Skrevet af Peter Tinggaard
Hvornår har du sidst grædt for Danmark i din forbøn? Er dette noget, som du oplever, eller er det en fremmed ting for dig?
Som mennesker er vi skabt til at have medfølelse med hinanden; til både at dele hinandens glæder og hinandens sorger. Vi mærker det allermest i forhold til de mennesker, som har størst plads i vores hjerter. Fx en mor i forhold til sit barn, eller en mand i forhold til sin kone. På den anden side mærker vi kun en svag grad af medfølelse, når det gælder mennesker, som ikke har den store plads i vores hjerter. Men Paulus kalder os i Rom 12,15 til at have medfølelse med alle mennesker. Han siger: “Glæd jer med de glade, græd med de grædende!”
Når vores allernærmeste bliver ramt af en livstruende sygdom, er det slet ikke unormalt eller underligt, at vi drives til tårer. Vi mærker den andens smerte, som var den vores egen. Vi mærker også frygten for døden og for at miste alt, og bliver helt overvældet af konsekvenserne af dette. I disse sammenhænge behøver Paulus ikke at sige: “… græd med de grædende”, for det sker helt automatisk.
Men når den samme krise rammer andre, som ikke er så tæt på os, er det ikke længere ligeså naturligt at blive rørt til tårer. Det er i disse sammenhænge, at vi virkelig har brug for at høre Paulus udfordring til os. “Glæd jer med de glade, græd med de grædende!” Giv dem så meget plads i jeres hjerter, at I kan dele deres glæder og smerter!
Personligt oplever jeg næsten aldrig, at jeg drives til tårer, når jeg beder for Danmark. Selv når jeg læser om de mest forfærdelige ting i landet, hvor det er tydeligt, at disse mennesker virkelig lider, så berører det kun mit hjerte i en forbavsende mild grad. Jeg ville ønske, at det ikke var sandt, men det er det, desværre. Mennesker i Danmark, som jeg ikke er tæt på, har kun en begrænset plads i mit hjerte. Og dette gælder desværre også for landet som helhed. Men jeg ønsker ikke, at det skal være sådan.
Vi er kaldet til at ligne Jesus
Heldigvis var Jesus ikke et menneske, som kun havde en begrænset plads i sit hjerte til andre mennesker. Når han så og mærkede fremmede menneskers lidelser, står der, at han ynkedes over dem (fx. Matt 9,36). Ordet “ynkedes” er en oversættelse af ordet “splagknizomai”, som betyder “at blive bevæget i sit indre”. Den udtrykker en stærk grad af medfølelse.
I beretningen om Lazarus i Joh 11 hører vi, at Jesus blev dybt bevæget af andre menneskers smerte. Der står direkte, at han blev “stærkt opbragt og kom i oprør” (v. 33), da han så Maria og de andre jøder græde, og lidt senere står der: “Jesus brast i gråd” (v. 35). Det er det korteste vers i Bibelen, men det er samtidigt et af de stærkeste. Her ser vi den enorme kærlighed og medfølelse, som Jesus havde for andre mennesker. Selv jøderne genkendte dette og sagde om ham: “Se, hvor han elskede ham” (v. 36).
Det mest utrolige ved Jesu tårer i denne situation er dog dette: Han vidste allerede, at Lazarus snart skulle opvækkes fra de døde (jf. v. 14-15), og at al denne sorg inden længe ville forsvinde og blive fuldstændig erstattet af jubel og glæde. Derfor var der ingen fornuftig grund til at græde …. bortset fra at han mærkede andre menneskers smerte så intenst, at han selv blev drevet til tårer. Wow! Her ser vi et menneske, som virkelig elskede andre!
Det er denne Jesus, som kalder os til at elske andre, som han selv elsker os. Han udfordrer os igennem Paulus til at “græde med de grædende”, fordi han selv gør dette for os. Derfor kalder han os til at bede for andre med tårer, fordi vi skal være som ham. Han ved selvfølgelig godt, at vi ikke kan gøre dette i vores egen styrke, men han forventer det heller ikke. Hans spørgsmål til os lyder i stedet: “Må jeg få lov til at græde igennem dit hjerte? Må jeg få lov til at bede for mine elskede mennesker igennem dine tårer?”
For bønner, som afleveres igennem tårer har en voldsom kraft. Det er den slags bønner, som intet kan standse. Det var bønner med tårer, som gav Hanna løftet om Samuel (jf. 1 Sam 1,10), da hun ellers ikke kunne få børn. Det var bønner med tårer, som på få minutter gav Kong Hizkija 15 år mere at leve i, da Gud ellers havde sagt, at han snart skulle dø (jf. 2 Kon 20,1-6). Det var bønner med tårer, som Paulus år efter år blev drevet til at bede for de menigheder, som han selv havde plantet (jf. 2 Kor 2,4 og ApG 20,18-19+31), fordi han elskede dem som en far elsker sine børn.
Bed derfor om:
1) At Gud må give dig et hjerte, der elsker Danmark og det danske folk så meget, at du helt naturligt vil komme til at græde for dem.
2) Hvis dit hjerte er koldt og uberørt af andres kriser, er dit hjerte IKKE, som Gud ønsker det skal være. Brug dagen til at bede om tilgivelse og til at omvende dig fra dit hjertes nuværende tilstand.
3) Inviter Helligånden til at få mere plads i dit hjerte! Han vil udgyde Guds kærlighed i dit hjerte, så du kan bede med medfølelse og lidenskab.