Skrevet af Peter Tinggaard
2 Mos 33,18-19: “Da sagde Moses: »Lad mig dog se din herlighed!” Herren svarede: “Jeg vil lade al min skønhed gå forbi dig, og jeg vil udråbe Herrens navn foran dig. Jeg viser nåde, mod hvem jeg vil, og forbarmer mig, over hvem jeg vil.””
Da Moses fik lov til at se Guds herlighed, var der en sådan kraft i denne åbenbaring af Gud, at hans ansigt kom til at stråle med en stråleglans, der var mere end folket kunne klare. “Du må dække dit ansigt til, Moses! For du stråler for meget af Guds herlighed!” Folket havde en indre grænse for, hvor meget af Guds herlighed, de var klar til at se. Ja, de ønskede faktisk ikke, at Gud skulle komme for nær. De havde set et glimt af Guds herlighed på afstand, da de havde stået foran Guds bjerge, og mindet om dette møde, hvor Gud havde åbenbaret lidt af sin herlighed igennem lyn, torden og røg, var bestemt ikke noget, som de havde lyst til at opleve mere af.
Heldigvis havde Moses et helt andet hjerte. Han længtes efter at se så meget af Guds herlighed som overhovedet muligt, men han havde også en øvre grænse. Gud fortalte ham, at han ville dø, hvis han fik lov at se ham, som han virkelig var. “Du får ikke lov at se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og beholde livet.” Derfor måtte Moses nøjes med at se Guds ryg, efter at Gud var gået forbi ham. Men selve det “at se Guds ryg” var alligevel så livsforvandlende, at han kom til at stråle af Guds herlighed resten af sine dage.
Hvem ligner du og jeg mest? Moses eller folket? Har vi et hjerte som det, Moses havde, hvor det at se Guds herlighed er vores største ønske, eller vil vi hellere nøjes med det, vi har og har ærlig talt ikke lyst til, at Ånden skal skabe for meget rav i vores liv?
Hvis man kun læser selve versene, hvor Moses beder om at få lov til at se Guds herlighed, vil man ikke forstå, hvilken voldsom kamp, Moses måtte kæmpe for at komme til det sted, hvor han kunne få lov til at se Guds herlighed.
Et par måneder før denne samtale fandt sted mellem Gud og Moses, havde folket skabt et guldkalv, som de kunne tilbede. Gud blev så rasende over dette, at Moses senere beskriver hele situationen med disse ord i 5 Mos 9,18-21: “Jeg kastede mig ned for Herrens ansigt i fyrre dage og fyrre nætter uden at spise eller drikke, ligesom forrige gang, på grund af den synd, I havde begået ved at gøre, hvad der var ondt i Herrens øjne, og krænke ham. Jeg gruede for, at Herren skulle udrydde jer i den vrede og harme, han nærede mod jer; men Herren hørte mig også denne gang. Også Aron blev Herren så vred på, at han ville tilintetgøre ham; men jeg bad dengang for Aron. Og tyrekalven, det syndige gudebillede, I havde lavet, tog jeg og brændte; jeg knuste den til det fineste støv, og støvet kastede jeg i bækken, som løb ned ad bjerget.” Gud var så rasende, at Moses måtte bede i 40 dage og 40 nætter, før Gud lod sig formilde. Mens han bad havde han uden tvivl en vedvarende frygt for, at Guds vrede også ville ramme ham. Men han forblev i Guds frygtindgydende nærvær og bad dag efter dag efter dag:”Vær nådig mod os, Gud!”
I forlængelse af disse 40 dage havde Gud selv kommet med følgende forslag til Moses (2 Mos 33,1-6): “Drag op herfra … til det [forjættede] land …. . Jeg vil sende en engel foran dig, og jeg vil fordrive [alle folkene] … . Men jeg vil ikke selv drage op iblandt jer, for I er et stivnakket folk, og jeg kunne komme til at tilintetgøre jer undervejs.” Det var vel dybest set dette, som folket ønskede – selv om de selvfølgelig blev bedrøvet over, at Gud kaldte dem for et stivnakket folk. De havde tidligere ønsket, at Gud udelukkende skulle tale til dem igennem Moses, fordi de gerne ville holde sig på sikker afstand af Gud – og nu fik de deres ønske opfyldt.
Men Moses, som havde set mere af Guds vrede end nogen anden, havde heldigvis et helt andet hjerte. Han sagde til Gud: “Hvis ikke du går med os, skal du ikke føre os op herfra!” Han forstod, hvor virkelig Guds vrede var, men han længtes så meget efter Gud, at han var villig til at satse alt. “Vi går ingen steder uden dig, Gud! Koste, hvad det koste må!” Gud svarede ham med disse ord: “Også det, du her siger, vil jeg gøre, for du har fundet nåde for mine øjne, og jeg kender dig ved navn.” Bønnen blev besvaret, fordi Moses havde fundet nåde for Guds øjne! Hans 40 dage og 40 nætter på sit ansigt i bøn for folket, havde rørt Guds hjerte og derfor ville Gud alligevel forblive i folkets midte.
Det er på dette tidspunkt, at Moses forstår, at han nærmest kan bede om hvad som helst, når Gud vil besvare en sådan enorm bøn på grund af, at han selv “har fundet nåde for [Guds] øjne”. Derfor beder han prompte om at få det, som var hans allerstørste ønske: “Lad mig dog se din herlighed!”
Gud længes altid efter at åbenbare sin herlighed, men det er ikke noget, som gives til mennesker, som ikke rigtig ønsker det. Eller som kun ønsker det halvt. Hvis vi som folket tænker, at det er bedst, at vi ikke får for meget af Guds skræmmende herlighed, så vil Gud besvare denne bøn. Men hvis vi som Moses er klar til at ofre alt for at se Guds herlighed åbenbaret, så vil Gud også besvare denne bøn.
Bed derfor om:
- At Gud må åbenbare de ting, som er vigtigere for os end Guds nærvær!
- At Gud må være nådig mod Danmark og ikke forlade os!
- At Gud må give kristne i Danmark det samme hjerte som det, Moses havde!