Skrevet af Peter Tinggaard
Ez 47,12: ”På begge bredder af strømmen vokser alle slags frugttræer, hvis blade ikke visner, og hvis frugt ikke slipper op; de bærer nye frugter hver måned, for vandet til dem kommer fra helligdommen. Deres frugter tjener til føde, og deres blade til lægedom.”
Hele kapitel 47 i Ezekiels bog handler om Helligånden. Den giver os faktisk et levende billede af, hvad det indebærer, at Ånden som en flod vil strømme ud af os (jf. Joh 7,37-39 og 1 Kor 6,19). Samtidigt giver kapitlet os et glimt af det liv, som Gud har til os, hvor det vigtigste i livet netop er at forfølge den flod, som strømmer ud af os.
Ved at følge strømmen (Helligånden, som strømmer ud af os), så føres Ezekiel hen til en række forskellige velsignelser:
Hvor floden når frem …
- bliver vandet sundt (renset for bitterhed) v. 8
- kommer der et overnaturligt overflod af liv. v. 9-10
- vokser der frem træer, hvis frugter giver føde til folket og hvis blade giver lægedom. v. 12
Den flod, der beskrives her i Ez 47, omtales igen i Åbenbaringens bog, hvor Johannes beskriver det syn, han fik af himmelen. Der vil være en flod, som “vælder ud fra Guds og lammets trone” (Åb 22,1). Ved siden af floden står livets træ, “som bærer frugt tolv gange, hver måned giver det frugt, og træets blade tjener til lægedom for folkeslagene.” (v. 2)
I forhold til teksten fra Ez 47 er det meget interessant, at lægedommen ikke kommer direkte fra floden (Helligånden), men at Ånden bevirker, at der vokser frem træer, hvis blade giver føde og lægedom til folket. For sådan har Gud planlagt, at det skal fungere. Gud ønsker, at vores liv skal være som livets træ i himlen og bære de samme frugter, som det gør. Det betyder, at vi er udvalgt til at bære frugt hver eneste måned (dvs. til alle tider), og til at sprede liv og lægedom til folkeslagene igennem vores blade (det, som vokser ud af os). Vi ved selvfølgelig, at lægedommen først og fremmest strømmer fra Helligånden, men han ønsker altså, at det skal strømme igennem os! Han vil nemlig bruge træer (dvs. mennesker), der er plantet tæt ved floden (jf. Sl 1,3 og Jer 17,8), til at bære helbredelsen ud til folkeslagene, igennem den vækst, som floden giver til træet.
Ved at bede Ånden om at strømme som en flod ud af de kristne i Danmark, beder vi derved om, at Ånden vil gøre de samme fantastiske ting i landets byer, som Ezekiel 47 beskriver.
Vi vil derfor bede om …
- At Guds folk i Danmark må være plantet tæt ved floden, så Ånden kan sprede sine mange velsignelser igennem dem! Renselse, genoprettelse, helbredelse, liv i overflod og meget mere.
- At Ånden må rense sit folk for ting, som hindrer eller bremser floden fra at strømme ud til vores land igennem dem!
- At Gud må give os nåde til at bryde dæmningen, som hindrer Åndens gennembrud i vores nation!