med offentlige tunger som et budskab fra Gud. Men det betyder ikke, at Paulus tænker, at det kun er nogle få kristne, som har den personlige tungetale. Det var en gave, som Paulus forventede, at alle kristne havde og praktiserede. Derfor sagde han fx til alle: Bed altid “i ånden” (Ef 6,18. Jf 1 Kor 14,15) – hvilket ville være urimeligt, hvis der var mange, som slet ikke kunne få den gave.
Som jeg læser Apostlenes Gerninger var tungetalen det tegn, som fortalte de kristne, at nogen havde modtaget Ånden (jf. ApG 2,4; 10,44-46; 11,15-15; 19,6). Det var en gave, som de forventede, at alle skulle få. Derfor er jeg i dag fuldt overbevist om, at det er en gave, som Gud ønsker at give til alle kristne. Men misforstå mig ikke! Hvis nogen ikke “har” tungetalen endnu, tænker jeg ikke, at det betyder, at de ikke er blevet fyldt med Ånden. Nej! Jeg tænker i stedet, at gaven står klar til at blive aktiviteret. Det kunne allerede ske i dag, eller i den kommende uge.
Tungetalen er et af de mægtigste våben, som Gud har givet til sin kirke, men ligesom med den almindelige bøn, så tror jeg ikke, at der er nogen magi eller automatik over den. Den skal også bedes igennem hjertet, med lidenskab og tro, hvis den skal udrette det, som Gud vil gøre igennem den. Meget mere om dette i næste uge.
HER kan I se en 12 minutters video med John Bevere om tungetale, som jeg har klargjort med danske undertekster.
Bed derfor om:
- At tungetalens gave må blive aktiviteret i mange flere kristne. Også i dig, hvis du endnu ikke vandrer med denne gave.
- At Ånden må antænde vores hjerte til at bede i tunger med lidenskab og tro.
- At denne uge må være en uge, hvor kirken får ny åbenbaring om tungetalen!