Skrevet af Peter Tinggaard
Es 59,16-17: “Han så, at ingen kom til stede,og han undrede sig over, at ingen greb ind. Da skaffede hans arm ham sejr, og hans retfærdighed støttede ham. Han iførte sig retfærdighed som brynje og satte frelsens hjelm på hovedet;han klædte sig i hævnens klæder og hyllede sig i lidenskabens kappe.”
Ef 6,10-17: I øvrigt, vær stærke i Herren og i hans mægtige styrke. Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb. Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet. Tag derfor Guds fulde rustning på, for at I kan stå imod på den onde dag, overvinde alt og bestå. Så stå da fast, spænd sandhed som bælte om lænden, og ifør jer retfærdighed som brynje, og tag som sko på fødderne villighed til at gå med fredens evangelium. Overalt skal I løfte troens skjold, hvormed I kan slukke alle den Ondes brændende pile. Grib frelsens hjelm og Åndens sværd, som er Guds ord.”
Når Paulus taler om Guds fulde rustning i Ef 6, er der tale om noget, der er langt større end en god illustration, som han selv har udtænkt for at udstille, hvordan Gud udruster og bestytter os i den åndelige kamp. Ved at sammenstille de to rustninger opdager man nemlig, at der ikke er tale om to forskellige rustninger, men at begge passager handler om den samme rustning. Altså er “Guds fulde rustning” fra Ef 6 ikke bare en opgraderet menneskelig rustning, som vi skal iføre os som kristne. Nej, det er Guds egen rustning! Det er den rustning, han selv iklæder sig, når han går i kamp mod verdens ondskab.
Derfor indledes afsnittet om Guds fulde rustning i Ef 6 også med følgende udsagn: “Vær stærke i Herren og i hans mægtige styrke.” For Guds fulde rustning bygger ikke på menneskelige styrker, men på Guds mægtige styrke. Det samme kunne også siges om resten af rustningen. Rustningens beskyttelse og styrke kommer ikke fra noget, der blot er menneskeligt. Vores brynje er Guds egen retfærdig. Vores frelse er Guds egen frelse. Vores bælte er sandheden – hvilket også er et af Jesu navne. Vores udrustning til at gå ud med evangeliet omtales som villighedens sko, hvilket svarer til den udrustning, som Jesus selv fik fra Helligånden til sin opgave (jf. Luk 4,18: “Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig.Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige … “) Vores skjold er den tro, som Gud giver til os, og vores våben er Guds eget levende Ord.
Styrken og kraften i denne fantastiske udrustning fremhæves også igennem Paulus tale om vores åndelige kamp. Han fremover kampen mod de største åndelige fjender – verdensherskerne i dette mørke, men garanterer alligevel, at vi med Gud fulde rustning “kan stå imod på den onde dag, overvinde alt og bestå.” Wow. Selv mod de største fjender, der findes i hele universet, garanteres vi sejr, fordi denne guddommelige rustning netop er Guds egen rustning.
Bøn og delvis faste på Pottemagerens Hus
I denne weekend deltog jeg i to dages bøn og delvis faste på Pottemagerens hus og det var til vores første bønnemøde torsdag aften, at Gud begyndte at åbenbare, hvor mægtige hans rustning er. Det blev så levende for os, at vi vendte tilbage til Guds rustning ved flere af de kommende samlinger, når vi skulle bede for forskellige ting. Dette skete igen ved vores afslutningsmøde, hvor vi bad for Danmark og bad om tilgivelse for mange af de områder, hvor vores land har bevæget sig længere og længere væk fra Gud i løbet af de sidste 50 år. Bl.a. med fri porno, uforpligtende sex, abort, og denne tids voldsomme forvirring i forhold til kønsroller mv. Mens vi bad, blev det meget levende for mig, hvordan det er kirken, der bærer det primære ansvar. Resten af landet er jo blevet forført og har fået et tågeslør for deres øjne, så de fx vælger at slå deres egne børn ihjel, og samtidigt hylder sådanne mord som en sejr for kvindens frihed og selvstændighed. Det er kirken, der hele tiden har haft magten fra Gud til at ændre nationens retning, men vi sover i forhold til vores opgave og har slet ikke gjort, hvad Gud forventede af os.
Denne sandhed voksede bl.a. frem ved at læse Es 59, hvor der netop tales om Guds rustning i den sidste del. Gud tager sin rustning på og går i kamp, fordi der ikke er andre, der rejser sig mod ondskaben, der hersker i hele nationen. Desværre tror jeg, at Gud må tænke noget lignende om Danmark og om kirken i Danmark i denne tid.
Es 59,12-16a: “For du har vore mange overtrædelser for øje, og vore synder vidner imod os; vi er os vore overtrædelser bevidst, vi kender al vor skyld. Vi har brudt med Herren og fornægtet ham, vi har vendt vor Gud ryggen; vi har forkyndt vold og frafald og fremført løgneord fra hjertet. Retten er trængt tilbage, og retfærdigheden holder sig langt borte; for sandhed snubler på torvet, og ærlighed kan ikke komme frem. Sådan bliver der mangel på sandhed, og den, der holder sig fra ondt, bliver udplyndret. Det så Herren, og det var ondt i hans øjne, at der ikke fandtes ret. Han så, at ingen kom til stede,og han undrede sig over, at ingen greb ind.”
Bemærk især det sidste vers: Gud så, at ingen rejste sig for at kæmpe imod ondskaben og han undrede sig over, at ingen greb ind. Mon ikke Gud tænker noget af det samme om kirken i Danmark i dag?
Til vores afslutningsmøde på Pottemagerens hus bad vi derfor Gud om tilgivelse på kirkens vegne, men vi mindede ham samtidigt om, hvad han gjorde i Es 59. Han gik selv i kamp, da der ikke var andre, som turde eller kunne bekæmpe ondskaben. Vi bad Gud om at gå forrest i kampen – iklædt sin egen rustning – for så kunne vi (hans folk) rejse os sammen med ham – iklædt den samme mægtige rustning. Se, dette billede giver mig håb og tro for vores nation!