Skrevet af Peter Tinggaard
Rom 8,15-17: “I har jo ikke fået en ånd, som giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I har fået den ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba, fader! Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn. Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt som vi lider med ham for også at herliggøres med ham.”
Gud er så lidenskabelig for at være vores farmand, at han har givet os selveste Helligånden til at gøre os til fuldgyldige børn. Derved er det ikke længere os selv, der skal bevise vores værd eller kæmpe for at finde vejen ind til Faderens hjerte. Vi har en evig og grænseløs Skabergud inde i os, som har fået ansvaret fra Faderen til at gøre os til børn. “I har fået den ånd, som giver barnekår!”
Tanker ved en barnevelsignelse
I foråret 2014 var jeg tilstede ved en barnevelsignelse under en gudstjeneste. Jeg sad og fulgte med i barnevelsignelsen, og reflekterede samtidigt over, hvordan vi ofte bruger barnevelsignelser til at velsigne barnets forældre, fordi vi ved, at forældrene er Guds primære redskab til at velsigne barnet. Mens jeg tænkte på dette, kom der pludselig et spørgsmål fra Gud i mit indre. ”Hvem er det, der har ansvaret for barnets relation til sine forældre? Er det barnet selv, eller er det forældrene?”
Svaret var selvfølgelig indlysende, og krævede ikke tænketid. Særligt når barnet var så lille som ved denne barnevelsignelse. ”Det har forældrene,” svarede jeg. For hvis barnet i stedet skulle bære ansvaret for relationen, ville det medføre nogle forfærdelige konsekvenser. Forestil dig fx en far, som ville sige: ”Hvis ikke du vil opføre dig ordenligt, gider jeg ikke være sammen med dig!” Eller: ”Det er din skyld, at jeg ikke har det godt!” ”Det er på grund af dig, at mor og far er blevet uvenner!” Det er den slags repliker, som bruges i film, hvor forældrene er drankere eller stofmisbrugere, og slet ikke er i stand til at være noget for nogen.
Gode forældre ville ALDRIG tænke eller sige sådan. Det er ikke den slags signaler, som de ønsker at sende. Som om barnet først skal gøre “nok” for at fortjene deres kærlighed, før han eller hun kan forvente at blive elsket. Gode forældre lærer i stedet deres børn, at de er elsket og altid vil være elsket. Lige gyldigt hvad de måtte komme til at gøre. Ethvert signal til barnet om noget, der skal gøres eller siges for at blive elsket, udstiller ikke en mangel ved barnet, men en alvorlig mangel ved forældrene. Når forældre sender den slags signaler til deres børn, skyldes det næsten altid, at de selv har oplevet et lignende svigt i deres barndom, og derfor ikke har lært kærlighedens sande væsen at kende.
Kort efter at jeg havde svaret Guds spørgsmål, stillede han mig et nyt spørgsmål: ”Men hvorfor lever de fleste kristne deres liv som om, det er dem og ikke mig, der har det primære ansvar for vores relation?” Det var straks et meget sværere spørgsmål, som jeg ikke havde et hurtigt svar til. Men det satte en masse forskellige tanker i gang. Og jo mere jeg reflekterede over det, jo mere kunne jeg se, hvad Gud mente.
De fleste kristne går i dag rundt med en vedvarende dårlig samvittighed over deres svingende andagtsliv og deres mangelfulde bønsliv, fordi de føler, at de ikke gør det godt nok. De forsøger hele tiden at tage sig sammen og at gøre det bedre, men de lykkes sjældent i deres forsøg. For de behandler problemet som noget, de må klare på egen hånd – uden Guds hjælp. De forventer først at få Guds hjælp, når de selv har gjort deres del; fx ved at demonstrere deres udholdenhed i bøn. Hvis de endelig beder Gud om hjælp, er deres primære fokus ofte, at Gud må hjælpe dem til at “tage sig sammen” eller til at have mere disciplin. På samme måde svinger deres følelser og deres tanker om sig selv, hvis ikke de føler, at de gør det ”godt nok”. For det er deres ansvar, og ikke Guds, tænker de.
Men sådan ønsker en far ikke, at sine børn skal opføre sig. Som far til tre børn ønsker jeg ikke, at mine børn skal løse deres problemer selv, før de kommer til mig. Slet ikke. Hvis de har skåret sig i fingeren, vil jeg give dem plaster på. Hvis de har haft et uheld i deres bukser, vil jeg hjælpe dem med at blive vasket og skiftet. Jeg ønsker IKKE, at de skal løse den slags problemer uden mig. Således er barnets primære opgave ikke at løse problemerne eller at gøre det godt nok. Det bedste barnet kan gøre, er at bringe sig selv og problemet til farmand, så han kan løse det.
I samfundet har vi desværre lært, at vi skal klare os selv. For modenhed måles typisk ved, at vi bliver bedre og bedre til at tage ansvar for vores liv. Men Gud kalder os i stedet til en helt anden form for modenhed i ham. Han inviterer os til at være børn, så han kan være vores farmand. Han tænker ikke, at vi først skal gøre noget, før han vil leve op til sit ansvar som farmand. Nej, med det samme vi sagde ja til at blive Guds børn, har Gud givet os sin evige og grænseløse Helligånd, således at ansvaret for at gøre os til fuldgyldige børn ikke skal hvile på vores egne skuldre, men på Helligåndens yderst kompetente skuldre.
Rent praktisk betyder alt dette, at vores allervigtigste opgave som kristne og især som forbedere ikke handler om noget, som vi selv skal præstere eller gøre. For vores himmelske Fader ønsker IKKE, at vi skal løse landets og vores egne problemer selv. Vores primære ansvar er i stedet, at bringe os selv og vores problemer til farmand, så han kan løse problemerne.
Bed derfor om …
- At Gud må åbenbare sit faderhjerte for de kristne i Danmark, så Ånden selv kan få plads til at gøre os til børn.
- At Gud må lære os at aflevere vores og landets problemer til Gud, i stedet for at bære dem selv.
- At Gud må vise dig, hvis der er områder i dit liv, hvor du lever som om konkrete problemer er dit eget ansvar og ikke Guds.